Posts

Susanne Zimmer

Susanne Zimmer er medlem af Folketinget for Frie Grønne. Hun har særligt fokus på klima, natur og miljø. Derudover fylder flygtningedagsordenen også meget i hendes politiske arbejde. Susanne bor til dagligt i Nordjylland. Her er hendes historie om, hvorfor hun gik ind i politik.

 

Jeg startede i en “Tal-dansk-café” i 2016 og blev kontaktperson for en ung mand, Gere, som var flygtet fra Eritrea. Den positivitet og hjælpsomhed, jeg så og mødte hos ham og i “Tal-dansk-caféen”, stod i skarp kontrast til den måde, politikere og medier omtalte flygtninge på.

Jeg sad med en ung mand, der havde et brændende ønske om at arbejde, tjene penge og få et liv. Men han blev mødt af en næsten uovervindelig modstand fra vores system. Det land, jeg var glad for, havde helt klart en skyggeside, som der måtte gøres noget ved.

Jeg var også dybt bekymret over, hvor uansvarligt vi opførte os i forhold til vores natur og vores klima på trods af vores rigdom, vores viden og alle de kompetencer, vi har i det danske samfund. Her seks år senere er jeg stadig dybt bekymret.

Jeg så et samfund, som jeg elskede, værende i en virkelig negativ udvikling. Min bekymring for mine børn og børnebørns fremtid blev større. Hvad var det for et land, de ville vokse op og blive gamle i? Ville det være et godt land at leve i uden naturkatastrofer og med en mangfoldig natur, sunde fødevarer, rent drikkevand og med respekt for hinanden og vores forskelligheder?

Jeg havde i 2017 valget imellem af lukke øjnene og koncentrere mig om mit eget liv eller forsøge at påvirke samfundsudviklingen.

Jeg valgte det sidste og stillede op til folketingsvalget i 2019 og blev valgt ind i Nordjylland.

Selv om vi er mange både i og uden for Folketinget, som kæmper hårdt for at vende udviklingen, er der på langt de fleste områder, specielt i forhold til klima, natur og racisme, blevet et endnu større behov for kampen for det gode liv for mennesker, naturen og klima både nationalt og globalt.

Derfor stiller jeg selvfølgelig op for Frie Grønne, som har de gode svar og den rigtige fighterånd.

 

Du kan følge Susanne Zimmer her:

Facebook – Instagram – Twitter