Nyheder

Frie Grønne-kandidat får bæredygtighedspris for klimaindsats

Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjspartis kandidat Signe Sand har 28. oktober modtaget en pris for sin indsats for at sikre bæredygtighed i byggeriet.

Det drejer sig om Building Greens ”Personprisen”, som bliver uddelt til en person, der har kæmpet for mere klimavenligt byggeri.

Signe Sand er arkitekt og har arbejdet for bæredygtighed i byggebranchen i Den Grønne Studenterbevægelse. I begrundelsen fra Building Green fremhæves det, at Signe Sand ”har bevist sig som en ildsjæl, græsrod og pioner i sit arbejde med at sætte det bæredygtige byggeri på dagsordenen.”

”Jeg er rigtig glad for at vinde sådan en pris, for grøn omstilling og bæredygtighed er noget, der står højt på dagsordenen for Frie Grønne. Og fordi at byggebranchen er en lidt overset, men ikke desto mindre en meget vigtig branche at få med i den grønne omstilling,” siger Signe Sand.

”Der er mange, der tænker på, at vi skal flyve mindre, cykle mere og spise grønt for at bremse klimakrisen – og det er også rigtig nok – men der er også nogle mere strukturelle forandringer, som det er sværere at påvirke som almindelig dansker, nemlig at vi eksempelvis bygger med meget klimaforurenende beton og mineraluld, så det vil vi i Frie Grønne sætte meget mere fokus på. Så byggeriet kan blive grønnere.”

Boliger og byggeri står for omkring 30 procent af Danmarks udledning af CO2, mens tallet er endnu højere på verdensplan.