Posts

Panisk satsning på CO2-fangst er en farlig sovepude

CO2-fangst er jokeren, der får alle regeringens klimaregnskaber til at gå op. Ekspertgruppen, der kom med anbefalinger til en ny ”høj og ambitiøs” CO2-afgift, lægger sig i slipstrømmen.

I to ud af tre modeller, der blev præsenteret, skal op mod halvdelen af reduktionerne i industrien komme fra CO2-fangst. Det er i vore øjne ikke egentlige reduktioner, men kompensationer. Det er et gigantisk og overset problem ved det parlamentariske flertals klimapolitik.

Et bredt flertal i Folketinget indgik i december en aftale om at 16 mia. kr. over de næste par år skal gå til at fremme fangst og lagring af CO2 fra atmosfæren som del af den samlede CCS-strategi. Det er 16 mia. kr. fra klimaaftalen om energi og industri, der sammenlagt med midler fra Finanslovsaftalen for 2022 løber op i lidt mere end 18 mia. kr., der skal gå til at udbrede de såkaldte CCS-teknologier og -infrastruktur.

Ønsket om at fange CO2 fra atmosfæren og røgen fra skorstene står som et bærende element i regeringens og aftalepartiernes samlede strategi for at nå 70 % reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Ifølge planerne indtil videre, skal CCS-teknologier bidrage med en pæn del – ca. 15 % ud af de 9,6 mio. tons CO2-reduktioner frem mod 2030, der er vedtaget indtil nu. Det er et kæmpe problem.

Det er det, fordi CCS-strategierne er en sovepude i forhold til den grønne omstilling og potentielt står i vejen for opnåelsen af vores egne klimamål og vores globale forsøg på at keep 1,5 alive, som mottoet for COP26 var. Koncentrerer vi os om at hive CO2 ud af luften og pumpe det ned i tomme gas- og oliefelter i Nordsøen fjerner vi samtidigt fokus fra den mest akutte og bydende nødvendighed, vi står overfor – nemlig at levere på reelle reduktioner.

Når vi satser så markant på teknologier, der i bedste fald kan rydde op efter nogle af de udledninger, vi allerede har lavet og fortsat bliver ved med at pumpe ud i atmosfæren, så er vores strategi ikke at opnå faktiske reduktioner, men i højere grad at kompensere for de udledninger, vi ikke gider skære ned på. Med andre ord tillader en massiv satsning på CO2-fangst som middel til at opnå 70 % i 2030, at vi ikke skærer ned i vores produktion og forbrug, men at vi fortsætter status quo og fortsætter ad vejen der fører os ud over afgrunden. I aftalen om en CCS-strategi fra december henviser man til FN’s Klimapanels forståelse af CCS som en nødvendighed for ”at fjerne CO₂ fra atmosfæren for at kompensere for menneskeskabte udledninger”. Kompensere og stabilisere. Ikke reducere.

Vi må ikke satse på kompensationer – vi skal først og fremmest have reduktioner.

Usikkert potentiale

Det er intet under, at de store udledere – dem, der både har fyret op under krisen og gjort hvad de kunne for at så tvivl om klimaforskningen og om konsekvenserne af deres forretning – nu klapper i deres små oliefedtede hænder. De får nemlig nu mulighed for at få del i de milliarder af skattekroner, der med den nye aftale er sat af til at støtte virksomhederne i denne svære omstillingstid.

Men i Frie Grønne stoler vi ikke på, at tekniske fixes, som CCS, kan bringe os i mål med reduktionerne. Vi vil ikke sætte vores lid til, at CCS kan stå som en bærende strategi for, hvordan vi kommer bedst muligt i mål og sikkert i havn. Og vi er ikke de eneste, der har det på den måde. Den overbevisning deler vi med en bred vifte af både forskere og klima- og miljøbevægelser verden over.

Flere forskere og stakkevis af rapporter understreger, at CO2-fangst og -lagring stadig en usikker teknologi, som endnu ikke har været afprøvet i så stor stil, som vi nu i Danmark lægger op til. Derudover påpeger eksperter at der er stor usikkerhed om hvor stort det klimamæssige potentiale vil være og hvornår potentialet vil kunne slå igennem. Det betyder i vores øjne, at CO2-fangst og –lagring hverken kan være en bæredygtig, seriøs eller realistisk måde at opnå vores klimamål i 2030 på. Den rette teknologiske udvikling på området kan måske nok spille en rolle på den lange bane. Men CCS-teknologiske løsninger bør i stedet være et add-on til klimamålene i 2030 – ikke en central strategi for at opnå dem.

Negative udledninger

Hele debatten om CO2-fangst er temmelig teknisk præget af regnestykker, antagelser og fremskrivninger. Det fyrer rundt med udtryk som ”negative udledninger” og ”tekniske potentialer”. Det er vigtigt for os, at vi fastholder, at CO2-fangst ikke reduceres til tekniske spørgsmål og forvises til regneark. Teknikken er ikke opfundet i et politisk og samfundsmæssigt vakuum. Tværtimod er den et resultat af og fremmes af specifikke holdninger til hvordan den grønne omstilling skal foregå.

Biomasse og bioenergi er en forudsætning i den netop indgåede aftale. Det betyder, at vi har brug for et intensivt og animalsk landbrug for at kunne suge så meget CO2 ud af luften som muligt. Det er i sig selv sikkert fint, at vi potentielt kan minimere CO2-udslippet fra gylle og døde dyr i landbruget ved at fange CO2’en. På den anden side betyder det, at vi med CCS holder hånden under det industrielle landbrug. På samme måde, vil det også være muligt for kraftvarmeværker at søge om støtte til at fange CO2’en fra deres skorstene. CO2, der kan komme fra afbrænding af biomasse fra træ. Det på trods af, at aftalen nævner at der på sigt skal sikres en ”hensigtsmæssig og bæredygtig” brug af biomasse. Biomasse fra træ ikke bæredygtigt – hverken set med klima- eller miljøbriller, men medregnes stadig som CO2-neutralt i de danske opgørelser. Helt absurd og direkte skadeligt i forhold til klimakampen.

CO2-fangst, -lagring og -anvendelse er vores nye vindmølleeventyr, må man forstå. Vi skal være førende. Vi skal gå forrest, lyder det næsten panisk fra en bred vifte af Folketingets partier.

Godt så. Lad os sige, at det er et nyt eventyr. Resten af verden vil følge vores eksempel. Men hvad er det for et eventyr, vi eksporterer? Hvem drager fordel af det, og hvem efterlades som tabere? Studier viser nemlig, at CO2-fangst og kompensation for reduktioner baseret på biomasse rundt om i verden fordriver oprindelige folk fra deres hjem, fælder skov, planter døde plantager og intensiverer kampen om adgang til jord og knappe ressourcer.

I stedet for at satse på en usikker teknologi, der ikke leverer egentlige reduktioner frem mod 2025 og 2030, burde vi bruge vores milliarder på faktiske reduktioner. Reduktioner – ikke kompensationer – er så enormt nødvendigt, hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser og afbøde de værste konsekvenser af klimakrisen. Vi kan starte med at radikalt at omlægge vores landbrug, halvere husdyrproduktionen, udvide og elektrificere kollektiv transport og indføre en ambitiøs og ensartet CO2-afgift, der omfatter samtlige sektorer.