Nyheder

Invitation til Frie Grønne landsmøde 2024

Img 8626
Kære medlem af Frie Grønne

Du inviteres hermed til Frie Grønne landsmøde den 15.juni 2024 fra kl. 13.00 til 16.00. Mødet afholdes hos Global Aktion, Wesselsgade 2, 2200 København.

Det seneste år siden sidste landsmøde har vi, Frie Grønne, brugt til at ”lande og komme oven på igen” efter at vi ikke kom i Folketinget ved sidste valg, samt ikke mindst, at Folketinget fratog Frie Grønne (og Kristendemokraterne) den partistøtte, vi var berettiget til efter valget.

Nu ser vi fremad, og næste mål er Kommunalvalget i november 2025.

Men allerede her og nu er der nok at slås for.

Vi har en regering, en såkaldt midterregering, der fører en politik, der er højrefløjen værdig. Vi har en opposition til venstre for Socialdemokratiet, der håber og tror, at når blot den kan vriste Mette Frederiksen ud af de borgerliges klør, så kan der føres den rigtige grønne og røde politik.

Der er brug for en reel grøn og rød opposition. Derfor er der mere end nogensinde brug for Frie Grønne.

Alle medlemmer er velkomne til at deltage, og vi håber, at der kommer mange. Hvis I kender nogen, der gerne vil deltage, er de velkomne. De skal blot melde sig ind. Man skal dog have været medlem i mindst seks måneder for at have stemmeret.

Hvis man ønsker at stille op til tillidsposter, skal man ligeledes have været medlem i mindst seks måneder

Dagsorden

1.  Valg af dirigent.

2.  Valg af referenter og stemmetællere.

3.  Frie Grønne Råds årsberetning.

4.  Revideret regnskab for det seneste afsluttede kalenderår.

5.  Orientering om aktiviteter og budget for det igangværende kalenderår.

6.  Behandling af indkomne forslag.

7.  Valg af medlemsrepræsentanter til Frie Grønne Råd.

8.  Valg af repræsentanter til Politisk Udvalg

9.  Valg af statsautoriseret revisor og interne revisorer.

10. Præsentation af spidskandidater og suppleanter.

11.Valg af politisk leder.

12 Tale ved politisk leder.

13. Politisk debat.

14. Eventuelt.

Hvis du vil med til landsmødet, skal du skrive til kontakt@friegronne.dk. Bare skriv ’Landsmøde 2024’ i emnefeltet og skriv som minimum dit fulde navn i mailen.

OBS: Det er meget vigtigt, at du tilmelder dig til landsmødet som beskrevet ovenfor. Vi skal senest vide d. 5. juni 2024 om du kommer. Uden tilmelding kan du ikke deltage til landsmødet!

Som medlem har du derudover ret til at stille forslag til emner, der skal drøftes. Sådanne forslag skal indsendes senest fire uger før landsmødet, hvilket vil sige den 18.maj 2024. Det samme gælder, hvis du vil søge om valg til tillidsposter. Du kan indsende begge dele ved at skrive
til raadet@friegronne.dk og skrive ’Beslutningsforslag’ eller ’Ansøgning om valg til tillidspost’ i emnefeltet.

Hvis du vil læse mere om formatet for landsmødet, kan du læse vores vedtægter her: Vedtægter for Frie Grønne.

Vi glæder os helt utroligt til at fejre med jer!

De bedste hilsner
Frie Grønne Råd