Nyheder

Fem grunde til at kulturministerens tech-skat er en ommer

Der er ingen tvivl om, at tech-giganter som Facebook og Google skal reguleres mere og begynde at betale skat i Danmark. Men kulturministerens forsøg på at kradse penge ind fra Facebook og Google til de danske nyhedsmedier kan få store konsekvenser for de selvsamme medier.

Af Malthe B. K. Merrild, leder af Kulturtårnet og kandidat for Frie Grønne

Kulturminister Joy Mogensen sprang i sidste uge på en australsk idé om at lægge afgift på deling af nyheder på Facebook og Google.

I Australien resulterede ideen imidlertid i, at Facebook lukkede fuldstændig for deling af nyheder på deres platform i et par dage, indtil der blev indgået våbenhvile mellem regeringen og Facebook.

Den australske model prøver med et snuptag både at løse dagbladenes udfordringer med at tjene penge på annoncer og samtidig at løse udfordringen med, at tech-giganterne placerer deres overskud i skattely. Modellen kan dog ende med at få store konsekvenser både for vores demokratiske samtale og for de selvsamme medier, som forslaget ellers skulle hjælpe.

Her er fem argumenter for, hvorfor en link-afgift hverken kan løse den ene eller den anden udfordring:

  1. Afgifter er sat i verden for at begrænse aktivitet eller forbrug.

Når vi lægger afgifter på sukker, olie og forurenende biler, så er det for at bremse forbruget. Hvis vi lægger en afgift på deling af links til nyhedsartikler, så får vi også færre nyheder på de sociale medier. Konsekvensen er mindre demokratisk samtale og flere kattevideoer. Og så er vi ringere stillet end i dag.

  1. Hele ideen bag internettet er deling af links.

Da vi i 80’erne begyndte at dele de første links til dokumenter med hinanden over nettet, så var vi sammen i gang at opbygge det enorme netværk af dokumenter, som internettet består af i dag. Med en link-afgift trækker man i bremsen for delingen af links til blandt andet nyheder, forskning, viden, litteratur og debat. Det vil undergrave hele ideen om det frie internet og begrænse delingen af viden.

  1. Journalisterne skal ikke have løn af Facebook.

Med en link-afgift vil tech-giganter som Facebook og Google være med til at finansiere journalistik hos de danske nyhedsmedier. Det føles ikke trygt, hvis Facebook og Google skal til at betale danske journalisters løn. Mon ikke det bliver en kende sværere at skrive en kritisk artikel om Facebooks forhold til data, hvis Facebook selv er med til at betale for artiklen?

  1. Økonomisk vil det være som at tisse i bukserne.

En link-afgift vil måske på kort sigt give flere penge på mediernes kistebunde. Men på længere sigt vil tech-giganterne formentlig justere deres algoritmer, så de viser færre nyheder og dermed skal af med færre penge. Hvis altså Facebook Danmark ikke bare gør som i Australien og lukker helt for nyhederne på deres sociale medie-platforme. Så er der hverken penge eller gratis trafik til de danske nyhedsmedier.

  1. Medierne får masser af værdifuld trafik fra Facebook og Google.

Facebook og Google leder hver dag tusindvis af brugere ind på de danske nyhedsmediers digitale platforme ved at linke til deres historier. Brugere, som ser reklamer på nyhedsmediernes sider, og som i nogle tilfælde ender med at skrive sig op som abonnenter. En link-afgift kan føre til en begrænsning af denne trafik, som ellers er guld værd for mediehusene.

Udfordringen ligger for mediehusene i at tjene penge på denne trafik. Det er ikke en let opgave. Det kræver en kæmpe digital omstilling i mediehusene og en kulturændring i befolkningen, så vi begynder at betale for de nyheder, vi læser. Vi er derfor i Frie Grønne helt indstillede på at støtte mediehusene i den svære proces. Også økonomisk. Så længe vi kan undgå, at tech-giganterne skal have økonomisk indflydelse på dansk kvalitetsjournalistik.

Frie Grønnes bud på en løsning

For at give et alternativt bud på, hvordan vi kan løse mediernes økonomiske udfordringer og samtidig regulere tech-giganterne langt mere, har vi i Frie Grønne lavet et samlet medieudspil. Her foreslår vi blandt andet at gøre Danmark til et journalistisk laboratorium med fokus på forretningsudvikling og digital omstilling i mediebranchen.

Derudover mener vi, at tech-giganterne skal reguleres langt mere og selvfølgelig betale skat af deres omsætning i Danmark – og i alle de andre lande, de er til stede i. Derfor foreslår vi blandt andet at bakke op om den europæiske model for omsætningsskat på tech-virksomheder, som allerede er på vej.

LÆS HELE FRIE GRØNNES MEDIEUDSPIL HER (PDF)