Posts

Kunst- og kulturlivet skal gå forrest i den grønne omstilling

Frie Grønne foreslår i Politiken i dag, at vi skal have et Kulturens Analyseinstitut, som kan støtte kunst- og kulturlivet i at tage aktiv del i den grønne omstilling.

Tiden er kommet til, at kunstnere og kulturinstitutioner lægger sig forrest i feltet i den grønne omstilling. Klimavidenskaben har i de seneste 30 år givet os bunkevis af fakta om, hvordan vi kan løse klimakrisen, men det har vist sig ikke at skabe de nødvendige ændringer. Det er først, når vi rammes på følelserne, at vi begynder at tænke i reel grøn omstilling.

Det er her kunstnerne og kulturinstitutionerne skal i spil. Det er dem, der kan skabe de store fortællinger om nye måder at rejse, forbruge og finde mening i livet på – det er dem, der kan vise os vejen til et mere bæredygtigt liv.

“Det er en kæmpe industri, der skal ændre arbejds- og produktionsprocesser”, Malthe Merrild

Derfor er Malthe Merrild, kandidat for Frie Grønne, i dag i Politiken for at fortælle om, hvordan vi som samfund kan støtte vores kunstnere og kulturinstitutioner i at tage førertrøjen på og være med til at lede vejen i den grønne omstilling. Det skal blandt andet ske ved, at vi opretter et Kulturens Analyseinstitut.

”Kulturens Analyseinstitut skal blandt andet finde de bedste veje til grøn omstilling for kulturinstitutionerne og sikre, at alle kulturaktører opgør deres klimapåvirkning ens. Analyseinstituttets konklusioner skal så bruges til at hjælpe kulturinstitutionerne med at udarbejde klimahandleplaner og søge midler til at gennemføre planerne”, fortæller Malthe Merrild, som er kandidat for Frie Grønne og leder af kulturinstitutionen Kulturtårnet på Knippelsbro.

I 2020 afsatte Kulturministeriet 6 millioner kroner til at sænke energiforbruget i de danske kulturinstitutioner, men det er ifølge Malthe Merrild langt fra nok.

”Når vi snakker grøn omstilling i kunst- og kulturlivet, er det jo både teater, dans, musik, film, museer, design, arkitektur, litteratur og så videre. Det er en kæmpe industri, der skal ændre arbejds- og produktionsprocesser”, siger han.

Læs hele Politikens artikel om grøn omstilling i kunst- og kulturlivet her (kun for abonnenter):

Museumsdirektør: Hvorfor tror de danske teatre, museer og festivaler, at den grønne omstilling ikke rager dem?

Du kan også læse om Frie Grønnes kulturpolitik her:

Frie Grønne: Kunsten og kulturen er samfundets sjæl.