Vi står midt i menneskehedens største kriser, klimakrisen og biodiversitetskrisen. Derfor skal vi naturligvis ikke sætte et overflødigt gigaprojekt i gang og bygge en motorvejsbro på 40 km fra et Natura 2000-område på Sjælland og over smukke og fredfyldte Samsø. Det er simpelthen hverken pengene eller CO2’en værd. Kattegatforbindelsen vil udlede massive mængder CO2, ødelægge havmiljø og pløje gennem unikke og smukke naturperler – overdrev og enge – i vores land. Gennem Østjylland, Samsø og Røsnæs på Sjælland. Og den vil være spild af borgernes penge.
Pris: Mindst 110.000.000.000 kroner og 2-3.000.000 ton CO2. Alene den enorme CO2-udledning i anlægsfasen burde få samtlige partier til at trykke på stop-knappen. Der er tale om en udledning, der aldrig vil blive tjent hjem igen. Det burde være gået op for politikerne, at en fast forbindelse over Kattegat ikke er en klimagevinst, men i stedet en kæmpestor klimabelastning.
Nej tak til kulsorte anlægsprojekter, ja tak til naturbeskyttelse og seriøs klimahandling.