Nyheder

Sikandar Siddique: Når vi svigter krigens flygtninge, er vi mere dyr end mennesker

Den danske udlændinge- og integrationspolitik, der har banet vejen for statsracisme og institutionaliseret umenneskelighed, er udtryk for et moralsk kollaps og en politisk falliterklæring

Af Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti

Endnu en gang har udlandet desværre fået øjnene op for den råddenskab, som dikterer Danmarks udlændingepolitik.

I weekenden har en stribe af verdens mest toneangivende medier givet spalteplads til den højredrejning mod nationalkonservatismen, som herhjemme tages for givet af rigtig mange, men som uden i verden naturligvis og med god ret vækker både opsigt og måben.

Anledningen er, at Danmark som den eneste europæiske demokrati vil sende mennesker af kød og blod – vores næster – tilbage til det borgerkrigsplagede Syrien, hvis de kommer fra Damaskus eller de omkringliggende områder.

En praksis, som vi i Frie Grønne er lodret imod – og som vi ønsker at gå væk fra ved at stoppe hjemsendelser af alle krigsflygtninge – uanset oprindelsesland.

Regeringens planlagte hjemsendelser af syriske flygtninge sker, mens nødhjælpsorganisationer har fastslået, at ingen områder i Syrien er sikre og at det syriske diktaturs overgreb på civilbefolkningen, som har varet i over ti år, fortsætter. Selv den mindste usikkerhed burde være nok til ikke at tvinge nogen til at rejse hjem til det land, de er flygtet fra og ofte også er traumatiseret af. Sådan ser vi på det i Frie Grønne.

Hvordan regeringen som ledelse for et af verdens mest sikre og mest ressourcestærke lande kan få sig selv til at sende mennesker hjem til bomberegn, går ud over min forstand. Så har man glemt alt om medmenneskelighed, om omtanke og kærlighed til vores næste. Væk er refleksionen og omsorgen, tilbage er kun de dyriske impulser.

I den engelske avis The Guardian skrev en kommentator forleden, at lektien fra Danmark til resten af verden er, at hvis man først begiver sig ud i en konkurrence om at have en umenneskelig udlændingepolitik – hvis man først begiver sig ud i et ræs mod bunden (sådan som Socialdemokratiet især, men også en stribe andre partier har i de seneste år) – så når man aldrig bunden. Så bliver det i stedet skruen uden ende, hvor al moral går tabt. Hvor det moralske kompas er sat ud af kraft. Hvor politikere ser politik som strategi og som en konkurrence – om hvem, der kan være strammest – og ikke som noget, der faktisk har konsekvenser for rigtige, levende mennesker.

Det er barnligt og det er farligt. Det er udtryk for et moralsk kollaps og en politisk falliterklæring.

Vi nægter simpelthen at acceptere, at Danmark – en tidligere humanistisk stormagt, der som det første land i verden skrev under på FNs flygtningekonvention i 1951 – skal blive et land bestående af mennesker, der agerer som vilde dyr og som altid tænker på sig selv først

Der har sikkert altid været racisme i Danmark. Der er har sikkert også altid været uretfærdighed og diskrimination og umenneskelighed i Danmark. Det har eksisteret i lommer og enklaver. Men i nyere tid har det aldrig været staten, der agerer undertrykker og overgrebsmand.

Men det er det nu. Og det gør situationen langt mere alvorlig. For det handler jo desværre ikke kun om de mennesker, regeringen vil sende tilbage til bomberegnen i Syrien. Det handler også om vilkårene for vores medmennesker herhjemme. Om hvordan tusindvis af borgere må frygte, at deres hjem bliver taget fra dem og revet ned, fordi regeringen og et flertal af Folketingets partier har vedtaget den statsracistiske ghettopakke. Det handler om dobbeltstraf. Det handler om statssanktioneret diskrimination og forskelsbehandling. Det handler om et svigt af selve det fundament, som Danmark er bygget på. Det handler om en tilsidesættelse af menneskerettigheder og lige muligheder.

Og hvorfor? Fordi Socialdemokratiet vil have magten, antageligvis. Koste hvad det koste vil. Koste hvad det vil for os minoriteter. For os, der ikke er (eller har været?) afgørende for, hvem der får regeringsmagten.

Og fordi regeringens støttepartier – SF, Radikale og Enhedslisten – lader regeringen blive siddende, mens de forsøger at ignorere de svigt, der sker på deres vagt.

I Frie Grønne kommer vi aldrig til at gå på kompromis med medmenneskeligheden. Vi nægter simpelthen at acceptere, at Danmark – en tidligere humanistisk stormagt, der som det første land i verden skrev under på FNs flygtningekonvention i 1951 – skal blive et land bestående af mennesker, der agerer som vilde dyr og som altid tænker på sig selv først. Vi skal være et land, hvor næstekærligheden vinder frem og vi passer på vores medmennesker. Særligt de allermest udsatte.