Posts

Rajesh Holmen i Information: SF og Enhedslisten forråder de fattigste, når de jubler over den nye kontanthjælpsaftale

Støttepartierne har forspildt en historisk chance for at gøre op med et system, der fastholder flygtninge og udsatte i fattigdom. For eksempel kunne de have afskaffet integrationsydelsen og indført et system som i Sverige.

Trods flere gode tiltag gør kontanthjælpsaftalen ikke op med et system, der fortsat skaber fattigdom og er indrettet efter at presse syge og arbejdsløse til selvforsørgelse hurtigst muligt.

Kontanthjælpsloftet erstattes af et nyt loft, og 225-timersreglen bevares med den gamle undskyldning, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Dermed fastholdes en økonomisk struktur, hvor det at arbejde tillægges større værdi end hensynet til, at det enkelte menneske kan leve for den ydelse, det får.

Det er derfor både pinligt og frustrerende, at Enhedslisten og SF nærmest ikke kan få armene ned over, hvilken sejr aftalen er, når 46.000 børn stadig vil vokse op i fattigdom, og rigtig mange udsatte mennesker fortsat vil føle sig presset af det nye loft og 225-timersreglen.

Skuffelsen bliver kun større, fordi de selv samme partier har indgået et forståelsespapir med regeringen og truet med bål og brand, hvis ikke der for alvor blev gjort noget for at bekæmpe fattigdom og ulighed. Alligevel ender de med at gå på kompromis i en aftale, der ikke gør op med de lave ydelser og det system, som skaber fattigdommen.

Gør som i Sverige 

I Sverige er systemet mere værdigt. Her består den økonomiske bistand af tre dele: en ’riksnorm’, der udgør et nationalt minimumsniveau, og som skal dække udgifter til for eksempel mad, fritid og personlig pleje; en grundydelse, der skal dække udgifter til blandt andet bolig, el og forsikring samt et tilskud, der skal dække ens øvrige udgifter til for eksempel sundhedsbehandling, tandpleje og medicin.

Der stilles ikke krav om, at man skal have været ude for en social begivenhed som for eksempel sygdom eller arbejdsløshed, og hjælpen tildeles alene ud fra en individuel behovsvurdering samt hustandens samlede økonomiske situation.

Fordelen ved sådan et system er, at det i højere grad tager hensyn til folks forskellige behov og situation. Det sikrer, at mennesker, der er tvunget til at søge kontanthjælp, kan opretholde en acceptabel og værdig levestandard, samtidig med at de får dækket deres basale udgifter.

Denne kombination af en grundydelse med større tilskud til diverse behov ville vi kunne lade os inspirere af fra de fleste af vores nabolande. Men i Danmark ønsker man åbenbart at fortsætte med et system, som rigtig mange mennesker er kommet og fortsat vil komme i klemme i.

Som tidligere sagsbehandler i et jobcenter er min erfaring, at systemet kun virker for de få og mest ressourcestærke – de ’jobparate’ – men at det gør mere skade end gavn for størstedelen af de ’aktivitetsparate’, der er mest sårbare. De vil fortsat opleve at blive presset ud over kanten på grund af lave ydelser, stramme regler og aktiveringskrav, som risikerer at gøre dem mere syge.

Burde have afskaffet integrationsydelsen 

Det skriger samtidig til himlen, at støttepartierne, som har gjort bekæmpelse af fattigdom til en hjertesag, ikke har benyttet chancen for at afskaffe integrationsydelsen, der er markant lavere end kontanthjælpen, og som har skabt en ny underklasse af flygtninge og indvandrere uden for arbejdsmarkedet.

Her kan man tale om mennesker, der decideret lever i fattigdom. Når jeg som sagsbehandler oplevede, at krigstraumatiserede flygtninge ikke kunne møde op til terapibehandling, fordi de ikke havde råd til bus- eller togbilletten, så står økonomien jo netop i vejen for, at man kan blive rask og komme tættere på arbejdsmarkedet. Det samme er tilfældet, hvis man bliver angst, hver gang man får et brev fra kommunen, som risikerer at påvirke ens i forvejen elendige økonomi.

Vi taler om unge, voksne, ældre, enlige forsørgere og børnefamilier, der alle lever under et eksistensminimum, som skaber ringe levevilkår, social isolation, stress og psykisk belastning. Fordi integrationsydelsen er så ringe, at den spænder ben for integrationen.

Integrationsydelsen blev indført i 2015 som den laveste økonomiske ydelse i Danmark. Undersøgelser og erfaringer har siden vist, at beskæftigelseseffekten er så begrænset, at den lavere ydelse er kontraproduktiv og har langt flere negative konsekvenser end positive for den enkelte og for samfundet.

Flygtninge er på lige fod med statens øvrige borgere berettiget til økonomisk hjælp, hvis de ikke kan forsørge sig selv. Alligevel bliver de åbenlyst diskrimineret, når de får en lavere ydelse, ikke har ret til ferie som alle andre og ikke har samme rettigheder.

Støttepartierne havde en gylden mulighed for at gøre op med de lave ydelser og skabe et system, hvor incitamentet ikke var at afskrække og presse folk i job, men at holde hånden under dem. I stedet ender de med at gå på kompromis med forståelsespapiret i en aftale, der fortsat efterlader tusindvis i fattigdom.

Hvordan kan de fremstille det som en vindersag?

Debatindlægget er bragt i Information d. 25 juni, 2022