I et debatindlæg i Solidaritet argumenterer Sikandar for færre test af vores børn i folkeskolen.

En politisk aftale erstatter de nationale test med nye tests, der i stedet skal dække færre fag, men over flere skoleår. I stedet for at diskutere, hvad vi skal teste vores børn i og hvor ofte, bør vi i stedet åbne en større og langt vigtigere diskussion om, hvad vi vil opnå. Det gælder ikke bare tests, men skolegangen i det hele taget, skriver Sikandar Siddique, politisk leder for partiet Frie Grønne.

Det var derfor mildest talt skuffende at opdage, at aftalepartierne – som er de samme som stod bag Skolereformen (det meste af blå blok samt S, RV og SF) – blot erstatter de nationale tests med nye tests

I fredags landede en ny politisk aftale, som afskaffede de nationale tests i Folkeskolen. En dejlig nyhed for både lærere, elever og alle, der går op i det danske uddannelsessystem. Det absurde testregime er, som professor Jeppe Bundsgaard flere gange har påpeget, fuldstændigt ubrugeligt, og gør intet godt for uddannelsen af vores børn, tværtimod.

Det var derfor mildest talt skuffende at opdage, at aftalepartierne – som er de samme som stod bag Skolereformen (det meste af blå blok samt S, RV og SF) – blot erstatter de nationale tests med nye tests. At erstatte ét testregime med et andet, er ikke et opgør med noget som helst. Det er højest en lappeløsning på et større problem eller problemer, vi endnu ikke har italesat.

Træning til hamsterhjulet

I stedet bør vi stoppe op og spørge os selv, hvad formålet med at teste vores børn er, og hvorfor vi sammenligner dem med hinanden på tværs af landet. Det samme spørgsmål bør vi rejse over for de internationale Pisa-tests. For mig at se udspringer det af den dominerende neoliberale tankegang, der fortæller os, at vi skal gøre vores børn til de bedst mulige værktøjer for arbejdsmarkedet, så vi kan skærpe konkurrenceevnen mod vores globale konkurrenter. Vi skal træne dem til at kunne løbe hurtigst muligt i hamsterhjulet, når det bliver deres tur.

Fra dét synspunkt er der ikke noget mere nyttigt end at kunne teste børn tidligt for, hvem der har potentiale til at bidrage bedst i de forskellige sektorer på arbejdsmarkedet, og hvem der allerede nu skal oppe sig for overhovedet at kunne bidrage til den økonomiske vækst.

Jeg bebrejder ikke vores unge, at de bliver kontinuerligt stressede af at skulle uddanne sig i en sådan præstationskontekst, som ikke tager højde for, at alle er forskellige, og at forskellige kvaliteter er vigtige

Men når vores nationale og internationale uddannelsespolitik fokuserer på “det målbare”, så kommer vi til at prioritere det, vi faktisk kan måle i stedet for det, vi har brug for, uagtet hvor målbart, det er. Det er et problem, vi må forholde os til.

Jeg ser opgaver og problemer, der skal løses i den danske folkeskole, som har en langt vigtigere karakter end simple læsnings -og regnemål. Folkeskolen skal lære vores børn de fundamentale færdigheder, der skal til, for at de kan gebærde sig i samfundet, men den skal også utrolig meget andet.

Der er på tide, at vi bruger folkeskolen til at have borgernes sundhed, velvære, frihed, demokratiske rettigheder og deres forhold til vores fælles fremtid i centrum frem for, hvad arbejdsmarkedet skulle kræve af dem.

Når arbejdsmarkedet drives af privat ejerskab, har det kun det ene formål at optimere profit. Det er også åbenlyst på spil, når vi tester børn helt ned til børnehave-alderen for egenskaber i et hierarki fra god til dårlig. Jeg bebrejder ikke vores unge, at de bliver kontinuerligt stressede af at skulle uddanne sig i en sådan præstationskontekst, som ikke tager højde for, at alle er forskellige, og at forskellige kvaliteter er vigtige – fra handlekraftige Dennis til kreative Louisa. Som det er nu, kan vi udelukkende få dem med 12-taller i bagagen til at leve op til forventningerne, mens skalaens syv andre niveauer må se sig selv blive overhalet på den ensrettede vej til succes og gode jobs.

Drop den selvudslettende vækstkonkurrence med Kina

Jeg tror hverken på testregimer eller den omfattende ensretning af vores børn, som uddannelsessystemet fra politisk side er indrettet til i dag. Mennesker bør ikke opdrages og formes til at arbejde for økonomien – økonomien skal indrettes og formes til at arbejde for mennesker.

Derfor savner jeg i høj grad, at vi løfter den politiske diskussion om Folkeskolen – og uddannelse generelt – op på et højere plan, hvor vi kan diskutere, hvad vi vil med uddannelse. Vil vi forme skarpe og ensrettede tænder til det økonomiske tandhjul, eller vil vi klæde børnene på til at finde og skabe et meningsfuldt liv? Jeg vil det sidste, fordi alle er noget værd, alene i kraft af at de eksisterer.

Hvis vi skal teste for noget er det, om vores ønsker til et bedre samfund bliver opfyldt – og om mennesker bliver sat i første række

I min og Frie Grønnes drøm om et samfund eksisterer skolesystemet for at give mennesker nysgerrighed på verden og på viden. For at lære dem at bruge hænderne såvel som hovedet, og for at lære dem at reflektere og fordybe sig. Vi vil ikke diktere, hvad et meningsfuldt liv er for andre, men vi vil insistere på, at alle skal have de bedste muligheder for selv at finde deres mening. Derfor skal skolerne, som alle andre institutioner i samfundet, have langt større frihed til selv at indrette et givende dannelsesforløb for vores børn og unge. Dannelse er vigtigt, men det er ikke det samme som at forme. Et moderne, solidarisk, anarkistisk samfund, som Frie Grønne ønsker, kræver kritisk tænkende, nysgerrige, reflekterende, ansvarlige og vidende borgere. Med frihed, medbestemmelse og myndighed følger også ansvar. Derfor skal vi ikke forme nogen til at passe ind i systemet, men vi skal danne dem til at have lysten, selvforståelsen og ansvarligheden til at være en del af systemet med selvbestemmelse og solidaritet.

En start ville være, at vi droppede diskussionerne om, hvordan vi bedst ensretter mennesker for at kunne vinde over Kina i den globale vækstøkonomiske, selvudslettende konkurrence og i stedet turde diskutere, hvordan vi hjælper nye generationer til at blive de bedste mennesker for dem selv og andre. Solidariske med andre og med naturen, og nysgerrige på selv at udvikle og skabe dén verden, de lever i. Nationale tests er med sikkerhed ikke svaret, uanset om de omfatter mange eller få fag.

Tiden er inde til en demokratisk revolution, hvor vi sætter samfundets institutioner fri, og gør dets borgere fri af de centraliserede magtstrukturer, som definerer vores verden i dag, og som holder os fanget i produktivitetens hamsterhjul. Vi skal ikke teste i blinde for erhvervslivets skyld, og tage ukritisk stilling til, hvad tests viser. Hvis vi skal teste for noget er det, om vores ønsker til et bedre samfund bliver opfyldt – og om mennesker bliver sat i første række.