Marianne Karlberg: Hvem har spurgt de studerende, hvor de vil tage deres uddannelse?

Sig mig engang – er der egentlig nogen der har spurgt hvad de studerende har lyst til?

Rædslerne i Ukraine har af gode grunde fyldt nyhedsfladen den seneste måned og derfor fløj sidste uges overskrifter om de katastrofale tal for kvote 2 ansøgninger til velfærdsuddannelserne OG de nye foruroligende tal om elevflugten fra folkeskolen under radaren.

I denne uge har regeringen sammen med en bred række partier indgået forlig om udflytning af studiepladser på de videregående uddannelser og dermed kan vi desværre sætte dobbeltstreg under en virkelig fejllæsning af de unges ønsker om kvalificeret uddannelse og efterfølgende mulighed for et godt arbejdsliv med gode karrieremuligheder.

For lad os en gang for alle slå fast – de unge mennesker uddanner sig for deres egen skyld!

Tanker om samfundssind og opretholdelse af velfærdsstaten er en metafortælling der ligger lysår fra de unges drømme, længsler og håb.

Når man er ung, er det lysten der driver værket!

Lysten til nye horisonter og faglige udfordringer. Lysten til nye venskaber og kærlighed.

Vores komplekse samfund har kontinuerligt brug for nye tanker og energi – ny ilt simpelthen. Og det får vi kun hvis vi giver næste generation optimale muligheder for at videreudvikle og fortolke vores samfund i mødet med sammensatte miljøer og mennesker langt fra skolegårdens ekkokammer.

De overordnede tanker bag udflytning af de videregående uddannelser er desværre både bagstræberiske og provinsielle og skaber på sin egen omvendte måde en endnu større opdelingen mellem de studerende med på sigt, dårligere mobilitet mellem de sociale klasser.

Groft sagt vil A- holdet forsat søge efter uddannelse i de 4 største byer, hvor de efterfølgende søger arbejde og bosætter sig, mens alle med gennemsnitlige karakterer må blive hjemme, tage en uddannelse på den anden side af skolevejen og så tilbage igen i barndomskvarteret.

Dette er opskriften på uddannelsesghettoer der desværre ikke lukker den åbne flanke med akut mangel på dygtige hjerner til velfærdsuddannelserne. For hvad skal motivationen til at søge ind som sygeplejerske, skolelærer eller pædagog dog være, hvis man hverken har udsigt til at flytte fra den mellemstore provinsby og videreuddanne sig i universitetsbyerne eller få et arbejde med gode karrieremuligheder?

Velfærdsuddannelserne er gennem mange år blevet økonomisk negligeret, senest ved regeringsindgrebet i 2021, hvor en nedstemt mæglingsskitse blev ophøjet til lov og sygeplejerskerne banket på plads. Læg dertil en bøvlet og besværlig skolereformen fra 2014, der endnu har til gode at levere det faglige løft til eleverne og pædagogernes lønniveau.

Vores politikere har glemt at tage temperaturen på velfærdsstatens kernetropper og har dermed forsømt muligheden for at give næste generation en ny fortælling om værdien af samfundets nøgleopgaver. En fortælling det havde været oplagt at køre i stilling på bagkant af coronakrisen, der med al tydelighed afslørede, hvem og hvad der ikke kan undværes under en krise.

Send this to a friend