Nyheder

Frie Grønne: Danmarks regering fortjener en plads i historiebøgerne ved siden af de værste olieselskaber

Markus Spiske 5sh24a7m0bu Unsplash

Regeringens greenwashing fortsætter, og klimaberegninger er ikke vigtigere, end at de åbenbart kan fjernes fra politiske forhandlinger, hvis de ikke lyder, som transportminister Benny Engelbrecht ville ønske. Det er et alvorligt demokratisk problem og hovedårsagen til, at vi stadig er så uendeligt langt fra noget, der ligner en ambitiøs klimapolitik.

Transportminister Benny Engelbrecht er i fuld gang med at skrive regeringen ind i historiebøgerne side om side med store olieselskaber som Shell og Exxon. Da ministeren sidste år præsenterede den enorme infrastrukturaftale, som alt i alt løber op i mere end 160 mia. kr., lød det nemlig fra ministeren, at aftalen rent faktisk var CO₂-neutral.

Nye motorveje for over 60 mia. kr. giver altså ikke noget mindeværdigt CO₂-aftryk, måtte man forstå på Benny Engelbrecht. Men som de fleste med to øjne i hovedet kan regne ud, er det ganske enkelt ikke rigtigt. Og nu viser det sig, at transportministeren såmænd også er klar over, at motorveje altså ikke er klimaneutrale at bygge. Faktisk vidste han det allerede inden, man overhovedet gik i gang med at forhandle om aftalen.

“Der er altså ikke noget at sige til, at flere og flere ikke har tillid til, at vi magthavere overhovedet er interesseret i at løse de udfordringer, vi er valgt til.”

En aktindsigt, som fagbladet Ingeniøren har fået, viser nemlig, at der i det oprindelige forhandlingsoplæg til infrastrukturaftalen faktisk indgik beregninger for CO₂-udledning i anlægsfasen af de mange milliarddyre projekter. De selv samme tal, som ministeren flere gange har benægtet overhovedet eksisterede.

Flere eksperter peger på, at Engelbrechts ageren i sagen ligner et brud på ministeransvarlighedsloven, fordi han har holdt eksisterende beregninger skjult for Folketinget. Lovbrud eller ej er den magtfuldkommenhed, som regeringens ministre nærmest træder hinanden over tæerne for at udvise, et enormt demokratisk problem. Et stort flertal i befolkningen ønsker reelle grønne løsninger, og både transportministeren og regeringen ved det. Det er jo derfor, de holder tallene skjult og forsøger at sælge  deres kulsorte projekter som klimaneutrale eller ligefrem grønne.

Fra kulsort til grøn med et penselstrøg

Mindst 1,6 mio. ton CO₂ ville det koste at anlægge projekterne i infrastrukturplanen, viser Ingeniørens aktindsigt. Så store udledninger er svære at sælge som grønne, og måske derfor krævede transportministeriet ifølge Ingeniørens aktindsigt at CO₂-udledningerne blev fjernet fra forhandlingsoplægget. Man slettede simpelthen bare de sætninger, der viste klimabelastningen. Og sådan blev den kulsorte aftale pludselig næsten helt grøn.

Forklaringen fra ministeren i dag lyder, at han ikke synes, at tallene var ”gode nok”. Og godt nok er det da fremragende, at ministeren går op i kvaliteten af klimaberegninger, men det er ganske enkelt ikke et holdbart argument for at skjule tallene og benægte deres eksistens. Der er altså ikke noget at sige til, at flere og flere ikke har tillid til, at vi magthavere overhovedet er interesseret i at løse de udfordringer, vi er valgt til.

Derfor har vi i Frie Grønne også indkaldt ministeren i samråd. Vi kan allerede nu understrege, at ministerens evne til at svare for sig i den her sag er helt afgørende for, om vi fortsat mener, at Benny Engelbrecht er den rette til posten som transportminister. Og nu er det kun ministre, der kan kaldes i samråd, men regeringens støttepartier skylder os alle en fyldestgørende forklaring på, hvordan de kan bakke op om en aftale, som de ikke kender klimabelastningen af – og i øvrigt hvad i alverden der fik dem til at godtage ministerens ord for, at det er CO₂-neutralt at anlægge nye motorveje for over 60 mia. kr. Det er der altså ikke meget grøn vagthund over.

Infrastrukturaftalen er blot endnu et eksempel på, hvordan regeringen reducerer klimabelastning til regnearkskrumspring og kreativ bogføring. Præcis som når vi gang på gang hører, at ”vi er halvvejs mod de 70 pct. reduktioner”, selvom det regeringen i virkeligheden prøver at sige er, at man er omtrent halvvejs med at snakke om, hvor reduktionerne kunne komme fra. På samme måde er transportministerens lukkethed og tilsidesættelse af demokratiske principper i den her sag også blot endnu et eksempel til bunken. Det var Engelbrecht, der lukkede klageadgangen til Lynetteholmsprojektet. Og det er Engelbrecht, der ikke vil tage stilling til risikoen for asbest i jorden ved den nye Egholmforbindelse, selvom Frie Grønne sammen med flere eksperter har gjort ministeren opmærksom på, at undersøgelser har vist asbest i jorden omkring projektet.

Slut med penge til kulsorte motorveje

Hvis Danmark nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at blive det grønne foregangsland, som regeringen så gerne vil gøre os til, kræver det fuld gennemsigtighed omkring klimabelastningen af alle politiske projekter. Og mest af alt kræver det nogle magthavere, der rent faktisk tager klimakrisen alvorligt, som den eksistentielle trussel den er.

“Klimakrisen er ikke nogle tal i et regneark, som man kan flytte rundt på efter behov. Det er vor tids største udfordring.”

Klimakrisen er ikke nogle tal i et regneark, som man kan flytte rundt på efter behov. Det er vor tids største udfordring. Det er et spørgsmål om liv og død. I stedet for at bygge motorveje og nye øer for milliarder og atter milliarder, skal vi genåbne samtlige ”grønne” aftaler og have de korrekte tal på bordet, så vi reelt kan sikre den grønne omstilling. Nogen er nødt til at fjerne regeringens grønne malerbøtte, så de ikke længere kan forvandle de kulsorte projekter til klimaneutrale med et penselstrøg.

Det skal være slut med at kaste milliarder efter motorveje, som smadrer både klimaet og vores natur. Det er simpelthen ikke dét, vi skal bruge penge på. I Frie Grønne har vi en vision om, at den kollektive trafik skal være gratis for alle og dække hele landet, så vi kan få bilerne væk fra vejene og dermed samtidig får gjort transportministerens drømme om motorvej på motorvej gennem Danmark overflødige.