Hvis vi vil have et opgør med gadevolden, skal vi tage et opgør med maskulinitetsidealerne

Skadelige og misforståede normer for maskulinitet gennemsyrer stadig vores samfund, og det går ud over os alle sammen. Idéen om særlige kønsroller og ophøjelsen af primitiv maskulinitet til noget som helst andet end uacceptabelt, besværliggør kampen mod vold og destruktiv adfærd, skriver Sikandar Siddique, Politisk leder for Frie Grønne.

 

Vi kender alle sammen følelsen af at blive nedslået, vred og frustreret, når vi gang på gang læser historier om, hvordan Brian eller Mohammed ikke kan opføre sig ordentligt i bybilledet. Når det er Brian, bliver årsagen til den voldelige adfærd gjort til et spørgsmål om kultur blandt fodboldfans, mens det for Mohammeds vedkommende kommer til at handle om etnicitet – kulturforskelle.

Og lad mig starte med at slå fast – vold er uacceptabelt, uanset hvem der begår den, og voldsmændene har et personligt ansvar, ligesom forældrene til de unge voldsmænd har et ansvar.

Men når vi konstant forsøger at begrunde dominansvold og destruktiv opførsel med en lang række kulturelle faktorer, fjerner vi fokus fra det grundlæggende problem: Samfundets ødelæggende maskulinitetsnormer.

Indtil vi tager et opgør med vores skæve billede af maskulinitet, vil vi altid have Brian’er og Mohammed’er, der brænder inde med følelser og frustration og til sidst ender med at lukke det ud på en destruktiv og problematisk måde.

Idéen om, hvad en mand bør være, betyder, at vi som samfund smider vores drengebørn i en kasse, hvor man helst ikke snakker om eller viser følelser – kun vrede – hvor man ikke går til lægen med mindre, det er virkelig alvorligt, og hvor det er en dyd at kunne forsvare sig selv, sine nærmeste og mest åndssvagt af alt, sin ære.

Egenskaber der ikke gavner nogen i det 21. århundrede. Tværtimod er vores maskulinitetsidealer ødelæggende for både mænd, kvinder og børn. Og så fordrer billedet af den stærke beskytter-mand som ideal en tendens til voldelig og destruktiv adfærd, som tærer på vores samfund.

Og ja, mange vil pege på overrepræsentation at minoritetsdanskere i kriminalitetsstatistikker, selvom etniske danskere i faktisk tal, begår langt mere kriminalitet. Men der er mange faktorer, der skævvrider billedet af overrepræsentation i en grad, så vi ikke kan bruge tallene til noget. Langt størstedelen af overrepræsentationen forsvinder allerede, når vi renser tallene for socioøkonomisk baggrund. Derudover bor Brian og Mohammed med stor sandsynlighed meget forskellige steder. Så når de laver ballade, er politiet lige rundt om hjørnet fra Mohammed, mens landbetjenten først patruljerer i Brians lokalområde i morgen.

Det Kriminalpræventive Råd har i studier af politiets praksis påvist, at etniske minoriteter oftere sigtes, uden at det fører til en dom, og at de oftere mistænkes og stoppes sammenlignet med andre danskere. Også kaldet raceprofilering.

Rådet konkluderer også, at unge med minoritetsbaggrund, som begår kriminalitet, er ikke mere kriminelle end sammenlignelige, kriminelle etnisk danske unge. Ligesom overrepræsentationen udligner sig med alderen. Så når mændene når 24-29-årsalderen, bliver forskellen inden for alle kriminalitetsformer udlignet.

Snakken om overrepræsentation bliver altså meningsløs. For tal er ikke bare tal. De er resultatet af mange underlæggende faktorer, og vi kan lægge alle mulige synsvinkler ned over tallene alt efter øjnene, der ser.

Når vi ser helt unge mænd eller drenge råbe af og true andre i offentligheden, når folk oplever de såkaldt utryghedsskabende unge, der skaber en ubehagelig stemning i gadebilledet eller på togstationerne, når vi læser om kvinder på krisecentre, fordi de har måtte søge beskyttelse fra voldelige mænd eller når vi hører om teenagedrenge, der bruger dominansvold i forsøg på at ydmyge hinanden, udspringer det af samfundets dybt misforståede idé om, hvad maskulinitet er og indebærer.

Indtil vi tager et opgør med vores skæve billede af maskulinitet, vil vi altid have Brian’er og Mohammed’er, der brænder inde med følelser og frustration og til sidst ender med at lukke det ud på en destruktiv og problematisk måde.

Vores opfattelse af maskulinitet er farlig og koster liv

Paradoksalt nok er der hårdt brug for, at nogle mænd tør stille sig forrest i kampen. Vi må vise, at der er mange måder at være mand på. Det behøver ikke at handle om at være stor, stærk og selvstændig og hverken vise sårbarhed eller følelser. Det lyder som en primitiv fremstilling af mænd, men vi bliver nødt til at sande, at det stadig er der, vi er. Desværre.

I Sverige har man fundet ud af, at mænd, som har holdninger og attituder, som er i overensstemmelse med den traditionelle og stereotype maskulinitet, i højere grad udøver vold mod både kvinder og andre mænd. Islandske forskere har påpeget, at nøglen til at stoppe volden er at arbejde med voldsudøverne, og vil man stoppe årsagen til volden, er det nødvendigt at bekæmpe traditionelle kønsroller og destruktiv maskulinitet.

Herhjemme taler tallene sit tydelige sprog. Statens Institut for Folkesundhed skønner, at omtrent 38.000 danske kvinder hvert år udsættes for vold af deres partner, mens omkring en fjerdedel af alle drab i Danmark er såkaldte partnerdrab.

Men det er som nævnt ikke kun alle andre, de destruktive maskulinitetsidealer skader. Det er i allerhøjeste grad også os selv. Mænd topper triste statistikker for alkoholmisbrug, ensomhed og selvmord. Og mon ikke også både Brian og Mohammed har højere risiko for selv at ende som voldsofre, når de skyder brystet frem og skal fremstå som stærke mænd, der kan forsvare sin egen ære. Det tror jeg.

Så for alles skyld – Brians, Mohammeds, din og min – lad os nu få et opgør med de ødelæggende og fladpandede idéer om, at der er bestemte roller og særlig adfærd, der hører sammen med et bestemt biologisk køn. Selvfølgelig er der ikke det. Det er kulturelt, det er tillært, og derfor kan vi også fralære det igen.

Hvad gør vi så for at nedbryde de skadelige forestillinger om maskulinitet?

Hvis jeg havde det endelige svar, ville jeg helt sikkert være en ombejlet mand, men jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det handler om at sætte ind allerede over for vores børn og unge.

Vi skal arbejde både strukturelt og strategisk på at forandre og forebygge destruktive maskulinitetsnormer. Vi skal synliggøre både udtalte og underforståede forestillinger og forventninger til køn, og vi skal lære vores børn at forholde sig kritisk til dem og arbejde for at nedbryde dem.

Jeg går gerne i front. Som politiker, som far, som bror, som ægtefælle, som feminist, som minoritet, som menneske. For jeg har fået nok.

Og volden skal vi sætte ind overfor – den må aldrig blive set som en acceptabel udvej ud af noget, og den må aldrig undskyldes med maskuline instinkter eller ‘vilde drenge’. Vold er primitivt og forkert, og det hører ikke hjemme i et moderne samfund.  Ét voldsoffer er et for meget – det er vores klare holdning i Frie Grønne.

Maskulinitet er ikke noget naturgivent. Det er ikke nogen essentiel egenskab, men derimod en social konstruktion, som vi kan lave om på. Men det kræver vilje og hårdt arbejde. Derfor er det mit håb, at mine mandlige kollegaer, venner, familiemedlemmer og politiske modstandere læser med her i dag. For der er brug for os. Der er brug for, at vi træder til og går forrest.

Vi skal agere forbilleder for vores børn og de unge omkring os, og vi skal skabe den nødvendige modstand dér, hvor de destruktive normer og strukturer dominerer. Vi skal sige kollektivt fra over for de traditionelle manderoller.

Hvis vi vil undgå de meningsløse overfald, uacceptable overfusninger på gaden og kvinder der må søge i ly for deres mænd på krisecentre, skal vi stoppe med at lede efter alternative forklaringer på, hvorfor det sker. Drop idéen om etnicitet, fodbold-glæde eller drenget rastløshed som årsag til vold. Det handler om maskulinitet og de forskruede forventninger, vi har til den.

Jeg går gerne i front. Som politiker, som far, som bror, som ægtefælle, som feminist, som minoritet, som menneske. For jeg har fået nok. Jeg vil ikke længere opleve unge mænd, der ikke kan opføre sig ordentligt på gaden, og som har brug for at vise sin dominans over andre. Men jeg har brug for, kære medmænd, at I går med mig.

Læs indlægget i Berlingske her

Send this to a friend