Det sprøjtegiftsbaserede industrilandbrug har med sine ubønhørlige krænkelser og overgreb på natur, miljø og klima vist sig som en historisk fejltagelse. Hvis landbruget skal have en fremtid, skal det genopfindes efter nye spilleregler.

Af Sikandar Siddique og Susanne Zimmer

Denne kronik er bragt i Jyllands-Posten den 6. april 2021 og online den 5. april. Læs kronikken hos Jyllands Posten her.

Ligesom alt for mange gamle, rige, hvide mænd er sluppet afsted med alt for meget alt for længe, har landbruget gennem historien opbygget en privilegeret position, hvor dets overgreb på naturen er blevet så normaliseret, at mange ikke for alvor sætter spørgsmålstegn ved det. ”Sådan er det jo.”

Det sprøjtegiftsbaserede industrilandbrug har således tvunget ikke mindst vores natur i knæ med rå magt og daglige overgreb. Det har besat og beslaglagt over halvdelen af landskabet omkring os, så dyrelivet går tilbage, og naturens mangfoldighed bliver ringere dag for dag.

Det har bragt iltsvind til vores søer og fjorde, i effektiviseringens hellige navn er åer blevet rettet ud, og vådområder er blevet drænet og lagt under plov med stort CO₂-udslip til følge. Det har forgiftet vores drikkevand med sprøjtegifte, det har udpint vores jord, og det har ødelagt levesteder for så højtelskede dyrearter som storken. Og sidst, men ikke mindst, har det slaveholdt millioner og atter millioner – hvis ikke ligefrem milliarder – af dyr i trange båse, umenneskeligt små bure og døgnoplyste stalde, der minder mere om torturfængslet Guantanamo end Morten Korchsk idyl, indtil de bliver slagtet på grådighedens alter for at øge eksporten og skabe mere ”vækst”. Vækst for hvem?

Alt sammen har det kunnet stå på, fordi skiftende regeringer har taget sprøjtegiftslandbrugets og de store lobbyorganisationers parti frem for at beskytte naturen og lytte til mindre organisationer som Frie Bønder, Økologisk Landsforening, Plantebranchen eller andre, der har bud på, hvordan man sikrer bæredygtige landbrug, der både er rentable og medtænker naturen.

Dansk landbrugs største bedrift er derfor ikke, at det er lykkedes landbruget at besætte halvdelen af vores land – og samtidig få os til både direkte og indirekte at kaste milliarder af støttekroner efter foretagendet, mens det driver rovdrift på selve den natur, der holder os i live og dermed er en af hovedkræfterne bag det, som FN’s generalsekretær kalder menneskehedens selvmorderiske kamp mod naturen.

Ifølge Faostat producerer vi cirka 330 kilo kød pr. dansker. Vi er dermed det land i verden, som producerer mest kød pr. indbygger. Vi kunne producere mad til flere, hvis vi på en langt større del af landbrugsarealet dyrkede menneskeføde i stedet for foder til dyr.

Nej, den største bedrift er, at alt for mange danskere stadig ser landbruget som noget, vi skal være stolte af, og at mange ser Danmark som et stolt landbrugsland. Den største bedrift er, at vi køber ind på fortidsbilledet, illusionen, fatamorganaet om stokroselandbruget bag stendysse og bindingsværk. At alt for mange trods gentagne afslørende dokumentarer og stribevis af faktaark, rapporter og økonomiske udregninger, der beviser det modsatte, ser det sprøjtegiftsbaserede industrilandbrug som et gode for Danmark. Endda selv om det kan blive arnestedet for den næste store pandemi. Og selv om det allerede i dag har udviklet multiresistente bakterier, der slår mennesker ihjel og truer folkesundheden bredt set.

Det er en imponerende bedrift. Og det har betydet, at det sprøjtebaserede industrilandbrug indtil videre har kunnet undslå sig reformering – sådan for alvor. Se bare på landbrugspakken fra 2016, hvor frivillighed skulle sikre en reduktion i udledningen af kvælstof, men hvor den i stedet steg med negative konsekvenser for vandmiljø og havnatur til følge.

Men klimakrisen og biodiversitetskrisens presserende alvor har sat fokus på, at landbruget er blandt de allerstørste syndere, og ikke mindst at det sprøjtegiftsbaserede industrilandbrug igen og igen har sluppet for at bidrage til at løse de problemer, som det selv er stærkt medvirkende til at skabe. Så nu går den ikke længere. Regeringen må – selv om den igen og igen nøler – tage tyren ved hornene og sikre en bæredygtig udvikling af dansk landbrug, så vi får et langt mere plantebaseret landbrug, som sætter dyrene og naturen i centrum.

Fra Frie Grønnes side ønsker vi et økologisk landbrug, der dyrker jorden med respekt for naturen og for de kommende generationer. Det synes vi sådan set ikke er for meget at bede om. Det tror vi også vil give landmændene stoltheden ved deres arbejde tilbage, for mange af dem er endt i gældsfælder uden fremtidsudsigter – ladt i stikken af uansvarlige politikere.

Derfor er der brug for en total gentænkning af landbruget, der fokuserer på tre hovedområder: Nemlig hvad man dyrker, hvor man dyrker, og hvordan man dyrker.

For at starte med det første er det absolut vigtigste at gå i gang med en omlægning af landbruget fra at være kødproducerende til at være langt, langt mere planteproducerende. Det vil løse en hel stribe af de problemer, som landbruget skaber for både sig selv og for vores samfund og naturen i dag. Derfor ønsker Frie Grønne mindst en halvering af kødproduktionen i 2030.

Ifølge Faostat producerer vi cirka 330 kilo kød pr. dansker. Vi er dermed det land i verden, som producerer mest kød pr. indbygger. Vi kunne producere mad til flere, hvis vi på en langt større del af landbrugsarealet dyrkede menneskeføde i stedet for foder til dyr. Med en kost bestående af 70 pct. vegetabilsk føde og 30 pct. kød vil fødevareproduktionen i Danmark kræve et areal på 0,13 ha pr. person, og vi vil kunne producere mad til 21 millioner mennesker.

Tænk, hvis det danske landbrug kunne udvikle sig, som det danske køkken har i de seneste år. Så det bliver mindre McDonald’s og mere Noma.

Det vil stadig kunne sikre eksport – og det ville være langt mere klima- og naturvenligt. Den udvikling mod et langt mere plantebaseret landbrug skal hjælpes på vej af en høj CO₂-afgift – herunder også på importen af soja til dyrefoder – og med kvoter på husdyr, som vi har set det i Holland, mens vi også skal omdirigere EU’s landbrugsstøtte til plantebaseret produktion, mener vi i Frie Grønne.

Det næste hovedområde er landbrugets udstrækning, altså arealerne, man dyrker. Det hænger nøje sammen med ovenstående punkt, fordi 80 pct. af landbrugsarealet i dag beslaglægges af produktion af foder til dyr. Hvis dyreproduktionen mindst halveres, vil en masse landbrugsjord blive frigivet.

Det kan dels betyde, at vi kan producere mere plantemad til de mange mennesker, som verdens befolkning stiger med, og dels kan det betyde, at vi kan lade store landbrugsarealer blive til natur igen. Det gælder f.eks. alle de lavbundsjorde, som i dag dyrkes med store negative klimatiske konsekvenser, og hvor det kun er tilskud, der skaber indtægt eller overskud. Alle de jorde vil vi fra Frie Grønne derfor udtage fra landbrugsdrift.

Og sidst, men ikke mindst, drejer det sig om, hvordan man dyrker jorden. Her er målet for Frie Grønne som sagt et 100 pct. økologisk landbrug, så vi slipper for de sprøjtegifte, der slår blomster og bier ihjel og gør vores drikkevand udrikkeligt. Men dyrkningsformerne må meget gerne variere langt mere end i dag, så både skovlandbrug og plovfri dyrkning vinder frem, og så nye afgrøder prøves af. Det vil også langtidssikre landbruget, så vi ikke ødelægger og udpiner vores jord.

I de senere år har det danske køkken udviklet sig med stor hastighed. Ny nordisk mad vinder frem, sæsonafgrøder og traditionelle hjemmehørende afgrøder prioriteres højt. Det er noget, vi har kunnet være stolte af. Men det sprøjtegiftsbaserede industrilandbrug er ikke fulgt med tiden, men producerer junkfood til en svunden tid, hvor konkurrenceparameteret er pris og kvantitet, ikke kvalitet og klimahensyn.

Tænk, hvis det danske landbrug kunne udvikle sig, som det danske køkken har i de seneste år. Så det bliver mindre McDonald’s og mere Noma. Så dansk landbrug bliver kendt i hele verden for de bedste produkter, ikke de billigste flæskestege. Så vi skaber fremtidens mad i stedet for at hænge fast i fortiden. Så vi faktisk bidrager til en bedre fremtid i stedet for at ødelægge fremtiden med overforbrug og overgreb på vores fælles natur.

Så ville Danmark igen være et stolt landbrugsland.