Susanne Zimmer, folketingsmedlem for Frie Grønne & kandidat i Nordjylland

At være et menneske som har brug for hjælp i livet er ikke et personligt valg. Det er dræbende at blive kastet rundt mellem systemerne, og derfor er en sammenhængende og koordinerende indsats med én indgang og én overordnet plan, som tager udgangspunkt i menneskets ønsker og drømme for livet, vigtig. Dette bliver mere muligt med den nye aftale om en helhedsorienteret indsat, som især har betydning, da beskæftigelse for nogle mennesker ikke hverken er et ønske eller en reel mulighed.

I juni 2022 blev der indgået en bred aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer. Aftalen rummer gode tiltag, som vil lette på sagsbehandlingen for de mest udsatte borgere, men samtidig cementerer den arbejdsmarkedsdeltagelse, som det vigtigste mål for alle mennesker og alle indsatser, der kan gives. Dermed er aftalen med til at instrumentalisere sociale- og sundhedsmæssige indsatser mod et overordnet formål om beskæftigelse og samtidig yderligere med til at understøtte tanken om, at arbejdsmarkedsfællesskabet er det eneste og vigtigste fællesskab i vores samfund.

I december 2018 indgik den tidligere V-LA-K regering en bred aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer og i juni 2022, som ville ”(…) tage et grundlæggende opgør med silotænkningen i lovgivningen.” Årsagen bag dette var, at de borgere, som har de mest komplekse problemer, ofte mødes af det mest komplekse offentlige system, hvor de skal navigere mellem forskellige forvaltninger og sagsbehandlere, som har hver deres krav til fremmøde, dokumentation og målsætninger. Dette skulle der gøres op med. Aftalepartierne var derfor enige om, at en ny hovedlov skulle skabe rammen for, at borgere med komplekse problemer kunne få tilbudt én udredning med én sammenhængende og koordineret plan på tværs af kommunale forvaltninger, én visitation og én samlet afgørelse. Denne er nu blevet konkretiseret ved den nye aftale fra juni 2022.

Aftalen som Frie Grønne er med i rummer flere kærkomne ændringer i indretningen af forvaltningerne, som understøtter kommunerne i at sikre sammenhængende forløb for mennesker med komplekse problemer. Frem over skal borgere, hvis sager sagsbehandles efter hovedloven, have ret til en koordineret sagsbehandling på tværs af social-, sundhed- og beskæftigelsesforvaltningen. Derfor skal det sikres, at borgeren har få myndighedssagsbehandlere, som skal sørge for, at alle fagpersoner omkring denne arbejder sammen mod et fælles mål. Herover indføres fire nye indsatser, som løftes ud af sektorlovgivningen og dermed også ud af de meget detaljerede lovgivninger, som følger disse, og giver derfor kommunerne mulighed for en smidigere og mere meningsfuld sagsbehandling.

Derudover vises der en hidtil uset tillid til de kommunale forvaltninger, som i endnu højere grad vil frisætte kommunernes sagsbehandling til gode for både borgerne, kommunerne og medarbejdere; denne målgruppe bliver fremover ikke medregnet i opgørelsen af fokusmål på beskæftigelsesområdet og får dermed ikke betydning for, om kommunen bliver omfattet af skærpet tilsyn. Håbet er, at dette understøtter en større grad af fleksibilitet i sagsbehandlingen og plads til at tænke mere langsigtede målsætninger, hvor kommunerne kan tilbyde indsatser, der er meningsfulde frem for at være nødsaget til at opfylde processuelle krav for ikke at blive sat under skærpet tilsyn. Et sidste delelement der skal fremhæves er, at øget livsmestring og beskæftigelse i højere grad er blevet ligestillet som formål med indsatsen efter hovedloven, og der indstilles til, at indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og syn på egen ressourcer og barrierer. Et element som burde være et kendetegn ved al sagsbehandling i kommunerne, men som desværre ikke er tilfældet i dag.

Så hvad er problemet, kunne man spørge? Umiddelbart lyder velkoordinerede, sammenhængende og meningsfulde forløb positive. Og det er de også. Men der er stadig noget, som vi i Frie Grønne ikke finder værende godt nok, og som vi ønsker ændret. Det er, at hovedlovens grundlæggende formål, trods gode toner om øget livsmestring, alligevel er arbejdsmarkedstilknytning. Det ses bl.a. ved, at målgruppen ikke blot er personer, som har komplekse problemer bredt set, men kun de personer som har komplekse problemer, og som samtidig vurderes at have potentiale for udvikling og progression i forhold til arbejdsmarkedet. Der sættes lighedstegn mellem øget livsmestring og arbejdsmarkedstilknytning, og disse danner et allerede forudbestemt formål med hele indsatsen. Det bygger videre på mange års forståelse af, at social integration sker via arbejdsmarkedsdeltagelse, og at arbejdsfællesskabet er lig med fællesskabet – altså det vigtigste fællesskab, vi har i vores samfund. Denne forståelse af, at social integration altid går via arbejdsmarkedet, er bl.a. medvirkende til, at vi nogle gange ser helt forrykte sager i beskæftigelsessystemet; hvor mennesker bruger 10+ år på at være i forskellige praktikker, og hvor vi har set de grelle eksempler med mennesker, der er sendt i praktik med en seng.

For de fleste vil arbejdsmarkedstilknytning være en del af øget livskvalitet, fordi vi har indrettet vores verden omkring en lønarbejdernorm og de normaliseringsmekanismer, der omgiver os, former naturligvis os alle. De fleste af os ønsker at være ”normale” – også personer som står i udsatte positioner i samfundet. Men at have arbejdsmarkedsdeltagelse som en fast målsætning for alle mennesker og for alle indsatser er med til at udvande både, at mennesket rummer værdi udenfor arbejdsmarkedet, og det er tillige med til at marginalisere andre fællesskaber uden for arbejdsmarkedet. Samtidig gør det sociale og sundhedsmæssige indsatser til instrumenter for et større, underlæggende mål, som er beskæftigelse. Det vil sige, at de indsatser som sundhedsforvaltningen kan tilbyde, og som er en målsætning i sig selv – bedre sundhed, mobilitet og øget kropslig trivsel – nu bliver et middel til at opnå et andet mål; nemlig beskæftigelse. Det samme gælder for socialforvaltningens indsatser.

Det kan lyde som om, vi tager fat i små ubetydelige detaljer i en ellers meningsfuld ny aftale. Men disse mindre detaljer kommer som led i en lang udvikling, hvor målet for flere og flere dele af vores system er til for at understøtte arbejdsmarkedstilknytning. Sociale indsatser burde være et mål i sig selv. Sundhedsmæssige indsatser burde være et mål i sig. Mennesket og dets trivsel burde være et mål i sig selv – og ikke kun ses som et middel til et andet mål; målet om beskæftigelse og dermed øget økonomisk vækst. Det bliver vi nødt til at holde fast i.

Hvis man gerne ville have lavet en indsats for de borgere, der har mest komplekse

problemer, vil arbejdsmarkedstilknytning ikke have været et bærende kriterie. Alle – og måske særligt de, som har komplekse problemer – burde kunne mødes med en sammenhængende og koordinerende indsats med én indgang og én overordnet plan, som tager udgangspunkt i deres ønsker og drømme for livet. Også når disse drømme ikke indebærer arbejdsmarkedstilknytning. Fordi mennesker er mere end deres arbejdsmarkedsværdi.