Nyheder

Sikandar Siddique: Ghettopakken er overdanmark, der træder på underdanmark

Lad os kæmpe for et Danmark frit for racisme og diskrimination – det kræver et opgør med ghettopakken

Se eller læs Sikandars tale fra behandlingen af borgerforslaget om afskaffelsen af ghettopakken her.

Tak for ordet.

Dagen i dagen er en afgørende dag.

Det kan blive en historisk dag.

Det kan blive en dag, hvor Folketingets partier vælger racismen fra og mangfoldigheden til.

Det kan blive en dag, hvor vi viser, at vi tror på grundloven og de basale menneskerettigheder.

Det kan blive en dag, hvor vi sikrer lige rettigheder og lige muligheder for alle – uanset hvor man bor og hvor man kommer fra.

Eller det kan blive endnu en spildt dag, hvor vi fortsat lader statsracismen herske, som den blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.

Det er i sin grundessens nemlig det, dette borgerforslag handler om.

Det handler om, om vi vil genskabe et Danmark uden statsracisme.

Om vi vil genetablere et folketing, hvor flertallet af partierne ikke støtter diskriminerende politik.

Det er det, der er på spil i dag.

Jeg tror ikke på, at danskerne støtter en racistisk politik som ghettopakken. Jeg kan simpelthen ikke tro det, for danskerne er ikke et racistisk folkefærd.

Men meget tyder på, at et stort flertal af Folketingets politikere ser gennem fingre med diskriminerende politik. For jer der sidder i denne sal har ingen undskyldning. I har selv vedtaget loven. I har selv læst hørringsvarene. I er blevet advaret og kritiseret af alt hvad der kan krybe og gå. Fra de mest overnationale instanser som FN til det mest lokale beboerdemokrati.

Ingen er i tvivl om, at ghettopakken – med sit etnicitetskriterium – er lodret diskriminerende. At det er slet skjult racisme.

Da I hver især stemte for ghettopakken, skrev I jeres parti ind i statsracismens historie. Ind i en verden, hvor rettigheder kun gælder nogen, hvor ens hudfarve og oprindelse dikterer ens muligheder.

Hvor ens hudfarve og oprindelse dikterer om ens lejlighed skal rives ned eller ej.

Så eftertiden vil dømme jer hårdt, hvis ikke I stemmer for dette borgerforslag, hvis ikke I stopper nedrivningerne og tvangsflytningerne.

Jeg tør godt garantere, at hvis så meget som en chefredaktør eller en influencer eller en kulturradikal eller en well-connected person eller en højtplaceret DJØF’er stod til tvangsflytning eller stod til at gennemleve tvangsnedrivning, så ville ramaskriget være et helt andet.

Men det er der ikke.

Det er overdanmark, der træder på underdanmark.

Det er overskudsforældrene, der er ser gennem fingre med, at de stemmer på et parti, der stemmer en racistisk politik, så længe de får minimumsnormeringer til deres egne børn i deres egne børnehaver.

Det er et overgreb i slow motion og der er ingen, der gider høre gråden.

Men sådan behøver det ikke at være.

For at overgreb på en uskyldig familie, er et overgreb på alle familier. Et statssanktioneret overgreb er et overgreb for meget.

Ghettopakken er diskriminerende politik, det er klimaskadelig politik. Ghettopakken har fået socialister til at stemme som racister (ja, jeg tænker på jer SF). Ghettopakken har fået liberalister til at droppe de helt basale frihedsrettigheder (ja, jeg tænker på jer Liberal Alliance). Ghettopakken har gjort hyggeracister til statsracister (ja, jeg tænker på jer, Socialdemokrater). Ghettopakken hører ikke hjemme i Danmark. Det hører ingen steder hjemme.

Frie Grønne vil kæmpe for at mangfoldigt Danmark, hvor der er plads til alle og hvor lige rettigheder uanset køn, etnicitet, hudfarve, seksualitet, handicap er et grundvilkår, der aldrig bliver rykket ved.

Frie Grønne stemmer naturligvis for dette borgerforslag.