Nyheder

Politisk ståsted

Frie Grønne ser sig som en del af den mangfoldige politiske underskov af udogmatiske nye politiske, kulturelle og sociale initiativer, bevægelser og partier, som er vokset frem på den europæiske og globale venstrefløj gennem de sidste 25 år. Vi går til det politiske arbejde med en solidarisk anarkistisk tilgang. Vi ser kunsten og kulturen som en fundamental samfundsforandrende kraft og er i hjertet feminister. Vi ser naturen som hellig og ønsker et mangfoldigt samfund.

Og så finder vi oftere håbet, inspirationen og dedikationen på gaderne end på de bonede gulve. I den folkelige modstand, sociale opfindsomhed og politiske kreativitet vi har set hos Extinction Rebellion, hos Black Lives Matter og hos demokratibevægelser så vidt forskellige steder på kloden som Hong Kong, Portland og senest Minsk.

I det daglige vil vi samarbejde med alle, men vi vil ikke lade os kompromittere. I konstitueringer støtter vi som udgangspunkt kandidater fra venstrefløjen, men vi vil ikke lægge os fast på hvem, før valgene er overstået.

Frie Grønne indgår nemlig aldrig i fastlåste parlamentariske samarbejder. Vi ønsker med den franske tænker André Gorz’ ord “non-reformist reform”, et nødvendigt opgør med nødvendighedens politik. Hvor establishment søger at reformere for at bevare status quo, ønsker Frie Grønne at reformere for at skabe en reel ny grøn og demokratisk økonomisk model, som er forudsætningen for et bæredygtigt postkapitalistisk samfund.

Hvor de fleste andre vurderer ny politik i forhold til indholdet i de gamle politikker, som erstattes, vil Frie Grønne vurdere ny politik på, om ambitionsniveauet er tilstrækkeligt højt til at give troværdige svar på de enorme kriser inden for økonomi, klima, natur, empati, lighed og kulturelt iltsvind, som verden oplever netop nu, og som kun forstærkes.

Vi er ikke bare endnu et ”grønt” parti, men derimod et reelt klimaansvarligt parti, der dertil ønsker et dybt opgør med den fejlslagne og farlige økonomiske tænkning, der har sendt os på kurs mod civilisationskollaps.

Det at være grøn er i de seneste år blevet udhulet ganske betragteligt, så vores tilgang adskiller sig ved at afvise alle ”grønne” kompromisser, der ikke flugter med videnskabens anbefalinger.

Vi er derudover et erklæret antiracistisk parti, der gør op med årtiers dæmonisering af primært muslimer og brune medborgere, men også mange andre minoriteter. Vi hylder mangfoldigheden, ja, vi kan ikke leve uden mangfoldigheden, og vi afviser al reaktionær nationalromantik.

Endelig er vi et opgør med den forkærlighed for den laveste fællesnævner, som har kendetegnet flere politiske partier i årevis. Vi hylder og vil fremme det unikke, det udfordrende, det avantgarde.

Vi er nået et punkt, hvor vi ikke længere vil tage til takke med justeringer af status quo. Det etablerede politiske system og dets vanetænkning skal udfordre. Små skridt i den rigtige retning er ikke nok. Det der tæller, er de grundlæggende forandringer. Mulighedsvinduet for at handle ansvarligt og i tide er ved at lukke sig i med overvældende hast. Derfor skal vores mandater ikke bruges til at flytte kommaer, men til at sikre at samtlige partier rykker sig i en mere bæredygtig retning. Ikke i morgen, men nu. Gennem nytænkende løsningsforslag og ærlig, konstruktiv kritik. Men vi er heller ikke bange for at sige fra overfor green-washing, racisme og nationalkonservatisme.

Den kamp, vi kæmper, er op ad bakke. Men det er vigtigt, at det også bliver en sjov kamp og en inspirerende kamp.