Posts

Hvis Danmark er et foregangsland, begraver vi 1,5 grader på COP27

I de her dage gør Dan Jørgensen den som vært for 50 af de mest prominente klimaledere fra hele verden. I København bliver der samlet op på aftalerne fra COP26, og der lægges de første trædesten til COP27, som afholdes til efteråret. Men den store internationale omfavnelse af Dan Jørgensen og den absurde betegnelse af Danmark som et grønt foregangsland fjerner alt håb om at vi kan keep 1,5 alive.

Dan Jørgensens slipseklædte gæster skal diskutere, hvordan visionerne fra efterårets COP26-aftale skal blive til faktisk handling ude i virkelighedens verden. Helt konkret har de særligt fokus på at holde målet om 1,5 grader i live, sikre mere klimafinansiering samt se nærmere på arbejdet med klimatilpasning.

Og Dan Jørgensen udtrykker selvfølgelig stor stolthed over at være blevet udpeget som vært for de pæne gæster: ”Det er en anerkendelse af vores klimaindsats og vores rolle i det globale klimadiplomati,” har han sagt. Det kan godt være, at han har ret, men så er det altså skræmmende, at Danmarks klimaindsats skal sætte barren for resten af verden. Det er dybt nedslående, at nogle af de mest magtfulde stemmer til COP-forhandlingerne – herunder den kommende præsident for COP27 i Egypten – anser Danmark for at være et foregangsland, der skal inspirere og være med til at lægge ambitionsniveauet for internationale klimamål.

Hvis alle følger Danmarks eksempel, kommer vi ingen vegne. I hvert fald ikke fremad. I stedet lulles resten af verden ind i regeringens vrangforestilling om, at alt er godt, bare så længe vi skriver nogle underskrifter og procenter på noget papir. Imens dør mennesker af varmehelvedet i Indien og isen smelter med lynets hast på Grønland. Danmark har et af de største økologiske fodaftryk på denne her klode, og alligevel fastholdes vi hinanden i fantasien om, at vi er et grønt foregangsland.

Danmark er tværtimod et klasseeksempel på, hvordan en enorm satsning på CO2fangst forsinker den nødvendige grønne omstilling. Et klasseeksempel på hvordan vores egne dogmatiske benspænd, som at klimapolitik ikke må kompromittere ”økonomisk vækst” eller ”konkurrenceevne”, netop står i vejen for den radikalitet og kompromisløshed vi død og pine må og skal håndtere klimakrisen med.

Den nødvendige grønne omstilling er ikke til at få øje på i regeringens klimakøreplan. Den nødvendige omstilling er nemlig en omstilling, der gør radikalt op med forældede forestillinger om evigt stigende økonomisk vækst. Den nødvendige omstilling tør skrotte hensynet til økonomisk vækst og insisterer samtidigt på, at der er noget andet der har mere værdi. En rigtig grøn omstilling anerkender, at økonomien skal indrettes feministisk, omsorgsfuldt, cirkulært, fællesskabsorienteret. Antikapitalistisk. Ikke profitorienteret.

Så længe Dan Jørgensen og hans regering ikke gør det, sælger de falske løsninger på klimakrisen.

Regeringens klimapolitik er visne ideer pakket ind i knitrende cellofan

Regeringen praler med at have lavet mere end 50 klimaaftaler. Men det er mere end 50 dårlige aftaler, som afspejler forældede politiske ideer og er totalt blottet for politisk mod og ansvarlighed.

Sandheden er, danske politikere ikke engang tør skrue ned for antallet af køer og svin, selvom det animalske landbrug står for en tredjedel af vores samlede drivhusgasudledninger. Danske politikere skruer op for cementforbruget og hovedløst byggeri, selvom en ny og overflødig Kattegatforbindelse over Samsø anslås at udlede 2-3 millioner tons CO2 bare i anlægsfasen. Danske politikere klapper af sig selv og hinanden, når de aftaler at stoppe med at hive olie og gas op af Nordsøen i 2050. Samme år, som vi ifølge Klimaloven skal være nettonul.

Det er de samme politikere, der nægter at betale vores klimagæld til verdens fattigste lande, som vi ellers har forpligtet os til. Ja, hvis Dan Jørgensens fine gæster beslutter sig for at gøre det samme som foregangslandet Danmark, så kommer vi aldrig til at indfri løfterne om klimafinansiering. Og så bliver de fattigste og allermest udsatte befolkningsgrupper i det globale syd ellers bare overladt til deres egen skæbne og kan sejle deres egen sø, når cyklonerne rammer, og vandstandene stiger.

Hvis Danmark er verdens klimaguru, kigger vi altså direkte ind i et klimakollaps, og løfterne fra COP26 bliver til svitset støv under den brændende sol.

Mon vi faktisk kunne tro på at 1,5 grader stadig var i live, hvis verdens tunge klimaledere lod sig inspirere af de ægte systemiske løsninger på klimakrisen, der findes derude, i stedet for at sætte sin lid til et lille land højt mod Nord, der insisterer på at lukke øjnene for virkeligheden. Et samfund, der krampagtigt holder fast i at hvis bare vi ændrer ingenting, så skal det hele nok gå.