Nyheder

Sikandar Siddique: Det bør være valgfrit, hvilke helligdage man har fri på

Danmark er for længst blevet et multikulturelt samfund og derfor bør det også være op til den enkelte, hvilke helligdage, man har som fridage

I denne uge starter den muslimske fastemåned ramadanen og snart fejrer landets hundredtusindvis af muslimer ramadanens afslutning – Eid. Eid er dog ikke en fridag for muslimer, ligesom Hanukkah ikke er det for jøder, ligesom lysets fest Diwali ikke er det for hinduer eller ligesom fuldmånefesten ikke er det for buddhister. I hvert fald ikke her i Danmark. 

Fra Frie Grønne vil vi derfor opfordre arbejdsmarkedets parter til at sikre, at de fridage, der er på helligdage, fremadrettet bedre afspejler, at Danmark heldigvis er et mangfoldigt samfund med mange forskellige kulturer og religioner.

Det betyder ikke, at kristne ikke skal have fri på de helligdage, de allerede har fri på – men det betyder, at andre troende bør have mulighed for at få fri på de helligdage, som de hellere vil have fri på – og at de så arbejder på de andre helligdage, som ikke er vigtige for dem. 

Det gør man allerede flere steder i udlandet, hvor Danske Bank i Sverige eksempelvis har indført en mangfoldighedskalender for sine medarbejdere, så man kan erstatte de traditionelle svenske helligdage med helligdage, der passer til den enkeltes traditioner, nationalitet eller religion. Noget lignende kender man også fra teleselskabet 3 og musiktjenesten Spotify i Sverige, hvor der er såkaldte flexhelligdage, hvor medarbejderne fordeler helligdagene efter egne ønsker.

FN-organisationer giver også medarbejdere fri på muslimske helligdage. Herhjemme betyder det, at FN-organisationer har erstattet fri på Kristi Himmelfart med fri på Eid. 

Hvis man er ateist eller tilhører et andet livssyns- eller trossamfund bør dette naturligvis også tilgodeses, så man kan placere de fridage kristne har på egne mærkedage eller helligdage. 

I Frie Grønne ønsker vi nemlig, at der er religionslighed og ikke kun religionsfrihed. Det gælder selvfølgelig også i forhold til frihed fra religion.