I starten af juni tog Frie Grønne til Palæstina for med egne øjne at se den ødelæggelse som Israel skaber. I Frie Grønne er holdningen klar: Israel skal boykottes kulturelt, økonomisk og politisk. Nu. Læs Sikandar Siddiques dagbog fra turen her.

Dag 1: Jerusalem

Jerusalem er et utroligt overvældende sted – i virkeligheden er der så meget at opleve, at jeg slet ikke har taget det hele ind endnu.

Det var vildt at se, hvordan vi på den ene side gik forbi en moské, der lå side om side med en kirke uden nogen problemer overhovedet. Mens vi på den anden side gik forbi en ulovlig bosættelse, hvor bosættere smed ting fra tagene mod palæstinensere på gaden.

Man kunne fortælle så meget herfra, men det der gjorde størst indtryk på mig var, at det er så tydeligt, at det ikke et kristendommen, islam eller jødedommen, der er problemet hernede. Det er zionismen, der besætter folks hjem og undertrykker.

 

Dag 2: Salfit i Vestbredden

Vi har set utroligt meget i dag, men særligt én ting blev helt tydelig på dagens tur rundt i Vestbredden.

Nemlig at undertrykkelsen af palæstinenserne på Vestbredden ikke bare handler om vold og drab.

Når man er her, mærker man, at hele den israelske tilstedeværelse handler om at gøre livet ulideligt for det palæstinensiske folk. I en landsby lidt uden for Ramallah så vi, hvordan en stor ulovlig bosættelse leder deres kloakvand direkte ud på landsbyens marker.

Naturen og afgrøderne i området svømmer i kloakslam, som langsomt dræber alt levende. Høsten dør, biodiversiteten bliver smadret og jorden er ubrugelig. Og når de lokale forsøger at redde deres marker, bliver de fjernet af israelske sikkerhedsstyrker.

Under en times kørsel derfra, har Israel flyttet et helt industriområde om på den palæstinensiske side af den ulovlige grænsemur. Fordi de israelske landmænd klagede over sundhedsrisici.

Fabrikkerne i området producerer et væld af giftig forurening, som betyder, at produktionen lukkes ned de 10 til 12 dage om året, hvor vinden blæser mod vest ind over Israel. Resten af året, hvor vinden blæser ind over palæstinenserne, kører produktionen i 12 til 15 timer om dagen.

Og det er altså ikke bare den forurenede luft, der er et problem for folkene i området. Da fabrikkerne skulle bygges, blev mange hektar landbrugsjord fjernet, så mange lokale ikke har anden mulighed for overlevelse end at arbejde på de fabrikker, der smadrer deres hjemland.

Det gør ondt helt ind i sjælen at se den terror både mennesker og natur i smukke Palæstina udsættes for hver eneste dag.

Til gengæld er der ingenting smukkere end at mærke, hvordan modstandskampen lever i hver eneste palæstinenser, vi har mødt. De kæmper, og vi skylder dem at kæmpe deres kamp med dem.

En af dem, der kæmper, er Fayez Daneb. En landmand, som mistede halvdelen af sin jord, da Israel byggede muren. Og som efterfølgende fik et helt industriområde bygget i baghaven, så intet kan gro uden at være tildækket. I stedet for at pakke sammen og give op, har Fayez overdækket alle sine afgrøder, omstillet sit landbrug til at være bæredygtigt uden afhængighed af israelsk energi og rejst sag efter sag mod de forurenende fabrikker. Dét er modstandskamp.

Israel bekæmper ikke bare det palæstinensiske folk. De bekæmper Palæstinas natur og hele landets levegrundlag.

 

Dag 3: Jordan Valley (Al Maleh)

Når vi taler om den israelske besættelsesmagts apartheid i de besatte områder, er der én gruppe, der altid bliver glemt: De palæstinensiske beduiner. Måske den mest undertrykte og udsatte gruppe overhovedet.

Udvidelsen af de ulovlige bosættelser sker i stor stil hele vejen ned langs Jordan Valley. Vi var i flere palæstinensiske beduinlejre i området, og så med egne øjne nogle af de mange bosætter-outpost, som konstant skyder op i lokalområdet. Vi så ligefrem en, der var sat op i går. Og hver gang en outpost bliver rejst, må palæstinenserne ikke længere opholde sig i området. På den måde besætter israelske bosættere hele tiden mere og mere af beduinernes jord, så deres dyr ikke kan græsse.

Men israelerne holder sig ikke bare til at stjæle jord. For hver gang der bygges noget nyt i en beduinlejr, er de israelske soldater der med det samme og river det ned. Ligesom de konfiskerer værktøj og landbrugsmaskiner.

Og mens bosættelserne, som ligger få hundrede meter væk, har elektricitet og rindende vand, må beduinerne betale i dyre domme for at få fyldt vandtanke. Og elektricitet må de se langt efter. Når de dyre vandtanke så bliver sat op, er det kun et spørgsmål om tid før de israelske soldater kommer og konfiskerer dem. Den dybe uretfærdighed ligger som et tykt tæppe over hele Jordan Valley.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en samlet strategi for at drive beduinerne væk fra deres jord, så bosætterne kan stjæle det.

Kigger man på et kort over Vestbredden, hvor bosættelserne er markeret, kan man med det samme se, hvordan strategien om at drive palæstinenser væk fra deres hjem, bygger på helt samme model i hele Vestbredden. For selvom vi normalt tænker på bosættelser som noget, der er i den vestlige del- tæt på grænsen til Israel – gør Israel nøjagtigt det samme øst på mod Jordan.

Og på den måde presser de ulovlige bosættelser langsomt hele det palæstinensiske folk sammen i Vestbredden. Bosættelserne spreder sig som pest gennem landskabet, mens mere og mere jord bliver stjålet fra palæstinenserne. De bliver aldrig frie, før Vesten og det internationale samfund trækker støtten til Israel og tvinger dem til at rydde bosættelserne og give jorden tilbage til dens retmæssige ejere – det palæstinensiske folk.

 

Dag 4: Hebron

Vi kalder gang på gang Israel for en apartheidstat, og i dag var vi i Hebron, hvor det israelske regimes apartheid er tydeligere end noget andet sted på Vestbredden.

For overhovedet at komme ind til den gamle bymidte skulle vi gennem check-points. Og da jeg ville videre ind i skulle jeg svare på, om jeg er muslim eller ej. For som muslim er der mange steder i Hebron, man simpelthen ikke må være. Og nogle dele af byen er lukket for palæstinensere. På billedet kan man se os blive stoppet ved et checkpoint, hvor vores guide ikke måtte følges med os videre.

Det er racisme og det er apartheid.

Hele Hebron by er fuldstændig rykket i stykker af ulovlige israelske bosættelserne militære check-points. Bymidten var tæt på tom, og de lokale fortalte os, at mange slet ikke tør gå derind, fordi det er som en labyrint med veje, som palæstinenserne ikke må være på. Der er ikke rigtigt nogen skilte, så det er ekstremt forvirrende, og derfor frygter de lokale at komme til bevæge sig ind på en forkert gade og risikere at blive anholdt eller skudt. Det er en helt vanvittig diskrimination og chikane af palæstinenserne.

Bosættelserne og sikkerhedszonerne afskærer også den ene ende af Hebron for den anden. Så hvis man er muslim og skal til den anden ende af byen, må man enten igennem en lang række check-points, som man på ingen måde kan være sikker på er åbne, eller man kan gå hele vejen uden om byen. Prøv lige at forestille jer, hvordan det må være at leve et sted, hvor man risikerer livet ved at bevæge sig rundt. Dét er hverdagen for samtlige palæstinensere i Hebron.

Det var så uhyggeligt og helt forfærdeligt at se med egne øjne, hvordan lokalbefolkningen drives ud af deres hjem, fordi besættelsesmagten Israel har gjort det tæt på umuligt at leve i Hebron som palæstinenser.

Soldater med maskingeværer og fuldt udstyr er overalt i byen, og det samme er overvågningskameraer. Man føler sig konstant overvåget og utryg i Hebron.

Og det er ikke kun inde i den gamle by, at undertrykkelsen er ekstrem. På vej ind til Hebron kom der pludseligt en israelsk politibil ud foran os og endte med at anholde vores ene guide, mens den anden blev sat af midt i ingenting 5 kilometer derfra. Og de beholdte hans ID.

På vejen ud fortalte vores chauffør, at den vej vi kørte på havde kostet over 100 palæstinensiske liv – fordi der simpelthen bliver skudt på dem, hvis de krydser vejen til fods. På begge sidder af vejen er der nemlig både palæstinensiske landsbyer og ulovlige israelske bosættelser. Så når en palæstinenser krydser vejen, går besættelsesmagten ud fra, at det er for at angribe en ulovlig bosættelse.

Palæstinenserne i området omkring Hebron er virkelig underlagt konstant psykisk og fysisk terror. Det er helt ufatteligt, at verden bare kan se til, mens det sker.

 

Refleksioner over turen

I fem dage har vi nu rejst rundt i Vestbredden fra Jerusalem over Ramallah, Nablus og Tulkarem til Jordan Valley og ned til bl. a. Hebron og Betlehem og med egne øjne set konsekvenserne af Israels besættelse af Palæstina. Der har været flere indtryk, end jeg har kunnet nå at tage helt ind endnu.

Da vi for nu mange måneder siden begyndte at planlægge den her tur, var det med det klare formål, at vi skulle komme tilbage klogere på situationen og med en bedre forståelse af, hvad palæstinenserne må stå imod for at leve nogenlunde almindelige liv. Og én ting står i hvert fald helt klar for mig – man kan ikke leve et almindeligt liv i Palæstina. Hver evigt eneste dag bliver man som palæstinenser mærket og begrænset af besættelsesmagtens undertrykkelse.

Den helt naturlige men også overvældende frygt, der ligger så dybt i hver eneste palæstinenser, påvirker dem hele tiden. Næsten uanset hvor vi var i Vestbredden, advarede vores guides og chauffører konstant mod at bevæge sig for tæt på hegn eller at gå hen mod soldaterne uden at være blevet bedt om at komme derhen.

“Nej, du risikerer, at de skyder,” sagde de hele tiden.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det er en del af en større strategi, at indgyde så dyb en frygt i palæstinenserne helt fra barnsben. Det er en del af den systematiske chikane for at drive palæstinenserne ud. Som når de er bange for at bevæge sig rundt i Hebron, fordi der er gader byens palæstinensere ikke må gå på, så det kan betyde at man bliver anholdt eller i værste fald dræbt, hvis man går ned af den forkerte vej.

At Israel holder det palæstinensiske folk i et jerngreb, som strammes hele tiden, vidste jeg godt, inden vi tog afsted. Men jeg må blankt erkende, at jeg ikke havde nogen idé om, hvor dybt det stikker. Det gjorde et enormt indtryk på mig at se, hvordan de ulovlige bosættelsers kloaksystemer dirigerer kloakslam direkte ud på palæstinensernes marker og i naturen, så både afgrøder og jorden bliver fuldstændigt smadret. Eller hvordan den bizarre opdeling af Vestbredden i forskellige zoner alt efter, hvem der kontrolleret dem, betyder, at lokalbefolkningen ofte ikke kan få lov til at bygge på sin egen jord.

I virkeligheden er det nok dét, jeg mest af alt tager med fra Palæstina. At de voldelige overgreb, vi ser på videoer og billeder fra Al Aqsa eller Hebron på ugentlig basis, nærmest er det mindste, lokalbefolkningen bliver udsat for.

Der hvor Israels apartheid for alvor gør livet næsten umuligt at leve i Vestbredden, er i hverdagen. Aldrig at vide, hvornår vandtanken på taget bliver konfiskeret eller ødelagt. Hvornår strømmen ryger. Hvornår vejen hjem er lukket på ubestemt tid, eller om de evigt voksende bosættelser og sikkerhedszoner rammer din jord næste gang, så man må flytte. Hvornår den jord dine kvæg græsser på, bliver taget fra dig. Eller hvornår de israelske tanks igen kører gennem dine marker og smadrer jorden, mens soldater efterlader militært affald i landsbyen. Og strategien fra apartheidstyret virker desværre. Der plejede at være 40 store beduin-familier i Jordan Valley, nu er der 12. Hebron var en stor by, men i dag er store dele som en spøgelsesby.

Langsomt men sikkert, fordriver Israel det palæstinensiske folk fra deres hjem for at stjæle deres jord og ressourcer.

Selvom jeg lige har set det med egne øjne, kommer jeg aldrig til at kunne sætte mig ind i, hvordan det er, at leve i det, der er palæstinensernes hverdag. At de bliver og kæmper og forsøger at opretholde et nogenlunde liv, kræver det største mod og en helt utrolig viljestyrke, som man ser i øjnene på næsten hver eneste palæstinenser i Vestbredden.

For man skal forstå, at besættelsens konsekvenser rammer alle aspekter af folks liv. Hele tiden.

Men jeg blev også bevidst om, hvor stort et monster, det er, de oppe mod. Israel har ikke bare splittet landet geografisk. De sørger også for at slå benhårdt ned, hvis lokalbefolkningen forsamler sig. Organisationer, som forsøger at gøre en positiv forskel for palæstinensere eller på at dokumentere Israels forbrydelser mod menneskeheden, ryger på Israels terrorliste.

Vi mødtes med både Al Haq og Addammer, som begge er kommet på terrorlisten i Israel. Og når man møder de to fantastiske organisationer og ser, hvor vigtigt et arbejde, de løfter for det palæstinensiske folk, er det helt til grin, at Israel forsøger at bilde verden ind, at f.eks. kvinderne i Addammer arbejder for terrorisme, fordi de forsøger at hjælpe palæstinensiske indsatte med at få en fair rettergang.

De største terrorister i de palæstinensiske områder er det israelske regime. Hver evigt eneste dag udfører de psykisk og fysisk terror på en uskyldig befolkning.

Men selvom jeg blev både vred, trist og utroligt frustreret over at se det med mine egne øjne, kan jeg også mærke, at det gav mig håb og energi til at kæmpe for dem, at rejse rundt i Vestbredden og se den utrolige stædighed og vilje, der definerer folket.

Håb for at fremtidens Palæstina på ny bliver et frodigt land, hvor den vidunderlige civilbefolkning kan få lov til at udleve deres potentiale som mennesker. Kampen bliver hård, og palæstinenserne synes at have uendeligt meget styrke. Men de kan ikke stå alene. Der er brug for et samlet internationalt samfund, som siger klart fra overfor Israels apartheid, og som har modet til at stille Israels regering til ansvar for de stribevis af krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser, de er ansvarlige for.

Da vi besøgte den smukke bjerglandsby Nabi Saleh, fortalte drengen på billedet mig, at han hver eneste dag er oppe på bjerget med flaget for at vise sin modstand til bosættelsen, der ligger lige i nærheden. Hver dag. Også selvom landsbyen jævnligt bliver angrebet af bosætterne, som kommer op af bjerget med våben, mens landsbyens beboere svarer igen med stenkast, fordi de nægter at lade de israelske bosættere indtage deres landsby.

Drengen fra Nabi Saleh er for mig symbolet på den kamp, palæstinenserne kæmper. Og grunden til, at jeg ikke tvivler på, at Palæstina bliver frit en dag. Spørgsmålet er blot, hvilken side af historien, vi har valgt at stå på, når det sker.