Folketinget har landet en klimaaftale, der er utilstrækkelig i forhold til klimalovens 70 procents-målsætning. Denne gang er det byggesektoren, der ellers selv ønsker grønne incitamentstrukturer, som svigtes af politikerne.

Dette debatindlæg blev bragt hos Klimamonitor den 12. april 2021 og kan læses her.

Af Signe Sand, arkitekt og kandidat for Frie Grønne

Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier indgik 5. marts en aftale om bæredygtigt byggeri med krav til klimabelastning fra nybyggeri.

Aftalen havde været længe ventet, idet regeringens klimapartnerskab for byggeri og anlæg allerede for et år siden afleverede sine anbefalinger, der blandt andet indeholder et såkaldt loft over udledning af CO2 per nyopført kvadratmeter byggeri. Såvel grønne interesser som branchen selv har siden efterspurgt dette loft, og dette redskab er da også hovedkernen i den nye politiske aftale.

Byggeriaftalen landede samme uge som Klimarådet offentliggjorde, at regeringen ikke, som den ellers er forpligtet til i Klimaloven, anviser vejen mod 70 procent-reduktion i 2030. Og netop derfor var timingen perfekt til endelig at præsentere en ambitiøs, bindende og bred aftale, der lever op til både klimalov og Parisaftale. Det havde vi i Frie Grønne glædet os til.

Det skete bare ikke.

For aftalen er alt andet end ambitiøs. Alt andet end et udtryk for ansvarlighed og rettidig omhu. Af flere grunde:

For det første lever aftalen ikke op til hverken klimalov eller Parisaftale. For det andet er den faktisk mindre ambitiøs end klimapartnerskabets eget forslag, og for det tredje indfrier den slet ikke branchens potentialer, der paradoksalt nok er tårnhøje.

Lad os starte med det sidste:

Aftalen om bæredygtigt byggeri lægger et loft på 12 kg CO2e pr. m2 pr år for større nybyggeri i 2023. Det vil sige, at man maksimalt må udlede 12 kilo drivhusgasser ved opførelsen af hver kvadratmeter i nybyggeri for hvert år i den ’forventede levealder’.

Og det lyder jo godt, men der er faktisk to problemer.

Dels havde partnerskabet foreslået samme loft, men allerede fra 2021, altså to år før partierne bag aftalen. Og dels er et klimaaftryk på 12 kg/m2/år faktisk i den høje ende af, hvad dansk byggeri udleder. Vi skal med andre ord vente to år på et krav, der ikke vil have nogen betydning for langt de fleste byggerier.

Der er desuden ingen klar plan for, hvordan loftet løbende skal falde, men aftaleparterne løfter dog sløret for, at det »for eksempel« kunne falde fra de 12 kilo til 7,5 kilo i 2029. De skriver, at de vil revurdere hver andet år med henblik på at fastsætte nye grænseværdier ud fra »den til den tid tilgængelige viden«, men man kan undre sig over, hvorfor der ikke fastsættes krav ud fra den ret omfattende viden, der er tilgængelig nu?

I en omfattende kortlægning fra Build (Aalborg Universitet) af bygningers klimaaftryk ses flere eksempler på byggeri med klimaaftryk ned til 6,5 kg/m2/år. Disse byggerier er vel at mærke allerede opført, og et af disse, Lisbjerg Bakke, blev projekteret helt tilbage i 2016.

Arkitekterne hos Vandkunsten, der står bag byggeriet, har siden regnet på, at med nogle simple udskiftninger til yderligere anvendelse af træbaserede byggematerialer som træfiberisolering og trævinduer kunne klimaaftrykket have været nede på 4 kilo pr. kvadratmeter.

At bygninger, der med allerede kendte teknologier i 2016 kunne lande på dette markant lavere klimaaftryk, siger lidt om det meget lidt ambitiøse ved en målsætning om »for eksempel 7,5 kilo« i 2029. Læg hertil, at regeringens klimapolitik i øvrigt baserer sig på meget optimistiske scenarier for udvikling af teknologi frem mod 2030.

Hvorfor ikke samme optimisme inden for byggesektoren?

Og det bringer mig tilbage til klimaloven. Klimapartnerskabets anbefalinger til byggeri og anlæg tog, ifølge rapporten, udgangspunkt i en reduktion inden for sektoren på 50 procent. Som bekendt skal regeringen ifølge klimaloven anvise en farbar vej til reduktioner på 70 procent, så en lige-ved-og-næsten opfyldelse af disse anbefalinger er simpelthen ikke godt nok.

Hvilke sektorer skal da kompensere for byggebranchens unødigt manglende reduktioner? Indtil videre har alle indgåede klimaaftaler været utilstrækkelige.

Hvis regeringen og Folketinget skal levere på sin egen klimalov, skal de ’grønne’ aftaler indgået det seneste år genforhandles. Det gælder, som jeg har beskrevet ovenfor, også aftalen om bæredygtigt byggeri.

Frie Grønne vil vi ikke gå på kompromis med den nødvendige klimahandling og at leve op til Danmarks forpligtelser i forhold til Parisaftalen. For byggeriet betyder det til dels et loft over klimabelastning med en langt stejlere reduktionskurve end regering og aftaleparterne lægger op til. Og lykkeligvis er det allerede muligt at reducere drastisk med nuværende teknologier.

Frie Grønne kræver derfor to ting:

• At aftalen for Bæredygtigt Byggeri bliver genforhandlet og øger sit ambitionsniveau.
• Et CO2-loft på udledningerne fra både nybyggeri og renovering, der matcher klimavidenskabens krav, hvis vi skal leve op til Parisaftalens målsætninger om at begrænse temperaturstigningen til maksimalt 1,5 grader.