Posts

Sikandar Siddique: Mens politikere radikaliserer befolkningen med racisme og hetz, betaler minoriteterne prisen

Alt for længe har politikerne gødet hadet og radikaliseret befolkningen i et ræs mod bunden af skræmmebilleder og statsracisme. Der er brug for et paradigmeskifte, der muliggør en genfødsel af humanismen i dansk politik

Af Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti

(Denne tekst er også bragt i Politiken som kronik 6. juni 2021)

Der er gået over et år, siden George Floyd trak vejret for sidste gang. Myrdet af det politi, der skulle beskytte ham og alle andre borgere i USA. »I can’t breathe«, lød hans desperate råb om hjælp, mens politimanden Derek Chauvin dræbte ham på åben gade. »Don’t kill me«, sagde han, mens forbipasserende forsøgte at få politiet til at stoppe. Men med et knæ mod hans hals i 9 minutter og 29 sekunder blev livet presset ud af ham.

Drabet af George Floyd er en tragedie. Stadig her et år efter får jeg kuldegysninger, når jeg tænker på det. På magtesløsheden. Uretfærdigheden. På unødvendigheden. Et liv taget uden grund. Fordi man kan. Fordi hans liv ikke blev tilskrevet værdi.

Mordet på George Floyd er selvfølgelig en familietragedie. Det er en dyb og ufattelig tragedie for alle dem, der kendte ham og holdt af ham. En tragedie, som de vil bære med sig resten af deres dage.

Og så er det en tragedie, fordi det ikke er et enkeltstående tilfælde. Så langt fra. Igen og igen myrder, chikanerer og hetzer det amerikanske politi de borgere, det burde beskytte. Det er gentagelserne, det, at vi vænner os til det, det, at racismen bliver set som noget uundgåeligt, nærmest naturligt, det er en nærmest ufattelig tragedie.

Efter George Floyds død holdt jeg et minuts stilhed fra Folketingets talerstol under min ordførertale ved afslutningsdebatten i Folketinget. En afslutningsdebat, som vi holdt igen i onsdag for at markere, at endnu et år er gået i Folketinget – og som desværre også markerer endnu et spildt år i kampen mod racisme.

Igen og igen dukker videoer med rædselsfulde overgreb nemlig op på de sociale medier – senest i Kastrup for nylig. »Fucking perker. Fuck nu hjem til jeres eget land«, lød det. Had på repeat. På alle platforme.

Vi HAR racisme i Danmark

Jeg ved godt, at vi ikke har amerikanske tilstande i Danmark, men vi har racisme – og omfanget synes kun at tage til.

Jeg har selv oplevet racismen hele mit liv. Som brun knægt blev jeg kaldt abekat af politiet, da jeg voksede op på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Jeg fik også tæsk af politiet. Blev uretmæssigt tilbageholdt af politiet et utal af gange. Efter at jeg er blevet politiker, er det kun taget til. Tusindvis af gange har almindelige borgere kaldt mig racistiske og krænkende ting – og i nogle tilfælde truet mig på livet. Men min historie er ikke specielt interessant. Mange oplever det, der er langt værre.

Det, der er interessant, er, hvad vi gør ved det. Om vi handler. Eller vi lader stå til. Og lige nu er dansk politik i gang med et svimlende styrt i den forkerte retning – mod kloakken. Hvor vores menneskerettigheder sættes ud af kraft, og hvor en ny underklasse af brune borgere er opstået.

Jeg har i løbet af det sidste år stillet spørgsmål til justitsministeren om etnisk profilering i dansk politi. Jeg har stillet forslag om, at der – efter at den etniske profilering i politiet er blevet dokumenteret af eksempelvis Danmarks Radio – igangsættes et uafhængigt undersøgelsesarbejde af racisme og diskrimination i dansk politi. Jeg har stillet forslag om bl.a. handlingsplaner mod hadforbrydelser og racisme. Jeg har opfordret til at stoppe den statssanktionerede forskelsbehandling.

Men det er blevet afvist. Og jeg forstår da også godt, at racisme kan være svært at tale om, gøre noget ved eller bare undersøge. For ønsket er bestemt ikke at mistænkeliggøre dansk politi eller den almindelige borger. Langt størstedelen af politiet gør et rigtig godt stykke arbejde og agerer hverken racistisk eller diskriminerende.

Det samme gælder den almindelige dansker. Det skal der ikke være tvivl om. Men min ønske er at bekæmpe racisme overalt, hvor det finder sted. Og der er altså også bare nogle, der er racistiske, så det stinker.

Vi er bare nogen, der har en anden oplevelse

Det kan måske være svært at sætte sig ind i, hvis man aldrig selv har oplevet denne racisme. Hvis man ikke har oplevet politiet, staten eller sine medborgere som andet end en tryg tilstedeværelse, som nogle, der passer på os, eller som nogle, vi nikker til på gaden. Men der er også bare nogle – heriblandt mig selv – der har en anden oplevelse.

Som, ja, bliver kaldt abekat eller kakkelovnsrør. Som bliver kigget mistænksomt på, fordi hipsterskægget bliver forvekslet med en terrorists, eller overfaldet og tævet, fordi man bærer tørklæde.

Måske skyldes den politiske nølen og regeringens afvisninger også, at hvis man først undersøger politiet eller racistiske medborgere, så stopper det ikke der. Så må man også se sig selv efter i sømmene. Så tvinges man til at forholde sig til den diskriminerende lovgivning, som man som politiker selv har stået fadder til.

Sandheden er nemlig den, at statsracismen i de senere år er blevet en fast bestanddel af dansk politik. Mest grelt er eksemplet om ghettopakken, som partier fra SF og mod højre har stemt igennem. Det, selv om ghettopakkens etnicitetskriterium er lodret diskriminerende og betyder, at et område kun kan være en ghetto, hvis der bor mennesker, der stammer fra bestemte lande i verden.

Dertil kommer en stribe lige så diskriminerende, men bedre maskerede politiske tiltag, som er målrettet borgere med anden etnisk herkomst eller disses efterkommere eller borgere med en bestemt religion. Det er statsracisme in full effect.

Der kan ikke være to meninger om, at muslimer og indvandrere og deres efterkommere – første- og andengenerations danskerne – udsættes for en politisk heksejagt, hvor de alene på grund af deres tro eller deres hudfarve eller oprindelse bliver udsat for negativ forskelsbehandling, sanktioneret af vores statsminister og et bredt flertal i Folketinget. Håndtryksloven, burkaloven, smykkeloven, for blot at nævne nogle få. Loven om dobbeltstraf, strammere regler om statsborgerskab for borgere fra visse områder og regeringens såkaldte tryghedspakke, der undergraver basale menneskerettigheder for dem, der ikke opfattes som værende ’rigtige danskere’.

Aktuelt ser vi, hvordan regeringen udviser velintegrerede syrere, der er flygtet fra krig og tortur, samtidig med at regeringen ser på alt for længe, mens danske børn bliver traumatiseret i lejre i Syrien.

Det var aldrig sket, hvis de ikke var muslimer, er min påstand. Vi ser, hvordan man i et misforstået forsvar for såkaldt danske værdier er villig til at give køb på alle de værdier om fair rettergang, ret til beskyttelse og lige muligheder, som man hævder at ville forsvare.

Socialdemokratiets moralske kollaps

Det er et moralsk kollaps, som vi ikke har set mage til i dansk politik i min levetid og måske ikke nogensinde. Socialdemokratiske koryfæer som Anker Jørgensen og Olof Palme ville ikke tro deres egne ører, hvis de hørte, hvad Mette Frederiksen og hendes regering står for. Hvad Poul Nyrup, der forgæves forsøgte at sætte foden ned over for Dansk Folkeparti, tænker, kan man kun gisne om.

For mens Mette Frederiksen ikke blev landets første kvindelige statsminister, blev hun landets første socialdemokratiske statsminister, der står i spidsen for en regering, der praktiserer statsracisme. Hun blev den første statsminister, der undskyldte til Godhavnsdrengene, mens som på egen vagt står i spidsen for statssanktionerede svigt af børn, der i alvor og omfang er mindst lige så grelle.

Så mens regeringen ganske vist har sagt undskyld for fortidens fejl, begår den i nutiden fejl, som fremtidens statsministre kommer til at skulle undskylde for. Det er hykleri og dobbeltmoral af værste skuffe.

Vi diskuterede i tiden efter drabet på George Floyd, hvorvidt der overhovedet findes racisme i Danmark. Det gør der helt åbenlyst. Det gør der i USA, i Danmark og i alle verdens lande. I stedet skulle vi jo have diskuteret, hvordan vi stopper den racisme, der eksisterer.

For hvis du bare ser på, holder du liv i racismen. Hvis du bare vender ryggen til, holder du liv i racisme. Hvis du stiltiende accepterer det, holder du liv i racisme.

Hvis du stemmer på partier, der fører racistisk politik, holder du liv i racisme. Hvis du stemmer på partier, der accepterer vores statsracistiske regering eller ligefrem har bragt den til magten, holder du liv i racisme.

Det siger jeg ikke for at være polemisk. Det siger jeg ikke uden at have forståelse for de dilemmaer, som støttepartierne befinder sig i. Jeg siger det, fordi det er sandheden: Kun handling stopper racisme.

Og ingen af de etablerede partier handler sådan for alvor. Det er blandt andet derfor, vi har stiftet Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti, og netop nu indsamler vælgererklæringer, så vi kan stille op til næste folketingsvalg for at udfordre status quo og den racismebevarende konsensus, som lige nu hersker i dansk politik.

Jamen der er et bredt flertal for den udlændingepolitik, der bliver ført i Danmark, lyder det igen og igen. Resignerende fra nogen, triumferende fra andre. Fordi et stort flertal af danskerne stemmer på parti, der går ind for det, man kalder en ’stram’ udlændingepolitik, men som dybest set bedst kan beskrives som en umenneskelig politik.

Vi skal ikke bare acceptere en stram udlændingepolitik

Hvordan udlændingepolitikken skal beskrives, er dog ikke mit ærinde her. I stedet er det den simple pointe, at der jo for pokker kan være andre grunde til, at de mange danskere stemmer på de partier. Måske stemmer de ligefrem på dem på trods af deres stramme udlændingepolitik.

Kunne det ikke tænkes, at mange stemmer på SF, fordi de går op i minimumsnormeringer, og så er villige til at se igennem fingre med, at SF støtter den statsracistiske ghettopakke, der tvinger borgere ud af deres boliger.

Kunne det ikke tænkes, at folk stemmer på Konservative eller Liberal Alliance, fordi de ønsker lavere skat eller stærkere politi – og at de ser igennem fingre med, at de har stemt for forslag, der tager smykker fra flygtninge, der står midt i en personlig tragedie.

Kunne det ikke tænkes, at folk stemmer på Venstre eller Socialdemokratiet, fordi de ønsker bedre forhold for landbruget eller er imod social dumping – og ser igennem fingre med, at de fejrer stramninger med kage eller har designet deres politik for at tage magten fra højrepopulister. Ja, det kunne godt tænkes. Jeg kender selv mange af de vælgere.

Det var den ene pointe, men den anden pointe er egentlig vigtigere.

For hvorfor bare acceptere, at et flertal stemmer på partier, der fører en ’stram’ udlændingepolitik. Hvorfor ikke prøve at ændre det?

Bare fordi udlændingepolitik er det vigtigste emne for en stribe højtprofilerede populister på Christiansborg, behøver den jo ikke være det for danskerne.

Tror I virkelig på, at en helt gennemsnitlig vælger er mere optaget af at sende Muhammed på udrejsecenter end af, at der er styr på normeringer i daginstitutionen, hvor vedkommendes eget barn går?

Tror I virkelig, at det er vigtigere for en gennemsnitlig vælger, at Fatima skal give hånd til en borgmester, når hun får statsborgerskab, end at ens gamle mor eller far får god hjælp på plejehjemmet?

Tror I virkelig, det er vigtigere for en gennemsnitlig vælger, at Ahmad får konfiskeret sin dynejakke for at stå på en S-togs-station, end at vi sikrer planeten og vælgernes egne børnebørn mod katastrofale klimaforandringer? Jeg tror det ikke. Jeg nægter at tro på det.

Det kan jo tænkes, at den gennemsnitlige vælger synes, udlændingepolitik er vigtigt, fordi han eller hun hele tiden får tudet ørerne fulde af, at man skal opfatte det som vigtigt. At man bliver bildt ind, at det er selve vores lands fremtid, der er på spil. At man bliver lullet ind i en forestilling om, at det er ’de fremmedes’ skyld, at der bliver skåret ned på velfærden.

Jeg tror ikke, at 80 procent af danskerne er racister. Jeg tror faktisk heller ikke, halvdelen er. Jeg tror, et fåtal af danskerne er racister – og at de har fået lov til at definere politikken.

Som jeg ser det, er danskerne blevet radikaliseret af populistiske politikere, der forsøger at score stemmer på at forstærke fjendebilleder, på at grave grøfter, på at finde de få ting, der splitter os, i stedet for at fokusere på de store fællesmængder, som vi deler.

Uanset hvad årsagerne er, er der brug for et paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik, ja, i dansk politik generelt. Der er brug for et paradigmeskifte, der muliggør en genfødsel af humanismen i dansk politik, og som sikrer, at menneskerettighederne ikke gradbøjes og krænkes, men gælder os alle.

Så jeg garanterer, at jeg og Frie Grønne kommer til at insistere på humanismen. Vi kommer til at sige konsekvent og klart fra over for racisme og diskrimination.

Det har vi gjort, siden partiet blev stiftet – og vi vil blive ved med det. I folketingssalen og på gaden. Med konkrete forslag, der fremmer mangfoldigheden og står værn om de rettigheder, som burde være beskyttet af vores grundlov og de konventioner, som vi har skrevet under på. Men som altså for ofte kun hyldes i festtaler, men ikke opleves som nærværende for dem, der står uden for majoriteten. Det er mit løfte i denne kronik.

For grunden til, at mordet på George Floyd blev en global begivenhed og affødte demonstrationer globalt – også herhjemme – var ikke, at hans endeligt var en særlig tragedie. Det var i stedet, at det var og er en tragedie ud af mange. Det var i stedet, at det blev eksemplet på de millionvis af racistiske og diskriminerende tragedier, der har fundet sted alt, alt for længe. Som har fundet sted, mens stater og regeringer kigger den anden vej – eller som finder sted på deres ordre eller med deres accept.

George Floyd blev myrdet. Uden grund. Og lige præcis det er grund nok til at sige: Aldrig igen. Det er grund nok til at insistere på, at vi alle er født lige – og alle skal behandles lige. Uanset hvordan vi ser ud, hvilket køn vi har, hvilken gud vi tror på, hvilken seksualitet eller hvilket kønsudtryk vi har, hvilket land vi kommer fra, og hvilke forældre vi har. Det er humanismen i sin nøddeskal.