Nyheder

Niko Grünfeld: Slaget om Amager Fælled er langt fra slut

Københavnerne efterspørger nemlig mere natur, grønne områder og covid19 har bevist, at vi har brug for naturen.

Da jeg for 15 år siden flyttede fra Aarhus til København, var den første sociale aktivitet, jeg blev hevet med til, en gåtur på Amager Fælled. Under den skarpe efterårssol vandrede jeg med en håndfuld andre rundt til et naturarrangement på Fælleden og spiste urter. Her befandt jeg mig – en nytilflyttet københavner – midt i landets hovedstad. Midt i landets største by og alligevel midt i naturen. Ikke en butik i sigte og ingen os og larm fra biler. Ingen travle mennesker og ingen beton. Bare en håndfuld mennesker i det humør, som kun fuglenes sang og den vilde natur kan bringe frem i en. Skal det virkelig bygges væk?

Med Frank Jensens farvel som overborgmester sidste år har den kommende overborgmester (hvis det går som det plejer) Sophie Hæstorp Andersen (S) en enestående mulighed for at ændre beslutningen om et stort boligbyggeri midt Københavns grønne lunge, Amager Fælled. Det er en mulighed, som Socialdemokratiet ikke må lade glide sig af hænde, hvis de fortsat vil bestride overborgmesterposten. Københavnerne efterspørger nemlig mere natur, grønne områder og covid19 har bevist, at vi har brug for naturen. Københavnerne er efterhånden dødtrætte af at se, hvordan den vilde bynære natur igen og igen bliver nedprioriteret af politikere og i stedet må lade livet for gravkøer og byggekraner styret af glubske investorer.

I efteråret 2020 demonstrerede tusindvis af københavnere for bevarelsen af Lærkesletten og hele Amager Fælled som et unikt naturområde her i vores hovedstad. På smukkeste vis slog naturelskere med alle baggrunde ring med et fakkeltog om Lærkesletten på Amager Fælled. Lærkesletten står til at blive bebygget, hvis Socialdemokratiet, SF og Radikale får deres vilje. Det er en hovedløs prioritering af partier, der slår sig op på at være grønne og kere sig om biodiversitetskrise. Det er ’greenwashing’ af værste skuffe.

Samtidig er protesterne nu snart i årevis væltet ind, blandt andet i form af mange, mange høringssvar til lokalplanen for byggeriet, og værdien af det rige, mangfoldige og truede dyre- og naturliv på fælleden er for længst slået fast. Lokalplanen for Lærkesletten skal behandles i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2021 og presset stiger på aftalepartierne. Vil Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre gennemføre beslutningen og hælde beton på unik natur?

Frie Grønnes politik er klar: København skal være en by, som giver mennesker, natur og dyr mulighed for at trives. Denne trivsel må ikke tilsidesættes på grund af snævre økonomiske hensyn, for naturen har en grundlæggende værdi i sig selv. Og når den først er væk, kan den ikke genoplives.

Sophie Hæstorp Andersen bør som ny og kommende overborgmester melde ud, at hun vil arbejde for en ny grøn kurs for København og bevarelsen af Amager Fælled. Vi skal helst have en løsning inden kommunalvalget og vel at mærke en løsning, der sikrer hele Amager Fælled.

Sophie Hæstorp Andersen har, efter hun er blevet spidskandidat for Socialdemokratiet, slået sig op på, at København skal være en grønnere by, hvor der er plads til alle. Det bør i sagens natur også gælde naturen og alle de levende væsener, der lever i den. En redning af Amager Fælled er en ’no brainer’ og alt andet er uansvarligt over for vores børn og deres oplevelse af vild natur midt i København.

Bevar Amager Fælled.