Denne kronik bragt på solidaritet.dk

Asham Nadeem, spidskandidat for Frie Grønne i Københavns Omegn

De danske medier elsker at fremstille sig som nuancerede. Men de nuancer kan nogle gange tvinge dem ud i fri fantasi, sådan som det har været tilfældet med debatten om tørklædeforbud i folkeskolen. Medierne må tage deres demokratiske ansvar på sig, skriver folketingskandidat Asham Agha Nadeem.

Da kommissionen for den glemte kvindekamp anbefalede et tørklædeforbud i folkeskolen, blev jeg kontaktet af en journalist fra TV2. Hun ville gerne have hjælp til at finde nogen at interviewe, som har tilvalgt tørklædet på vegne af deres børn. Det handlede om at skabe en ”nuanceret debat”.

Hun forsøgte vel at gøre sit arbejde i Danmarks medieverden, hvor nuance i debatten er en demokratisk grundpille. Men henvendelsens natur viste en fejl i demokratiet: Historien om den ‘gennemsnitlige muslim’. Min respons til journalisten var, at jeg ikke kender eller nogensinde har hørt om nogen, der har tilvalgt tørklædet på vegne af familiemedlemmer. Tværtimod har jeg flere i mit netværk, som frit har tilvalgt tørklædet. Det er den gennemsnitlige tørklædeklædte for mig.

Ifølge kommissionen er tørklæder udtryk for æresrelateret social kontrol – dette deler helt unge piger i to hold, hvor dem i tørklæde er undertrykt hjemmefra. Nuancerne kunne ikke være mere væk. Begrebet “æresrelateret social kontrol” er for mange af os meget alvorligt. Det er decideret frihedsberøvelse af børn og unge. At bruge et så tungt begreb flygtigt – når alle, der bærer tørklæde, skæres over én kam – er skammeligt. Især når det kommer fra folk, der burde vide bedre.

Gennemsnit og fri fantasi

Problemet med gennemsnitsmuslimen er, at hun er udregnet elendigt: Ingen data, bare fantasi. I fantasien er det et politisk ønske om at twiste virkeligheden, så den matcher politikken, man sælger. Lad mig forklare, hvad jeg mener med elendige udregninger: Er gennemsnitsfarten på motorvejen 80 km/t, hvis der sker et uheld, og to biler i trafikken nu står stille? Nej. De to ‘nuller’ medregnes ikke. De er adskilt fra gennemsnittet, og hvis nogen gad hjælpe folk ud af bilvrag, i stedet for at brokke sig over “lav hastighed på E20”, så ville trafikken generelt køre bedre.

Jeg synes de mennesker, anbefalingen er rettet mod, skal komme til orde. Det burde være en selvfølge, hvis man oprigtigt bekymrer sig for dem, og ikke bare leder efter en mulighed for at klage over en sløv dag på motorvejen. Jeg får dog indtryk af, at det mere handler om det sidste.

Samfundsdebattens billede af muslimer rykker længere væk fra virkeligheden. Mange danskere, inklusive den journalist, der henvendte sig til mig i et forgæves forsøg på at finde en gennemsnitsmuslim, lever derfor i mentale parallelsamfund. Men vi er mange, som nu forstår, at de, der lever af at beskytte danskerne mod gennemsnitsmuslimen, ikke vil have os til at komme til orde. Så kommer deres beregninger af en gennemsnitsmuslim nemlig til at se fjollede ud.

Løsningerne på “problemet” ville virke som hysterisk resourcespild. Mange partier og medier har brug for den virkelighedsfjerne gennemsnitsmuslim for at sælge løsninger i form af hegn, centre, nedrivninger og overvågning. Indgriben i privatlivet, som kræver virkeligt gode grunde. Det demokratiske problem løses enten ved, at journalister tager sig sammen til at søge sandheden – ikke bare bekræftelse af spin – og giver minoritetskvinder mikrofonen.

Andenrangsbehandling trods succes

Hvis selvsamme medier vitterligt er faldet helt af på deres demokratiske mission, må repræsentationen komme fra et andet sted. I Frie Grønne har vi heldigvis platform til at lade de uhørte blive hørt. Nuancerne skinner fra vores sociale medier, og i vores samtaler med folk på gaden. Når jeg taler med dem, som der tit bliver snakket om, møder jeg mangel på forståelse af, hvordan selvudnævnte liberale vil diktere påklædning.

Det er heller ikke første gang, de liberale søger perfide forbud. Med samme tomsnak om frihed om og om igen lige efter. “Du kan godt”. Men må jeg? Hvor ligger friheden i ikke selv at kunne bestemme sin hovedbeklædning? Hvorfor skal minoriteter konstant blive behandlet som andenrangsborgere i eget land?

I Danmark vil vi gerne være bannerførere for vores frihedsidealer. Jeg mener, at kommissionens anbefaling fremhæver en negativ tilgang til minoriteter herhjemme og vores villighed til at frihedsberøve dem. Udtryk som æresrelateret social kontrol retfærdiggør den nedladende tone, man retter mod minoriteter, og den racistiske politik der følger. Umyndiggørelsen er ydmygende. Især set fra virkeligheden – uden for det mentale parallelsamfund: For anbefalingen føles ikke som angreb på tørklædet alene. Anbefalingen er et angreb på muslimske minoriteter som helhed, og det er nok hellere ikke sidste gang – selvom samtlige rapporter, uanset om Mattias Tesfaye får dem væk fra integrationsministeriets hjemmeside, viser, at integrationen aldrig har gået så godt, som den gør nu.

Minoriteter kommer i arbejde; de får høje karakterer på uddannelsesinstitutioner; og de bidrager til samfundet, især i sundhedssektoren. Mens danskerne uden ordentlig kontakt til minoriteter er låst inde i deres mentale parallelsamfund, sidder vi minoriteter fast som brikker i et værdipolitisk spil på Christiansborg om, hvem der kan være mest fjendtlig mod muslimske borgere. De tager ikke hensyn til konsekvenserne: Det, der sker i hverdagen, når et skævvredet gennemsnit bliver brugt imod dem, der er ultimativt flest af i beregningen.

Værdier kan ikke tvinges igennem

Social kontrol er et emne, jeg tager dybt alvorligt. Hvis det at bære tørklæde er et entydigt tegn på æresrelateret social kontrol, bør man så mene, at drenge i bukser per definition ikke måtte have kjole på for far? Selvfølgelig ikke. “Gennemsnitsfaren” har ikke været på tale. Normstormerne ville ikke møde så megen modgang, hvis han var.

Social kontrol bliver ikke taget alvorligt, når sigtekornet kun går efter de egennyttige mål. Når alle de etnisk hvide danske børns problemer med social kontrol bliver ignoreret. Kommissionen er ligeglade med pigebørns frihed og velvære. Med undervisningspligt – ikke skolepligt – er det nemt at forudse, at hvis der skulle være én muslimsk pige iført tvunget tørklæde lige nu, så bliver hun hjemmeskolet fra forbuddets første dag. Problemet er ikke løst, men er gemt.

Imens betaler dem, der er ultimativt flest af, prisen for valgsejren. For mig er det i øvrigt svært at forstå, hvordan man skal bekæmpe æresrelateret social kontrol med statslig kontrol. Værdier under tvang bliver aldrig til rigtige værdier, men bare facade. Det har muslimske forældre, gennemsnittet fra hvor jeg står, indset for flere generationer siden. Værdier opstår ikke under tvang. Hverken at bære hijab eller at spise svinekød.

Vores side af historien

Afslutningsvis tænker jeg på, hvilke konsekvenser debatten vil have for unge piger i tørklæde. Hvis Fatima og Sarahs klassekammerater lever i mentale parallelsamfund og tror, de er gennemsnitsmuslimer. Er Fatima bange for, at nogen inde på Christiansborg skal tage hendes religiøse identitet fra hende? Er der risiko for, at Sarahs forældre stigmatiseres som “gennemsnitsmuslimske” forældre, der udøver æresrelateret social kontrol? Hvordan stiller det Sarah?

Der er et væld af spørgsmål, journalister med rette kunne stille. Kommissionen, med socialdemokrater i gruppen, kom ikke bare med en harmløs anbefaling, men et mentalt angreb, under lånte humanistiske fjer, rettet mod borgere, der fortjener bedre end at blive ført bag lyset eller dæmoniseret.

Nuancernes tid er begyndt. Racistisk sort-hvidt spin i rovdrift på stemmer hører ikke til i et sundt demokrati. Frie Grønne kommer ud med ilt til demokratiet: Virkeligheden. Vi ses på gaden, til demonstrationer og ved paneldebatter. Kom og tal med os. Vi har længe villet fortælle vores side af historien.