Nyheder

Elena Bjerregaard Ryan

Elena

Elena Bjerregaard Ryan er 27 år, bor på Amager og er snart færdig med en kandidat i Statskundskab. Elena er halv amerikansk og halvt dansk, og har brugt en stor del af sit liv i USA. Elena kæmper for et grundlæggende systemskifte, så vi får en mere bæredygtig, retfærdig og human verden. Det her er historien om, hvorfor Elena stiller op til Folketinget for Frie Grønne.

Den 9. november 2016 vågnede jeg i en verden, hvor Donald Trump var USA’s nye præsident. Jeg er halv amerikansk, og boede på det tidspunkt i New Hampshire, hvor jeg studerede statskundskab og kønsstudier på universitetet. Jeg havde brugt det sidste halve år af mit liv på at arbejde på Hillary Clinton’s kampagne, for at netop dette ikke skulle ske. Den sorg jeg følte den dag, var noget jeg ikke havde oplevet før. Jeg græd bogstavelig talt hele dagen.

Jeg har været politisk aktiv, siden jeg gik i gymnasiet, og havde lidt politiske nederlag før, men ikke nogle der var tæt på så skræmmende, som det nederlag føltes. Klimakrisen, den voksende ulighed, masseskyderier, angreb på rettigheder for minoritetsborgere og kvinder. Det blev pludseligt alt sammen problemstillinger, der føltes som om, de blev skubbet årtier tilbage. Angsten for fremtiden og hvad der skulle ske for de mest udsatte i samfundet, overskyggede næsten den overvældende sorg.

Indenfor en måned var jeg selv taget til lægen for at få en spiral, for min egen adgang til præventionsmidler og eventuel abort i løbet af de næste fire år blev jeg nødt til at sætte spørgsmålstegn ved. Jeg har levet et meget privilegeret liv og vokset op i Danmark – et af de rigeste lande i verden. Så dette var første gang, at en ny politisk virkelighed for alvor påvirkede mig.

Donald Trump var kun et symptom på et overordnet giftigt system, der udnytter, undertrykker og ødelægger planeten. Det kan vi mærke verden over – også i Danmark. Derfor er det vigtigste for mig at arbejde for at sikre rettighederne og fremtiden for alle mine medborgere uanset baggrund såvel som vores planet og truede økosystemer. Det har mundet ud i, at jeg i min uddannelse har fokuseret på at studere politisk økonomi, da jeg opfatter vores økonomiske systemer og paradigmer at være alt afgørende for, hvordan vores hverdag hænger sammen, og hvordan vi forandrer den.

Jeg er en del af Frie Grønne, fordi jeg tror der er behov for en grundlæggende systemforandring, for at vi kan redde vores planet og os selv. Der er en akut mangel på politiske visioner i Danmark, og Frie Grønne er i mine øjne det eneste parti, der tør kæmpe for en nytænkning af, hvordan vi skal indrette vores samfund. Vi skal bryde med systemet for at skabe noget nyt!