Danmark ville ikke være et så rigt, demokratisk og socialt relationsstærkt samfund, som vi er, uden vores civilsamfundsorganisationer. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at afkode den demokratiske DNA-streng, som det danske samfund er bygget op om, uden at forstå den historiske rolle som højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, brugsforeningerne, kooperativbevægelsen, boligbevægelsen, idrætsforeningerne, de faglige, sociale og politiske foreninger og den kulturelle folkeoplysning har spillet siden 1850’erne og frem.
Hemmeligheden bag Velfærdsdanmark er ikke en stor forkromet nations-identitetsplan fra Statsministeriet. Men derimod noget så enkelt og samtidig usædvanligt som de hundredvis, ja tusindvis af lokale frivillige kulturelle, sociale og politiske foreninger og civilsamfundsorganisationer, som ikke er styret af hverken markedets snævre økonomiske interesser eller af det offentliges bureaukratiske og formelle spilleregler. Det er om nogen disse lokale foreninger og civilsamfundsorganisationer, der – ofte endda i konflikt med de etablerede magtstrukturer – har skabt det Danmark, vi kender i dag.Der er tale om initiativer, organisationer og bevægelser, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers livsvilkår og frivillige lyst til at bidrage til fællesskabet. Ikke fordi vedkommende får løn for det – selvom det godt kan være tilfældet – men fordi det slet og ret giver dyb mening for så mange af os at bidrage til noget, der er større end os selv.
Det er denne lyst, vilje og evne til at danne decentrale, selvforvaltende, lokale fællesskaber, der er vores samfunds og vores demokratis stærkeste immunforsvar og samtidig er fundamentet for social retfærdighed og menneskelig emotionel vækst. Det, at borgere af egen fri vilje gennem de sidste små to hundrede år er gået sammen i større eller mindre grupper om at løse en lokal eller national social, økonomisk eller demokratisk problemstilling eller konflikt, har været selve drivkraften bag den samfundsudvikling, som har løftet Danmark op på det sociale og demokratiske niveau, hvor vi som samfund er i dag.
Der går derfor en demokratisk tråd lige fra etableringen af den første højskole i Rødding i 1844 over den første brugsforening i Thisted i 1866 til den første fagforening, Typografernes Fagforening fra 1869. Og derfra hurtigt 100 år frem til studenteroprøret, kvinde-, kollektiv- og miljøbevægelsen for at lande i dag, med så vidt forskellige civilsamfundsorganisationer som eksempelvis ungdomsinitiativerne ”Frontløberne”, ”Turning Tables” eller ”Ungdommens Folkemøde”, kulturorganisationer som ”Sisters Academy” og ”Andromeda8220”, men også LGBTQ+ organisationer som ”Sabaah” og ”LGBT Asylum” og seneste markante skud på civilsamfunds-stammen: ”Den Grønne Studenterbevægelse” og ”Extinction Rebellion”.
Når Frie Grønne derfor ser det som afgørende politisk vigtigt at styrke civilsamfundet og de selvorganiserede initiativer, er det ikke blot for at fastholde og styrke det, man traditionelt kalder Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark og Oplysningsdanmark, i sin nuværende rolle og struktur. Men også fordi civilsamfundet for os rummer et utopisk frigørelsespotentiale, både politisk og personligt.
Fællesnævneren er den samme gennem alle små 200 år. Frie og samfundsengagerede borgere, der går forrest og tager sagen i egen hånd. Ikke fordi staten og kommunen beder dem om det, men fordi de ikke kan lade være. Fordi det giver den enkelte dyb mening og tilfredsstillelse at bidrage og indgå i en større social, kulturel og politisk sammenhæng for at løse et konkret samfundsproblem – også selvom det nogle gange kan være konfliktfyldt, svært eller have store personlige omkostninger. Der er et problem. Vi må løse det. Sammen. Nu!
Denne lyst til at bruge sin demokratiske stemme og sit sociale engagement og dermed bidrage til fællesskabet er ikke en dansk opfindelse. Overalt i verden kæmper millioner af mennesker for en bedre og mere retfærdig verden. Det globale civilsamfund tæller flere hundrede millioner mennesker, som organiserer sig i foreninger, bevægelser, kooperativer og demokratiske virksomheder, som på hver deres måde forsøger at afbøde virkningerne af uretfærdighed, kriser og katastrofer. Og som samtidig – og måske endnu vigtigere – vil vise, at en retfærdig, mangfoldig, klimaansvarlig og demokratisk fremtid allerede er mulig her og nu. Det er budskabet fra gaderne i Hong Kong, Bangkok, Beirut, Portland og Minsk i disse dage.
For udover at disse borgerdrevne initiativer ofte er organiseret omkring en eller flere specifikke lokale eller nationale problemstillinger – klima- og biodiversitetskrise, økonomisk ulighed, demokratisk underskud, undertrykkelse af minoriteter osv. – så er der yderligere én ting, som går igen. Nemlig at de ofte også rummer kimen til en helt anden demokratisk, bæredygtig og retfærdig samfundsmodel. En samfundsmodel præget af større decentralisering og selvforvaltning, og hvor den enkelte borger er langt mere direkte involveret i de beslutningsprocesser, der har indflydelse på hverdagslivet og det lokalsamfund, som vedkommende bor, lever og arbejder i.
Når Frie Grønne derfor ser det som afgørende politisk vigtigt at styrke civilsamfundet og de selvorganiserede initiativer, er det ikke blot for at fastholde og styrke det, man traditionelt kalder Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark og Oplysningsdanmark, i sin nuværende rolle og struktur. Men også fordi civilsamfundet for os rummer et utopisk frigørelsespotentiale, både politisk og personligt. Fordi hver eneste civilsamfundsorganisation og hver eneste frivillige og aktivist er et bevis på, at det er muligt at udfordre og bryde ud af hamsterhjulet og konkurrence- og vækstsamfundets logik. At et andet Danmark er muligt. Et decentralt, selvforvaltende, mangfoldigt og frit Danmark, som passer på den planet, vi kun har til låns. Ja, et langt mere humanistisk og anarkistisk tænkende Danmark. Hvor den sociale og politiske forandringskraft kommer nedefra (lokalsamfundet) og indefra (borgernes egen lyst) i stedet for som alt for ofte: oppefra (staten eller kommunen) og udefra (den globaliserede økonomi).
Frie Grønne vil derfor arbejde for at skabe de bedste betingelser for, at civilsamfundet både i Danmark og ude i verden sættes fri og får lov til at levere det, de er bedst til: fællesskaber, politiske forandringer, radikale lokalsamfundseksperimenter og alternative levemåder. Og dermed forrykke magtbalancen mellem markedet, det offentlige og civilsamfundet.
Frie Grønne ønsker derfor ikke bare at styrke civilsamfundet, men også i lige så høj grad at sætte de kommunale og statslige institutioner fri, så de får bedre mulighed for at komme tilbage til den sociale, kulturelle, politiske og organisatoriske tænkning, der i sin tid fødte dem: tilbage til lokalsamfundet, tilbage til borgeren.
Sat på spidsen: Hvis Frie Grønne skulle prioritere en million til enten at sænke skattetrykket for virksomhederne, til at investere i statslige arbejdspladser eller til at styrke civilsamfundet, så ville vi gøre det sidste. Det er også derfor, vi foreslår, at al lovgivning ikke bare skal vurderes på, om den styrker eller hæmmer civilsamfundets samfundsposition og organisatoriske udviklingsmuligheder. Men hvis en specifik lov svækker civilsamfundets position og indflydelse, skal denne svækkelse modsvares med en styrkelse på et andet civilsamfundsområde.
For selvom vores kommunale og statslige institutioner dagligt løfter afgørende samfundsopgaver, kan det, at borgerne går sammen og af egen frivillige kraft løser store som små udfordringer i samfundet, ikke gøres op i penge. I øvrigt har vi igen og igen set, at det, der startede som en borgerdreven idé, over tid udvikler sig til en kommunal og statslig institution eller organisation.
Frie Grønne ønsker derfor ikke bare at styrke civilsamfundet, men også i lige så høj grad at sætte de kommunale og statslige institutioner fri, så de får bedre mulighed for at komme tilbage til den sociale, kulturelle, politiske og organisatoriske tænkning, der i sin tid fødte dem: tilbage til lokalsamfundet, tilbage til borgeren.
Som demokratisk fællesskab skal vi fortsat sikre en solidarisk fordeling af ressourcer til velfærdsopgaver på tværs af landet. Men hvordan ville vores kommunale og statslige institutioner se ud, hvis de i langt højere grad fik lov at organisere og lede sig selv i overensstemmelse med medarbejdernes værdier og faglige kald? Hvordan ville den lokale vuggestue og børnehave være organiseret og ledet, hvis de blev sat fri til at vælge deres arbejdsmetoder ud fra den faglighed, pædagogerne tror på, i samarbejde med forældre og børn? Eller hvad med vores folkeskole, ungdomsuddannelser og hele vejen op til vores plejehjem?
Desværre har både staten og kommunerne gennem de seneste to årtier på afgørende måder ændret de politiske og økonomiske spilleregler for civilsamfundet. I dag bliver civilsamfundsorganisationerne ofte betragtet som genvej til økonomiske besparelser frem for en selvstændig og vigtig, værdiskabende samfundsaktør.
Frie Grønne er overbeviste om, at den klassiske sektoropdeling af samfundet i henholdsvis markedet, det offentlige og civilsamfundet er under hastig forandring. Alene af den grund at de afgørende udfordringer, vi som samfund står overfor, hverken kan løses af markedet alene eller af det offentlige alene eller af civilsamfundet alene. Det er de centrale samfundsudfordringer som klima- og biodiversitetskrisen, den ekstreme globale økonomiske ulighed og det demokratiske underskud alt for dybe og komplekse til. Derfor kalder alene problemernes kompleksitet på helt nye hybrid-sektor-løsninger, som vi skal understøtte og prioritere.
Men selvom fremtiden givetvis vil rumme en mangfoldighed af nye organisations- og ejerformer, er det afgørende for Frie Grønne at anerkende den særlige kvalitet, rolle og betydning, som civilsamfundet har i sin rene form. Det seneste konkrete eksempel er kampen for, at Danmark skulle have en klimalov. Uden det vedvarende pres fra særligt de grønne organisationer ville vi i dag ikke have haft en af verdens – på papiret – mest ambitiøse klimalove. Derfor skal civilsamfundet have optimale – både lovgivningsmæssige og økonomiske – betingelser.
Desværre har både staten og kommunerne gennem de seneste to årtier på afgørende måder ændret de politiske og økonomiske spilleregler for civilsamfundet. I dag bliver civilsamfundsorganisationerne ofte betragtet som genvej til økonomiske besparelser frem for en selvstændig og vigtig, værdiskabende samfundsaktør. I stedet for at værdsætte civilsamfundet for netop dets vigtige rolle som fri demokratisk aktør bliver civilsamfundsorganisationerne ofte pålagt tunge og indviklede styringsmekanismer, rapporteringssystemer og krav. En kontrolkultur, der er gift for netop den frihed, selvstændighed, vitalitet og unikke rolle i samfundet, som civilsamfundet har spillet og fortsat skal spille, hvis det står til Frie Grønne.