Folketingskandidater

Sabrina Raaschou Brammer

Portræt Sabrina

KANDIDAT I KØBENHAVNS OMEGN: Sabrina Raaschou Brammer er 22 år, født i Gentofte og arbejder som tjener. Sabrina brænder for kampen for bedre mental sundhed for unge og kampen mod racismen. Det her er hendes historie.

Mit navn er Sabrina Raaschou Brammer, jeg er 22 år gammel, født og opvokset i Gentofte, og til daglig arbejder jeg som tjener.

 

Jeg kommer fra et meget åbent hjem, hvor jeg er blevet opdraget med, at der skal være plads til alle. Disse værdier er noget, jeg altid vil have med mig, hvilket er grunden til at jeg er blevet engageret i politik og samfundsmæssige forhold. 

 

Jeg blev for alvor endnu mere politisk engageret, da jeg skulle stemme for første gang til folketingsvalget i 2019. Dengang var der ikke et parti som krydsede alle mine bokse af. Men så nogle år senere opdagede jeg Frie Grønne, som jeg kunne stå bag 110%.

 

I løbet af de sidste mange år – og især de sidste tre år – er Danmark rykket mere og mere i en højreorienteret retning, og derfor er der brug for et antiracistisk, klimaansvarligt og feministisk parti som Frie Grønne.

 

En vigtig mærkesag for mig er unges mentale helbred, da jeg selv har oplevet på egen krop, hvordan stress påvirker én både fysisk og psykisk. Flere og flere unge i dag har det mentalt dårligt og lider af bl.a. stress, depression og angst. Jeg har set mine nærmeste være ramt af det, og jeg har også set, hvordan det ikke bliver taget seriøst nok i vores samfund. Der er derfor brug for et større fokus på unges mentale helbred. 

 

Antiracisme er især også en vigtig mærkesag for mig, da jeg har set, hvordan hverdags- og statsracisme påvirker minoritetsdanskerne i samfundet. Det er en kæmpe problematik, som desværre er blevet fejet hen af regeringen og politikerne i Folketinget i alt for lang tid.

 

Derfor stiller jeg op for Frie Grønne, da vi kæmper for et Danmark, hvor alle mennesker uanset køn, hudfarve, etnicitet og seksuel orientering bliver vægtet lige højt og, hvor vi står sammen i den kompromisløse klimakamp, da det er min og fremtidige generationer, som bliver påvirket af den klimakrise vi står i.