Folketingskandidater

Iben Kirstine Parmann

Iben Parmann Billede Fg Kandidat

KANDIDAT I KØBENHAVN: Iben Kirstine Parmann er 26 år gammel, uddannet socialpædagog og i gang med en kandidat i uddannelsesantropologi. Iben kæmper kampen for bedre mentalt helbred blandt unge, for mere mangfoldighed og for et klimaansvarligt Danmark. Det her er hendes historie:

Mit navn er Iben Kirstine Parmann, og jeg er 26 år gammel. Jeg er født og opvokset i en lille by tæt på Skanderborg, Jylland og flyttede til København for cirka to år siden.

I 2021 blev jeg uddannet socialpædagog, og jeg er i øjeblikket i gang med at tage en kandidat i Uddannelsesantropologi og globalisering.
Jeg har blandt andet arbejdet på et bosted for unge med psykiske lidelser, hvilket har givet mig en indblik i, hvor vigtigt det er, at vi har fokus på de unges mentale helbred.

Min familie har altid haft en stor interesse for politik, men jeg har aldrig følt, at der har været et parti, som jeg 100% kunne stå bag, indtil jeg opdagede Frie Grønne og læste om deres politik.

Jeg har tit rejst sammen med familie og oplevet andre kulturer og typer af mennesker, hvilket har gjort mig åben og tolerant overfor mennesker, der ikke ligner eller minder om mig selv.

Feminisme, antiracisme og klimaet er mærkesager, som jeg synes er vigtigt at få på dagsordenen i det danske samfund. Det er på tide Danmark får ændret det narrativ der hersker omkring mennesker med anden etnisk baggrund. Det er på tide, at vi får fjernet tjenestemandsreformen helt. Og det er på tide, at de virksomheder der udleder mest CO2, får en tilsvarende klimaafgift til den mængde, de udleder.

Jeg går ind for, at Danmark skal være et mangfoldigt land, hvor mennesker bliver behandlet lige uanset hudfarve, religion, etnicitet, seksualitet og køn.

En af de danske grundværdier er næstekærlighed, hvilket er at vi både behandler vores medmennesker og klimaet med respekt, så vores næste kan leve i et empatisk og grønt Danmark.

Til sidst vil jeg gerne nævne den demokratiske apartheid, der hersker i Danmark. Min far har ikke stemmeret, selvom han har boet og arbejdet i Danmark 30 år, og det er simpelthen for dårligt, når han er engageret i Danmark og føler sig dansk. Det samme gør sig gældende for tusindvis af andre borgere, og det er simpelthen ikke retfærdigt.