Der går en lige linje fra Taleban i Afghanistan og præstestyret i Iran, der tvinger kvinder til at dække sig til, og til de politikere i Danmark, der vil tvinge tøjet af piger og kvinder for at gøre dem danske nok. Det er totalitært, og hører ikke til i et demokratisk samfund som det danske. Alle kvinder og piger skal selv kunne vælge deres tøj.
Det startede med burkaen, og det næste skridt er så hijab’en i skolen. Snart vil det sikkert også ramme kvinder, der bærer hijab på offentlige arbejdspladser. Og inden vi har set os om, må man slet ikke bære hijab i det offentlige rum. Ifølge fortalerne for et forbud gør man det for at redde pigerne fra social kontrol. Men hvordan ved man i første omgang, at de er udsat for social kontrol? Er tørklædet en sikker markør på det? Nej, vel.
Rendyrket chikane
Sandheden er, at man ikke gør noget for at forhindre social kontrol med et sådant tiltag. Forslaget er nemlig endnu et eksempel på den muslim-bashing, der er blevet så normal og fast en del af det danske folkestyre. Tidens overbudspolitik er altid, hvor meget man kan chikanere danske muslimer. Det er efterhånden mit indtryk, at man vil have danske muslimer til at forlade landet ved at gøre det sværere og sværere at leve som muslim.
Hvorfor tror jeg så det? Da vi diskuterede forbud mod omskæring, var argumentet fra regeringen, at de ikke vil sende danske jøder ud af Danmark ved at forbyde omskæring. Man nævnte ikke muslimer med et ord. Nu er det så tørklædet, som primært bæres af muslimske kvinder, man går efter. Først må muslimske piger og kvinder finde sig i at få revet tørklædet af på gaden af racister, og nu foreslår man så, at staten gør det samme i klasselokalet.
At det handler om chikane af muslimer, er ikke noget, jeg griber ud af den blå luft. Hvis det handlede om, at et forbud rent faktisk gjorde noget ved social kontrol, så var forslaget underbygget af viden og ikke bare mavefornemmelser. Hvis det handlede om at bekæmpe social kontrol, havde man nok også haft for øje, at da man i Frankrig indførte forbud mod tørklæder i grundskolen, så forsvandt fem procent af de muslimske piger fra skolerne. Og det er måske i virkeligheden de fem procent, der havde brug for hjælp til social kontrol. Men her tog kontrollen altså til, må man formode.
Man havde nok også haft for øje, at den udvikling, man har set i Frankrig efter indførelsen af tørklædeforbuddet – altså at flere minoritetskvinder klarer sig godt i uddannelsessystemet – den ser vi også i Danmark. De unge minoritetskvinder stormer gennem uddannelsessystemet, og er de største mønsterbrydere i vores samfund.
Så hvem er det egentlig, man forsøger at hjælpe?