Vi har alle et ansvar for at give en beboelig jordklode videre til næste generation. Ikke mindst som arkitekter, der er med til at tegne denne verden, med alt hvad der dertil hører af æstetik, byliv, betonklodser, råstofforbrug og drivhusgasudledning. Derfor skal vi som arkitekter også have en grøn pensionskasse.

Af Signe Sand, arkitekt og kandidat for Frie Grønne

Der er lige nu urafstemning om en bestyrelsespost i Arkitekternes Pensionskasse, og valgets tema er altovervejende grønt. Valget står mellem Peder Walsøe Pedersen og den siddende formand Cecilie Therese Hansen.

Jeg vil opfordre alle, der kan, til at stemme på Peder, idet han i modsætning til et flertal af den nuværende bestyrelse har gjort det til en del af sin valgkamp at implementere det forslag, der blev vedtaget af et flertal på pensionskassens generalforsamling i april.

Forslaget går i al sin enkelhed ud på at sætte mål for pensionskassens bæredygtige investeringer:

– Frasalg af investeringer i selskaber som udvinder kul og tjæresand, når aktiviteterne udgør mere end 5% af selskabets omsætning.

– Frasalg af investeringer i selskaber, hvor udvinding af olie og gas udgør mere end 50% af selskabets omsætning.

– Frasalg af investeringer i selskaber, der lobbyer imod Paris-aftalen.

– Fastsættelse af en ambitiøs målsætning om realisering af minimum 15 % grønne investeringer.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse forslag er kontroversielle seks år efter vedtagelsen af Paris-aftalen. Selvom et flertal ved generalforsamlingen stemte for, så er de i løbet af valgkampen blevet kaldt alt fra udemokratiske til aktivistiske. Jeg har ikke selv noget problem med at kalde mig aktivist, jeg mener faktisk, at forslagsstillerne skal tage det som en kompliment, men jeg vil alligevel gerne forklare, hvorfor betegnelsen er misledende:

Vi har alle et ansvar for at give en beboelig jordklode videre til næste generation. Ikke mindst som arkitekter, der er med til at tegne denne verden, med alt hvad der dertil hører af æstetik, byliv, betonklodser, råstofforbrug og drivhusgasudledning.

Vi i pensionskassen, der ovenikøbet har penge at rutte med, har et særligt ansvar for, at de penge ikke bliver sat forkert. Enhver krone investeret i en forurenende virksomhed, er en krone investeret i vores børnebørns lidelser.

Hvis klimaaktivister havde skrevet de fire ovenstående forslag, så havde der naturligvis ikke været plads til investering i nogle selskaber, som udvinder kul, tjæresand, olie eller gas. Heller ikke under 5 %, heller ikke under 50 %. Hvis klimaaktivister havde skrevet forslaget, så ville der ikke være en målsætning om realisering af 15 % grønne investeringer – så havde målsætningen naturligvis lydt på 100 %. Er det urealistisk? At tro vi kan skabe en 100 % bæredygtig verden uden en 100 % bæredygtig strategi er dybt urealistisk.

Det betyder ikke, at jeg er imod ovenstående forslag, som det lyder. Jeg synes, det er et fint første skridt, og at det er positivt, at medlemmerne har taget godt imod det. Nu mangler vi bare den rette bestyrelse til at implementere det.