Nyheder

Sikandars tale om rigsretssagen mod Inger Støjberg

I går, torsdag den 28. januar, var Sikandar Siddique på talerstolen i Folketinget i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg. Se hele hans tale samt spørgsmål fra nogle af Folketingets andre medlemmer herunder. Læs hele Sikandars tale under videoen.

Sikandar Siddiques tale den 28. januar 2021:

En ung kvinde, der forsøger at begå selvmord, selvom hun har en syv måneder gammel baby. Andre unge, gravide kvinder, der får ødelagt deres søvn, ikke vil spise og i det hele taget får en usikker og stresset graviditet. Det er blot nogen af de hjerteskærende og umenneskelige konsekvenser, som fru Inger Støjbergs ulovlige, egenrådige og egoistiske ageren har haft for de kvinder og unge piger, hun påstår at vil hjælpe. Men som hun har svigtet på det groveste. Mennesker af kød og blod, nybagte og kommende mødre, der får ødelagt deres graviditet eller prøver at tage sit eget liv, fordi fru Inger Støjberg er populist. Fordi hun vil score stemmer. Fordi fru Inger Støjberg er besat af at fremstå handlekraftig og vil have noget at kunne fejre med endnu en strammerkage. Det er umenneskeligt og skamløst. Det i sig selv er en skændsel for folkestyret.  At resten af højrefløjen i årevis så igennem fingre med lovbruddet og løgnene, fordi de er enige i politikken – uanset hvilke konsekvenser det måtte have for de unge piger – er en anden skændsel for folkestyret. Og det håber jeg, at hver eneste af jer i denne sal, der har set igennem fingre med og muliggjort Støjbergs ulovligheder, tænker over i dag. For fru Inger Støjberg er Danmarks svar på Donald Trump. De fik begge et embede, som de ikke magtede at bestride. Fordi de går mere op i likes på sociale medier end i konsekvenserne af den politik, de fører. Jeg ved ikke, om fru Inger Støjberg bliver dømt i denne rigsretssag, ligesom det er usikkert, at Donald Trump bliver det i sin rigsretssag. Jeg ved heller ikke om det i så fald vil ødelægge hendes politiske fremtid – hvilket det ellers burde. Men jeg ved, at hun og hendes stil og hendes indiskutable popularitet har gjort stor skade på vores demokrati, på vores sammenhold, på vores måde at være politikere på.

Fru Støjberg og hendes ageren er en skamplet på det demokrati, hun hævder at bekymre sig om. Ja, det er en skamplet på vores land. Jeg fælder her i dag min dom over fru Inger Støjberg. Det er min egen dom. Den kan lyde hård. Men den er intet imod de domme, som Inger Støjberg er villig til at fælde over uskyldige mennesker, som mærker konsekvenserne af hendes politik. Der er sikkert mange, der er uenige i min dom, i min konklusion. Sådan er det i et demokrati. Sådan vil det være. Men det burde ærlig talt ikke være op til os politikere at dømme hinanden. Til at skrive anklageskrifter om hinanden. Vi kan være politisk uenige. Det skal vi være. Men vi skal ikke afgøre, om der skal føres retssager mod hinanden. Derfor har vi fra Frie Grønne foreslået, at det fremover skal være en uafhængig instans, en forfatningsdomstol, der kan undersøge og rejse anklage ved ministres lovbrud. Det skal være slut med at politiske venner og fjender skal afgøre, om og hvilke konsekvenser et eventuelt lovbrud skal have. Det betyder nemlig, at det politiske flertal – ikke fakta – dikterer om ministres lovbrud og fortielser kan forsvinde som dug fra solen i politiske studehandler. Det er en syg kultur. En farlig kultur. Det vidner om, at Folketinget er og bliver et retsligt og nærmest konsekvensløst parallelsamfund. Frie Grønne stemmer selvfølgelig for en rigsretssag. Fordi vi står op for retsstaten og de danske retsprincipper. Men i fremtiden håber vi på, at vi politikere i langt mindre grad har indflydelse på retssager mod ministre. Det bør det i stedet være en uafhængig instans, der tager sig af det. For demokratiets skyld.

Tak for ordet.