Nyheder

UDDANNELSESPOLITISK UDSPIL – FRIE GRØNNE

Frie Grønnes vision er at give størst mulig frihed til den enkelte børnehave, folkeskole, ungdomsuddannelse, universitet og efteruddannelse til at træffe væsentlige beslutninger om institutionens rammer og dagligdag.

Skole og uddannelse er en værdi i sig selv og bør frigøres fra vores besættelse af at bedømme og måle præstationer. Vi ønsker at dannelse skal være målet – et mål, vi aldrig bliver færdige med at stræbe mod. Drivkraften i denne stræben bør være glæde og nysgerrighed – hos såvel børn som voksne. Hvis man fratager alle parter denne glæde, forvandler vi skole og uddannelse til en kollektiv lidelse, der kun tilfredsstiller ydre krav og præstationspres. I Frie Grønne mener vi det er på tide, at man lader glæden ved læring blive den bærende kraft.

Vi har været vidne til mange besparelser og alt for mange reformer, som har været med til at forringe vores uddannelser. Vi må bestræbe os på at bryde med den neoliberale ideologi, som har gennemsyret vores samfund og økonomiske politik de seneste årtier. I dag er vores uddannelsessystem blevet så styret af økonomisk og kvantitativ tænkning, at vores uddannelser er blevet præstations- frem for læringsorienteret, hvilket bl.a. kommer til udtryk med de mange karakterer og test og en fremherskende præstationskultur, der påvirker børn og unges mentale sundhed negativt.

Derfor ønsker vi et opgør med de nationale test i folkeskolen og et fleksibelt uddannelsessystem med størst mulig frihed i undervisningsplanlægningen, hvor der tages hensyn til den enkelte elevs forudsætninger og udviklingsmuligheder. Og hvor den enkelte lærer og underviser har en væsentlig grad af frihed til at tilrettelægge undervisningen.

 

Vi ønsker et uddannelsessystem med plads til forskellighed, hvor der er plads til alle uanset ens baggrund, herunder at etniske minoriteter og LGBT-personer føler sig mest muligt inkluderet. Undervisningen skal være normkritisk med fokus på at skabe lige inddragelses- og deltagelsesmuligheder. Boglige og ikke-boglige uddannelser skal i højere grad sidestilles, så håndværksmæssige kundskaber og kreativ tænkning næres, udfordres og udvikles.

Der er brug for mindre fokus på karakterer og hurtig gennemførsel, hvilket kun skruer op for præstationspresset, så der i stedet kan være mere fokus på dannelse og hvordan man uddanner unge til at være medskabere af et bæredygtigt demokratisk samfund. Elever og studerende skal tænke på at lære i stedet for at tænke på tal, og der skal være mere fokus på personlig dannelse og udvikling, så uddannelse ikke kun kommer til at handle om faglig viden.

 

Der skal være alternative optagelsesmetoder på de videregående uddannelser, så studerende f.eks. kan udvælges via optagelsessamtaler og relevante tests i stedet for udelukkende på baggrund af karakterer og karaktergennemsnit.

 

Frie Grønne ønsker et uddannelsessystem, der gennemgående fremmer børns og unge menneskers evne til kritisk at kunne forholde sig til ikke bare validiteten af argumenter, de bliver præsenteret for, men også de underliggende præmisser og forudindtagelser. Det er en væsentlig bestræbelse i forhold til at fremme befolkningens evne til kritisk stillingtagen, at øge den enkelte borgers muligheder for aktiv deltagelse i de demokratiske processer samt at forholde sig kritisk til blandt andet mediernes fremstilling af, hvad der finder sted i verden.

Læs hele vores Uddannelsespolitisk udspil her