Folketingskandidater

Nour Elzeftawy

Nour

KANDIDAT I KØBENHAVNS OMEGN: Nour Elzeftawy er født og opvokset på Østerbro og har egyptiske rødder. Hun brænder for kampen mod diskrimination og har på egen krop oplevet at blive tilbageholdt af politiet uden grund. Nour stiller op til Folketinget for at bekæmpe diskrimination og kæmpe for mangfoldighed. Det her er hendes historie.

Mit navn er Nour Elzeftawy, og jeg er født og opvokset på Østerbro og har egyptiske rødder. Grundet mine rødder har jeg, som så mange andre, oplevet følelsen af eksklusion. Det har altid været mig en gåde, idet jeg ser det som det bedste fra begge verdener. Hvorfor enten eller når man kan have både og?

Jeg har på egen krop mærket racisme, diskrimination og nedgørelse grundet køn og etnicitet. Jeg har langt hen ad vejen tænkt, at det var en tabt kamp. Tænkt at mange andre og mig selv var nødt til at acceptere det uacceptable. Jeg så ingen på Christiansborg, der kunne være mit talerør. Jeg følte ikke, at landets politikere repræsenterede den almindelige borger – indtil jeg stødte på Frie Grønne.

Her er der plads til mig, og her er der plads til at være den unge, stærke minoritetskvinde, som alt for mange unge kvinder mangler at kunne spejle sig i. Her oplever jeg i høj grad repræsentation.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske tilbage, haft stor interesse for politik og forstår derfor også vigtigheden i at engagere sig i den forbindelse og bruge sin stemme.

Én oplevelse foran den israelske ambassade gjorde, at jeg tænkte nok må være nok. Jeg var ude for at tage et billede med et Free Palestine skilt, men endte med at blive ulovlig tilbageholdt og berøvet mine frihedsrettigheder.

Oplevelsen fik mig for alvor til at reflektere. Meget kan man sige om vores skønne Danmark – men vores rettigheder og frihed? De har altid stået stålfast – eller hvad?

Jeg valgte at tilslutte mig Frie Grønne, fordi jeg brænder for et antiracistisk og mangfoldigt Danmark. Jeg ønsker at repræsentere de mange unge kvinder, som ikke føler, at nogen taler deres sag. Den følelse af en manglende politisk rollemodel jeg sad med – den skal de ikke længere have. Det er slut med at acceptere uretfærdigheder. Det er slut med at føle sig overset og overhørt. Jeg håber at blive det talerør, jeg altid selv har manglet.

Frie Grønne er svaret på mangfoldighed. Alle skal være her, og alle skal høres. Det vil jeg kæmpe for.

Kontaktoplysninger

Nour El Zeftawy

Nourelzeftawy123@gmail.com

Facebook | Instagram

Kredskoordinator

Sabrina Brammer

omegnen@friegronne.dk