Nyheder

Tak! Vi har nu rundet 25 % vælgererklæringer

Takket være jeres hjælp har vi i Frie Grønne netop rundet et skarpt hjørne. Vi har nu samlet 25 % af de vælgererklæringer, der skal til, for at vi kan komme på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

Mandag den 7. september 2020 stod septembersolen højt over Blågårds Plads.

Journalister fra alle de store dagblade og TV-stationer var stimlet sammen. Ja, selv Jokeren og Jonathan Spang var mødt op for at høre om Danmarks nye politiske parti.

Sikandar Siddique, Niko Grünfeld, Susanne Zimmer og resten af holdet bag Frie Grønne stillede sig op foran de rullende kameraer og præsenterede tankerne bag partiet.

Målet var og er at komme på stemmesedlen inden næste folketingsvalg. Det kræver 20.182 vælgererklæringer, og nu har vi rundet 5.046 vælgererklæringer – altså 25 %!

Hele holdet bag Frie Grønne er umådelig glade, stolte og taknemmelige for den kæmpe opbakning, vi har mødt efter lanceringen på Blågårds Plads. Så der skal lyde et kæmpe tak til alle jer, der har haft NemID’et fremme og sendt os en vælgererklæring. Det betyder alverden.

Vi har kun fået endnu mere mod på at kæmpe for et antiracistisk og klimaansvarligt Danmark.

De bedste hilsner

Alle os i Frie Grønne