Tak for ordet – og tak fordi jeg må komme her og holde tale.

Som medlem af Folketinget er det for nogen af status quo-partierne måske kontroversielt, at jeg står her i dag og bakker op om Extinction Rebellion. Fordi I udfører civil ulydighed.

Men ved I hvad: Det er jeg ærligt talt fuldstændig ligeglad med. Hvis det er kontroversielt, så lad det være kontroversielt.

For I står på den rette side af historien. I kæmper for livet. I gør oprør for planeten og de endnu ufødte. I giver en stemme til alle de, der ikke har en stemme.

Det er noget af det smukkeste, jeg kan forestille mig. Det er noget af det mest selvopofrende, jeg kan forestille mig.

Så bliv ved med at kæmpe for retfærdigheden. For naturen. For alt levende liv. For de kommende generationer. For de, der bliver udnyttet.

Der er brug for jer.

Der er brug for jer til at lægge pres på politikerne.

For det er politikerne, der svigter. Det er politikerne, der ikke tager ansvaret på sig.

De ville gerne have stemmerne, da der var Folketingsvalg, men når det kommer til reel klimahandling, er vi her 1,5 år inde i regeringsperioden ikke i nærheden af at se klimahandling i det omfang, der er brug for.

Det er uansvarligt. Det er ikke rettidig omhu.

Og der finder vi også svaret på, hvorfor det er i orden at udøve ikke-voldelig civil ulydighed.

For hvis politikerne gjorde som de lovede, så var der jo ikke behov for det. Hvis de holdt op med at forsvare status quo og gjorde op med de grundlæggende uretfærdigheder, som klimakrisen skaber, så vil der ikke være grund til civil ulydighed.

Men det er der nu. Og historien viser os, at det er et effektivt greb.

Hvis der ikke havde været apartheid, havde Mandela ikke haft grund til at gør oprør. Hvis ikke der var raceadskillelse i USA, havde det ikke været ulovligt for Rosa Parks at sætte sig på de hvides sæder i bussen.

Men de tog sagen i egen hånd – og de ændrede verden. Det var vel også derfor, at over 150 forskere tidligere på året bakkede op om alle jer fra Extinction Rebellion.

Fordi det er et spørgsmål om liv og død.

Vi er her i dag, fordi vi forstår, at klimakrisen er trussel mod liv over alt på jorden. Hvis ikke vi handler på det, begår vi ikke bare det største civilisationssvigt, man kan forestille sig, ja, så underskriver vi også vores egen dødsdom.

Vi har i de seneste år set konsekvenserne af den klimakrise, der er i fuld gang. Amazonas står i flammer. Det samme gør andre vigtige naturområder i Sydamerika. I USA er et område større end hele Sjælland brændt af. Herhjemme så vi ekstreme oversvømmelser i vinter, og for et par år siden kostede tørken seks milliarder kroner for landbruget.

Folk spørger om det er den nye normal? Men sandheden er, at det ikke er en ny normal. Det er resterne af normalitet.

Det her år er efter alt at dømme det bedste år i de kommende 100 år. De brande vi ser ude i verden, vil kun tage til. Temperaturen er ”kun” steget 1,3 grader. Vi er på vej mod temperaturstigninger over 3 grader og nok 4 grader.

Det værste er ikke, hvad der sker nu. Det værste er, at det kun bliver værre.

Med mindre vi selvfølgelig lægger kursen fuldstændig om og erklærer undtagelsestilstand for klimaet og planeten.

Det er den opgave, der burde stå øverst på alle politikeres to-do-liste. På vores alle sammens to-do-lister.

Det kræver et grundlæggende opgør med en syg økonomisk tænkning. Det jeg kalder en kræftøkonomi, hvor økonomien slår os ihjel.

Og så kræver det, at vi gør op med ulighed og diskrimination, så alle uanset baggrund, hudfarve, religion, etnicitet og seksualitet kan bidrage til at løse klimakrisen.

Det ved jeg, at I vil kæmpe for. Og det lover jeg, at jeg vil kæmpe for i Folketinget.

Så sejt at I er her. Pas godt på jer selv. Vi har brug for jer.

Mange tak for ordet.