Kære læser,
Tak fordi du følger med. Det betyder noget. Ikke bare for mig personligt, men for den bevægelse, vi bygger sammen.
Den 18. november er der kommunalvalg. Det bliver historisk. Det er første gang, Frie Grønne stiller op i København, og meget tyder på, at vores mandater kan blive afgørende for, hvem der får overborgmesterposten. Som politisk leder for Frie Grønne og spidskandidat i København tager jeg det ansvar alvorligt.
Men valget handler ikke kun om, hvem der får magten. Det handler om, hvilken politik der skal føres – og hvem der bliver hørt.
Vi går til valg med en systemkritisk tilgang. Vi er ikke sat i verden for at administrere den nuværende samfundsorden – men for at udfordre den. Alt for længe har kommunalpolitik været reduceret til forvaltning og teknokrati, hvor partierne skiftes til at skære ned og give køb på principperne. Det er på tide med et kommunalt oprør.
Vores kommuner mangler ikke gode idéer – de mangler frihed til at handle. I dag forhindrer budgetloven og anlægsloftet kommunerne i at bruge deres egne penge, selv når behovet er akut. Men det er ikke kun reglerne, der er problemet. Det er også de etablerede partiers prioriteringer. De har valgt en vej, hvor økonomisk “ansvarlighed” vejer tungere end social retfærdighed, børns trivsel og klimahandling. Vi siger nej til den vej. Vi stiller op for at ændre spillereglerne – ikke for at spille med.
Men dette valg handler også om mere end kommunale forhold. Det foregår i en tid, hvor vi er vidner til et brutalt og systematisk folkemord i Gaza. Hundredtusinder af uskyldige liv er blevet taget eller smadret. Det internationale samfund svigter, og tavsheden i dansk politik er øredøvende.
Men kommunerne behøver ikke være tavse.
Københavns Kommune investerer i dag over 1,2 milliarder kroner i selskaber, der direkte eller indirekte bidrager til Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det kan og skal stoppes. Vi går til valg med et klart krav: Træk de penge ud. Vi nægter at lade vores fællesskab bidrage til folkemord. Og vi opfordrer alle andre kommuner til at gøre det samme.
På vores seneste landsmøde vedtog vi, at Frie Grønne arbejder for opløsningen af den israelske apartheidstat og opbygningen af én demokratisk stat, hvor alle – jøder, muslimer, kristne og alle andre – har lige rettigheder. Det er ikke symbolpolitik. Det er principfast solidaritet.
Vi lancerer snart vores konkrete Palæstina-udspil, og som modtager af nyhedsbrevet vil du få det før offentligheden.
Samtidig går vi til valg med stærke forslag om:
-
Billige, tilgængelige boliger
-
Værdige daginstitutioner og skoler
-
Reelle klimaindsatser
-
Tryghed og værdighed for hjemløse og udsatte grupper
- og meget mere..
Vi stiller op i København, Aarhus, Odense, Bornholm og Høje Taastrup. Overalt går vi til valg med den samme klare linje: Et systemkritisk parti, der nægter at acceptere ulighed som en naturlov.
Men vi har brug for dig. Hvis du vil være frivillig, aktivist eller medlem – så skriv til os på kontakt@friegronne.dk. Uanset om du har en time om ugen eller vil være med fuldt ud, så har vi plads til dig. Og vi har brug for dig.
Til sidst: Hvis du har boet i Danmark i mindst fire år, kan du stemme til kommunalvalget – også selvom du ikke har dansk statsborgerskab. Det betyder, at mange, der normalt ikke bliver hørt, nu kan gøre deres stemme gældende. Og det kan blive afgørende.
Vi tror på, at Frie Grønne er det parti, der mest konsekvent kæmper for minoritetsrettigheder, lighed og international solidaritet. Og vi tror på, at du og mange andre er klar til at bakke det op.
Frem mod valget sender jeg dig nyheder, forslag og indblik i vores valgkamp. Jeg håber, du læser med. Jeg håber, du tager del. Vi kan kun skabe forandring, hvis vi gør det sammen.
Tak fordi du ikke vender ryggen til, når det virkelig gælder.
Med kampgejst,
Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne
Spidskandidat til kommunalvalget i København
Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne
Spidskandidat til kommunalvalget i København

