Nyheder

Marianne Karlberg: Kunstnerne har hjulpet os gennem krisen – nu skal vi betale tilbage

Nu skal vi som samfund sige tak og betale tilbage til de mange kunstnere, der har holdt vores humør oppe og holdt hånden under vores følelsesliv i en lang og svær periode.

Af Marianne Karlberg, koncertsanger, musikagent og kandidat for Frie Grønne

Corona-pandemien kan snart fejre ét års fødselsdag, men det bliver næppe med lagkage og festsange, at fødselaren bliver hyldet. Det har været et ubegribeligt år!

På kanten til pandemiens andet år står det vist klart for os alle, at vejen forsat er lang og sporene bliver dybe både menneskeligt, økonomisk og samfundsmæssigt.

Kunsten og kulturen har betalt en ufattelig høj pris ved de langvarige nedlukninger, og her taler jeg om både faglighed og økonomi. Kunst og kultur er levende størrelser, der konstant skal bevæge sig for at bevæge os – publikum. Det har pandemien desværre sat en stopper for.

Derfor er det afgørende vigtigt, at vi tør tænke udogmatisk, når vi gradvis åbner op for kulturlivet igen og skal forsøge at forestille os ”The New Normal” for kunst og kultur. Vis mig den person, der ikke under vinterens lock-down har været dybt taknemmelig over muligheden for kvalificeret selskab sammen med de skønneste forfattere, lange tv-serier og musik og fællessang.

De økonomiske tilskud til de udøvende kunstnere bør tage højde for, at kulturlivet ikke kommer op i de samme omdrejninger, som vi kender det, inden for de næste par år.

Nu skal vi som samfund sige tak og betale tilbage til de mange kunstnere, der har holdt vores humør oppe og holdt hånden under vores følelsesliv i en lang og svær periode.

Det er glædeligt, at hjælpepakkerne har understøttet vores museer, orkestre, teatre og ensembler, så de er klar til at åbne op i samme sekund, som startskuddet lyder. Men hvem har passet på vores freelance kunstnere?

Der er ingen tvivl om, at post-corona-samfundet er dybt afhængigt af et velfungerende kunst- og kulturliv med freelance kunstnere i topform. Derfor er det vores store håb i Frie Grønne, at kulturministeren kommer med et konkret økonomisk udspil til den udøvende del af kulturlivet, når genåbningsplanen om kort tid bliver offentliggjort.

De økonomiske tilskud til de udøvende kunstnere bør tage højde for, at kulturlivet ikke kommer op i de samme omdrejninger, som vi kender det, inden for de næste par år.

Uffe Elbæk har skrevet en strålende kommentar om prioritering af kunsten og kulturen post corona – den kan du læse her:

Uffe Elbæk til Joy Mogensen: Lær af Irland – og af Roosevelt og Bauhaus!