Nyheder

Frie Grønne: Vores velfærd er på katastrofekurs

Susanne Sundhedspersonalet

Frie Grønne ønsker en corona-hjælpepakke til sundhedsvæsnet – nu

Sundhedspersonale, specielt sygeplejersker og jordemødre, siger op. Det er svært at rekruttere nyt personale, og der er alt for få ansøgere. Samtidig med at sundhedspersonalet siger op i flæng, er det altså for svært at få nye medarbejdere ansat. Derfor er vores sundhedsvæsen på katastrofekurs.

Nu er corona igen erklæret for ”samfundskritisk”, og personalet i sundhedsvæsnet er kørt i knæ. Det er de på grund af de sidste epidemibølger og de tidligere 2% besparelser.

Nu er det tid til at målrette midler fra ”krigskassen” til sundhedspersonalet. Virksomheder, f.eks. restauranter, frisører, hoteller og kulturinstitutioner har fået milliarder i støttepakker.

Sundhedspersonalet er presset. De skal løbe ekstra stærkt, kompensere for ubesatte stillinger, tage ekstra vagter, risikere smitte og på trods af det sikre vores sundhed og velfærd. Når en sygdom erklæres samfundskritisk bør de, der står i første række til at afbøde situationen, have et coronatillæg som tillæg til grundlønnen.

Den såkaldte ”krigskasse” skal i gang igen.

Frie Grønne mener, at det nu er helt nødvendigt at hjælpe sundhedspersonalet og ikke mindst os alle igennem denne 3. coronabølge.

Vi ønsker afsat et milliardbeløb til at hjælpe et hårdt presset sundhedsvæsen på kanten af sammenbrud. Det skal være 2,5 milliard kroner. Hvis minkavlerne kunne få tæt på 20 milliarder i kompensation for nedlæggelsen er deres erhverv, kan sundhedspersonalet også få 2,5 milliarder for at undgå et sammenbrud.

I 2020 fik sygeplejerskerne et honninghjerte som tak for indsatsen. Nu skal det være slut med at gøre grin med sundhedspersonalet. Vi kan ikke klare os uden deres daglige engagerede og kvalificerede indsats.

Når beløbet er fastsat, skal der indkaldes til trepartsforhandlinger, hvor fordelingen afgøres. Det kunne være et løntillæg i de måneder, hvor corona er karakteriseret som samfundskritisk. Det er i øvrigt vigtigt, at tillægget skal være uden om reguleringsordningen, så de ikke hovedsagelig selv kommer til at betale det.

Det er samtidig vigtigt for Frie Grønne at pointere, at dette skal ses helt uafhængigt af Lønstrukturkomitéens arbejde, som skal finansieres via Finansloven. Komitéens arbejde bør speedes op. Vi kan ikke vente til december 2022. Allerede i Finansloven for 2022 bør der afsættes et anseeligt beløb, så udbetalingen kan starte i 2022. Vi kan ikke vente på masseopsigelser, som vi hører rumstere i det danske sundhedsvæsen, og som allerede er taget i brug i vores nordiske nabolande.

Vores sundhedsvæsen har brug for hjælp nu mere end nogensinde.