Nyheder

Sazan Garmiyani: Hvor Messerschmidt ser beduinlejre, ser jeg familier, der passer på hinanden under sygdom

308235013 3154725058172657 1042088383752804635 N

Dette debatindlæg er bragt på information.dk d. 4/10/2022

Sazan Garmiyani, sygeplejerske & folketingskandidat for Frie Grønne

Sundhedsprofessionelle har længe råbt vagt i gevær, og det skyldes alt andet end beduinlejre i venteværelset. Morten Messerschmidts udtalelse hjælper hverken de syge eller ældre og viser, at han er blind for de egentlige problemer i sundhedssektoren

Under sin tale til Dansk Folkepartis årsmøde sagde formand Morten Messerschmidt: »Jeg kan umuligt være den eneste, der er dødtræt af, at hvis man skal besøge sin kære eller være så uheldig selv at være indlagt på hospitalet, så skal man trækkes med en hel beduinlejr ude i venteværelset, som fylder det hele.«

Jeg har i mine syv år som sygeplejerske set meget, dog aldrig en beduinlejr i venteværelset. Jeg forstiller mig derfor, at det er en helt almindelig familie med anden etnisk baggrund, Messerschmidt helst vil være fri for at se på.

Først og fremmest undrer jeg mig som minoritetsperson over, hvorfor Messerschmidt generelt taler racistisk om mindretal i vores samfund. Men jeg undrer mig også over, hvorfor Messerschmidt ikke kan se, at hans ’beduinlejre’ faktisk er en kolossal hjælp for os i den pressede, offentlige sektor. Hvis Dansk Folkeparti virkelig vil gøre en forskel for de ældre, kan de lære meget af ’beduinerne’.

Ældre alene i verden

I mange minoritetsfamilier respekterer man den viden og arv, ældre har med sig. Man kasserer dem ikke i hverdagens travlhed, som mange danske familier gør. Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg har en fordom. Nej, jeg ved det, det er sådan. Jeg er vidne til det i mit arbejde som sygeplejerske, og det knuser mit hjerte.

De store familier i venteværelset er der for at passe på deres kære og støtte dem, når de »er så uheldige selv at blive indlagt på hospitalet«, som Messerschmidt beskriver det. Det er godt for patienterne. Og det er godt for os ansatte i hospitalsvæsenet, som kæmper for at udøve en omsorg, der ofte ikke er tid til. For jeg ser mange ældre med dansk baggrund på hospitalerne helt alene.

Her kommer jeg til at tænke på den søde, ældre herre, som lå på stue fem. En måned passerede uden ét eneste besøg. Yderligere en måned lå han på sengeafsnittet. Endnu ikke skyggen af besøg. Hans tilstand udviklede sig kritisk. Jeg ville ringe til hans venner eller familie og fortælle dem, at han måske ikke overlevede natten. Men der var ingen.

Der er bare tidspunkter i livet, hvor man ikke skal være alene. Så jeg holdt hans hånd og tilbragte tid, jeg ikke havde, på stue fem. Fordi jeg har et bankende hjerte under min kittel, men også fordi min kurdiske kultur har lært mig, at når vores ældre er der for os, når vi som små ikke er i stand til at passe på os selv, så det er vores ansvar også at være der for dem, når de har brug for det. Han døde uden pårørende ved sin side – kun personalet var der i hans sidste tid.

Der er rigtige problemer

Når Messerschmidt taler om sundhedsvæsenet, burde han fokusere på de egentlige problemer. Vi mangler 5.000 sygeplejersker landet over. Faktum er, at vi ikke har ressourcer og tid til at lave den mest basale sygepleje. Det slider os op – og vi må ikke glemme, hvor stor en betydning sygeplejersker har for patienters overlevelse på hospitaler.

For tit er personalet det eneste, vores patienter har. Omtrent én ud af otte danskere kæmper med svær ensomhed. En ensomhed, der samtidig er svær at få øje på hos etniske minoritetsfamilier, fordi det kollektive sammenhold er bygget på stærkere feudale grundlag.

Det klinger hult, når DF’s mærkesager er bedre forhold for syge og ældre, at de vælger at aflede samtalen ved at snakke om ’beduinlejre i venteværelset’. Hvis man virkelig ville gøre noget for vores ældre og de sygdomsramte, ville man sørge for, at sygeplejersker ikke skal løbe 120 kilometer i timen med et utal af opgaver. Som det er nu, er nærvær og omsorg sparet væk.

Lad os i stedet tale om, at en hindring ikke er tørklæder, men travlhed. Hindringen er ikke bederum, men konstante besparelser. Sandheden er, at vi, der har fremmedklingende navne, er en del af Danmark. Vi er med til at holde hospitalerne, psykiatrien og plejehjem oven vande. Både som sygeplejersker, læger, farmaceuter og sosu-assistenter. Men også som pårørende til patienterne og vores ældre.

Det sidste, mine kolleger, de syge borgere og jeg selv har brug for, er politikere som Morten Messerschmidt, der fejer de reelle problemer ind under gulvtæppet og gang på gang peger på samme syndebuk. Når sygeplejersker og sundhedsprofessionelle længe har råbt vagt i gevær, er det sidste, vi har tænkt på, beduinlejre i venteværelset.

Hvis vi skal tale om hospitalers vilkår i dag, så lad os tale om reelle løsninger på de brændende problemer, vi rent faktisk har i vores sundhedsvæsen. Slut med fiktive historier om ikkeeksisterende problematikker.

Kom nu! Er skræmmekampagnen ikke ved at være lidt outdated?