Danskerne har et af de absolut højeste træk på klodens og naturens ressourcer i verden. Det skyldes især, at vi har et højt forbrug og en livsstil, som betyder, at vi river livsgrundlaget væk under os selv og andre. Det har vi gjort historisk set, og det gør vi stadig i dag.

Den officielle opgørelse over Danmarks årlige drivhusgasudledninger er 45 mio tons CO2 (2020). Men reelt set er Danmark ansvarlige for flere udledninger, da de officielle opgørelser kun medtager, hvad der bliver udledt inden for landets grænser og altså vender det blinde øje til ca. halvdelen af de udledninger, der faktisk er knyttet til vores liv(sstil). 

Ifølge FN-principperne indberetter verdens lande deres territoriale udledninger, men det vil være mere retvisende at indregne alle de udledninger, vi er ansvarlige for gennem vores produktion og forbrug. Dette er også en mere retfærdig måde at opgøre Danmarks udledninger på, idet en en større og større del af vores udledninger finder sted andre steder end i Danmark, og også fordi biomasse ikke er CO2-neutralt, selvom det opgøres sådan i FN’s retningslinjer.

I Frie Grønne opgør vi Danmarks årlige udledninger til ca. 60 mio. tons CO2e samt de udledninger, der er knyttet til vores import/forbrug, men som sker i andre lande. Vi inddeler altså udledningerne i to søjler. Den første søjle er alt det, vi reelt burde tælle med i territoriale udledninger, og den anden søjle er dét, som andre lande opgør til FN, selvom vi er årsag til udledningerne gennem vores import og forbrug. De ca. 60 mio. tons CO2e tilhører første søjle og er en sammenlægning af vores territoriale udledninger, vores andel af den internationale fly- og skibstrafik, som lige nu er fuldstændigt usynlige i CO2-opgørelserne, samt vores afbrænding af biomasse, der lige nu tæller som CO2-neutralt i de officielle opgørelser – på trods af, at afbrændingen udleder helt reel CO2.

De udledninger, vi reelt set bør tage ansvar for at reducere, er de ca. 60 mio. tons CO2 samt de udledninger, der er knyttet til vores import, men som sker i andre lande. I beregningen af, hvornår vi bør gå i netto-nul i DK tager vi udgangspunkt i denne første søjle, idet der ikke findes dækkende tal på den anden søjle (det ansvar og de udledninger vi har gennem vores import og forbrug fra andre lande), men tallet anslås at være lige så stort for anden søjle som for første søjle. Derfor bør både søjle 1 og søjle 2 reduceres i samme tempo. De kommende år bør udledninger fra anden søjle målrettet afdækkes. Men tilbage til udregningen for første søjle:

Vi medtæller følgende i de danske udledninger på ca. 60 mio tons CO2e:

• Udledninger fra afbrænding af biomasse (2020): 10 mio. tons CO2. 
• Danmarks territoriale udledninger (2020): 45 mio. tons CO2ækv. 
• Danmarks andel af international luftfart (2019): 3,15 mio tons CO2.
• Danmarks andel af international skibsfart (2019): 2,29 mio tons CO2.

(Vi bruger 2019-tal for international luft- og skibstrafik, da 2020 var et corona-år med stærkt forandrede transportmønstre og således ikke sammenligneligt). Dvs. at vi har sammenlagt brugt 60,44 mio. tons CO2e i 2020.

Da vi ikke har tal for 2021 og 2022, antager vi at de samlede udledninger (territoriale + international transport + biomasse) er det samme i de år som det sammenlagt var i 2020-tal. Der har måske været en mindre nedgang i de territoriale udledninger, men samtidig er vores forbrug af biomasse øget, hvorfor denne antagelse for illustrationens skyld kan forsvares.

DK’s tilbageværende budget for hvor meget vi kan ødelægge verden med

Danmarks tilbageværende drivhusgasbudget kan udregnes til pr. 1. januar 2023 at være ca. 233 mio tons CO2ækv. Det er opgjort ud fra et globalt CO2-budget på 300 gt.  

Der er mange opgørelsesmetoder for bestemmelse af det tilbageværende, globale CO2-budget, da det afhænger af antagelser, sandsynlighed og både geofysiske og socioøkonomiske usikkerheder. 

Her anvender vi IPCCs antagelser om det tilbageværende budget, der skal overholdes, for at vi med 83 % sandsynlighed holder os under de 1,5 grader med udgangspunkt i et forsigtighedsprincip.

FN’s klimapanel har regnet på, hvor meget vi kan fortsætte med at belaste kloden med, før vi mister alle mulighed for at overholde Paris-aftalens målsætning om max 1,5 graders temperaturstigning. Hvis vi skal holde os under 1,5 graders temperaturstigning (med 83 pct. sandsynlighed) og dermed arbejde for opfyldelse af Paris-aftalen, har vi (i 2020) iflg. IPCC, WG1 AR6, et globalt budget på 300 gigatons CO2 tilbage. 

Der er samtidig også mange måder at fordele det budget mellem landene. Ser man på landes historiske udledninger og tager udgangspunkt i dette i budgetfordelingen, har vi allerede overskredet det danske budget, og burde gå i minus i morgen for at tilbagebetale vores klimagæld. Fra et kapacitetsperspektiv og et behovsperspektiv er det også rige, ressourcestærke lande som Danmark, der skal trække det største læs. 

De 233 mio tons CO2-ækv er opgjort ved at anvende per capita-princippet. Dvs. ud fra en forståelse af, at alle indbyggere i verden har ret til at udlede lige meget CO2 af det globale budget. I en anerkendelse af, at vi bør trække et meget større læs pba. vores kapacitet samt historiske og moralske ansvar, så sætter vi de samme reduktionsmål for de udledninger, der er knyttet til vores forbrug, men som tæller med i andre landes regnskaber, jf. Frie Grønnes forslag om Klimalov 2.0.

I og med, at vi ikke har de endelige opgørelser fra 2022, er Danmarks tilbageværende budget fra 2023 og frem baseret på tilgængelige 2019 og 2020-tal med en antagelse om, at størrelsen på udledningerne stort set ikke har ændret sig til nu. Pr. 1. januar 2020 var Danmarks tilbageværende CO2-budget 413 mio tons. CO2e. Ved at fratrække 60 mio. tons for 2020, 2021 og 2022 fra de 413, fremkommer vi til et resterende budget på ca. 233 mio. tons CO2e.

Det betyder, at vi har 8 år fra den 1. januar 2023 til at komme i mål med et klimaneutralt samfund. Og endvidere, at vi i 2026 skal have reduceret vores udledninger med 50 % ift. 2022, hvis vi følger en lineær reduktionskurve. Hvis reduktionerne sker efter en lineær udvikling betyder det ligeledes, at Danmarks budget vil være brugt op i 2030. Derefter må vi ikke udlede mere, og vi skal have ramt nettonul.

Vores samlede udledninger tillader allerede Danmark et langt større udslip, end vi klimaretfærdigt er berettigede til. Og vi anerkender, at klimaneutralitet i 2030 er et absolut minimum for reduktioner, hvis vi skal opfylde kravet om klimaretfærdighed med vores historiske ansvar og nuværende kapacitet og behov in mente. 

Derfor arbejder vi efter følgende budgetmål og punktmål:

• Vi har et globalt budget på maksimalt 300 GT co2 (2020).
• Vi skal reducere både vores territoriale (første søjle) og udenlandske (anden søjle) udledninger med minimum 50 % i 2026.
• Vi skal reducere både vores territoriale (første søjle) og udenlandske (anden søjle) udledninger med minimum 100 pct. om 8 år fra nu. Det vil sige i 2030.

Desuden bør vi straks herefter fortsætte reduktionerne og gå i minus. Det vil sige, at vi skal være en netto-negativ udleder ved at binde mere CO2, end vi udleder. Vi har drevet rovdrift på naturens ressourcer og er skyld i en akkumuleret uansvarlig og uretfærdig udledning af drivhusgasser igennem de sidste århundreder. Dem skal vi rette op på ved at være nettooptager af drivhusgasser.

Konsekvenser for den gældende klimalov

Det betyder, at der i klimaloven skal opstilles separate budgetmål og punktmål som ovenstående for både territoriale og øvrige udledninger, der er knyttet til vores forbrug, men som ikke tæller med i vores officielle UNFCC-regnskaber. Netop som foreslået med Klimalov 2.0. 

Frie Grønne mener desuden, at der skal laves separate reduktionsstier for udledninger og CO2-fjernelse som anskueliggør, 1) hvordan vi når netto-negative emissioner og 2) som ikke kan tælle med i reduktionerne frem mod nettonul.

Diskussionsafsnit

Nettonul i 2030 er et absolut minimum. Det skyldes dels, at klimarelaterede katastrofer og konsekvenser særligt rammer i det globale syd og front line communities og de mest sårbare befolkninger, som samtidig er dårligst i stand til at formindske konsekvenserne af. 

Derudover skyldes det, at vores historiske ansvar er stort. Og tages dette in mente, så er det danske budget faktisk allerede opbrugt. At fordele det tilbageværende budget ligeligt ud på verdens borgere er altså ikke globalt retfærdigt. Vi vil stadig have en enorm klimagæld, som vil skulle betales på anden vis, så vi tager ansvar for vores historiske udledninger også. 

Fra et kapacitetsperspektiv og et behovsperspektiv er det også rige, ressourcestærke lande som Danmark, der skal trække det største læs.

Sammenfattende er hensigten her at indføre en budget-tankegang i klimapolitikken. Og endvidere, at overholdelsen af den danske del af dette budget bør være målestokken for den førte politik. Det er ikke tilfældet i dag, hvilket bevirker at aftaler, der har en meget lang tidshorisont og/eller en minimal reduktionsseffekt fejres som store sejre af den magtelite, der vil give indtryk af at føre en effektiv klimapolitik – alene af den årsag at de tager et museskridt i en grønnere retning. Men denne måde at bedømme klimatiltag har ingen hold i virkeligheden. 

Faktum er, at vi begynder fra et ekstremt skadeligt og ødelæggende udgangspunkt – det er ikke nok, at vi tager små museskridt væk fra det udgangspunkt. Kun ved at arbejde med overholdelsen af den danske andel af det tilbageværende budget, får vi en klimapolitik med hold i virkeligheden. Det betyder, at vi skal reducere meget mere, end vi har udsigt til i dag, samt gøre det i helt andet tempo, end det politiske Danmark i dag lægger op til.

Med venlig hilsen
Frie Grønne