Folketingskandidater

Sara Hvidbak Grouleff

Sara

KANDIDAT I ØSTJYLLAND: Sara Hvidbak Grouleff er 33 år og bosiddende i Østjylland. Hun har haft en barndom fyldt med natur og jord under neglene. Derfor er hun også frustreret over, at dansk natur- og klimapolitik ikke er ambitiøs nok. Sara arbejder derfor for at blive en grøn ildsjæl i Folketinget. Det her er hendes historie.

Jeg hedder Sara, er 33 år ung og pt. bosiddende i Østjylland, hvor jeg er vokset op.

I skoven har jeg mine rødder. Opvokset på landet, udenfor den lille forstad – med jord under neglene, halm i håret og langt til skole.Naturen har alle dage været mit andet hjem. Et rum der emmer af tryghed og balance, af kraft og liv. Men som nu er truet. Det har den faktisk været længe.

Min, for alvor, bratte opvågning kom, da partiet Frie Grønne blev stiftet. I mange år er jeg grundet socialpolitik søgt længere og længere mod den solidariske venstrefløj, men nu hørte jeg ligeledes flere og flere råbe op om, hvor inhumant og usolidarisk vi behandler, ikke bare hinanden, men også naturen – og vi i Danmark, er nogle af de værste.

Europa brænder, Pakistan druknes i oversvømmelser og Spanien og Frankring har denne sommer målt op omkring 44 grader. Alligevel slår vi det fortsat hen. Så længe det ikke er vores egen baghave der brænder, mener denne tids politikere og magthavere åbenbart, at det kan slås hen. Det kan det bare ikke.

Frie Grønne leverer som det eneste parti lige nu, en tilstrækkelig handlingsplan for, hvordan vi som land får meldt os ind i klimakampen. Vi leverer her konkrete forslag til, hvordan vi får skåret ned på CO2-udledningen, gør op med greenwashing og udlednings-eksport – og baserer fremtidige tiltag på videnskabelige principper, frem for ønsketænkning og utilstrækkelige, dyre omstillinger.

Alle dage har jeg set Danmark som foregangsland. For menneskerettigheder, humanisme og solidaritet. Dette har jeg en vision om, at vi i fællesskab kan komme tilbage til.

Jeg ser for mig et solidarisk og mangfoldigt Danmark, der dyrker, elsker og fremmer diversitet og medmenneskelighed, i både naturen og samfundet.

Denne kamp er den største vi som civilisation har stået overfor – nogensinde.

Det handler ikke længere om at bevare, men om at få vendt bøtten helt på hovedet. Vi må og skal handle i overensstemmelse med naturen og de begrænsninger den har, hvis vi ønsker at have en verden at videregive til vores børn og de kommende generationer – ligesom at vi må og skal stå sammen, hvis det skal lykkes.

Lad os sammen skabe en verden, hvor alle kan leve værdifulde liv – og som kan rumme det liv.