Folketingskandidater

Rashid Ali

Rashid

KANDIDAT I KØBENHAVN: Rashid Ali har boet i Danmark i 12 år. Han bor til dagligt i Nordsjælland med sin kone og 2 børn. Han har, siden han kom til Danmark, arbejdet og uddannet sig. Derfor er han nu kørelærer og førstehjælpsinstruktør i København. Rashids kandidatur er i den grad påvirket af kampen for en kompromisløs klimahandling. Det her er hans historie.

Jeg kom til Danmark for cirka 12 år siden og jeg bor i Nordsjælland med min kone og 2 børn. Jeg har, siden jeg kom til Danmark, fokuseret meget på at lære det danske sprog og komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg har både arbejdet med børn og i en kortere periode arbejdet på forskellige apoteker som assistent. Derudover har jeg taget kørelæreruddannelsen, og jeg underviser i dag på forskellige køreskoler i København på forskellige sprog, samtidig med at jeg også er førstehjælpsinstruktør. Jeg er i dag medejer af en køreskole på Frederiksberg. Jeg er en engageret samfundsborger, som tager aktiv del i samfundet bl.a. ved at arbejde frivilligt i organisationen Giv blod, og jeg har været formand for sociale samt politiske arrangementer på mit Universitet (FC-college).

Partivalg og visioner

Jeg har de sidste mange år interesseret mig for politik, da jeg ønsker at gøre en forskel for de mest sårbare i vores samfund. Igennem mit job møder jeg mennesker fra forskellige nationaliteter, kultur og religioner, hvilket har givet mig et stort indblik i, hvilke udfordringer folk kæmper med i hverdagen. Det er mest de sociale og sundhedsmæssige områder, som bekymrer folk og jeg selv mest, hvilket er årsagen til, at jeg har valgt at fokusere på det sociale område. For at hjælpe de mest sårbare i vores samfund.

Frie Grønne er det rette parti for mig, da jeg står for de samme værdier og visioner, som partiet gør – både inden for social og sundhedspolitikken men også på andre vigtige politik-områder.

Mit bidrag til det danske demokrati

Mit første møde med Frie Grønnes leder, Sikandar Siddique, inspirerede mig til at gå ind i politik. Jeg vil se det som en ære at få muligheden for at være klimaets stemme i Folketinget.

Jeg vil kæmpe for et inkluderende, mangfoldigt, retfærdigt, feministisk og bæredygtig samfund. Et samfund, hvor vi hjælper mennesker ud af fattigdom, ensomhed, eksklusion og stigmatisering og ind i fællesskaber uden diskrimination på baggrund af religion, hudfarve, køn, politiske holdninger, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Jeg mener dog, at før vi alle kan have det godt, så skal miljø- og klimakriserne tages seriøst! Vi står i en skakmat-position, hvor vi bliver nødt til stærkt at overveje, hvad vores næste træk skal være, for at vi som menneskehed kan blive ved med at eksistere på denne planet. Derfor må vi ikke glemme, at naturen er hellig, og at hvis vi behandler naturen med kærlighed, så kan vi efterlade en meget bedre verden til vores børn.

Børnene er en anden mærkesag, der står mit hjerte nært.

Vi står i en samfundsmæssig krise, hvor vi ikke kan tage os af vores svageste i samfundet. Børn, unge, ældre og psykisk syge lever i en tid, hvor der ikke er de fornødne ressourcer til at tage sig af dem. Børn og unge lever i et præstationssamfund, hvor der forventes perfektion af dem hver dag 24 timer i døgnet. Vi tager ikke højde for de børn, som kommer fra udsatte familier. Mit hjerte brænder især for børn, unge og ældre, som kæmper sig igennem for at overleve. Jeg vil kæmpe for, at børnenes sag bliver taget op igen og igen, indtil vi har en holdbar løsning for alle børn. Det er ikke alle børn, der bliver inkluderet i samfundet i dag.

Dette mener jeg primært er forårsaget af de sidste par års stigende tendens i dansk politik til at skabe splittelse, frygt og had mellem mennesker af forskellige samfundsgrupper. Dette spreder sig til befolkningen, hvilket har skabt splittelse i stedet for at samle mennesker og skabe et inkluderende fællesskab.

I det inkluderende samfund, som jeg ønsker at bidrage til at skabe med mit kandidatur, vil jeg kæmpe for, at alle mennesker bliver inkluderet i samfundet og får ret til selv at vælge over deres eget liv.

Kontaktoplysninger

Rashid Ali

Rashid_ali_2013@hotmail.com

Twitter

Kredskoordinator

Nicholas Vinthen

kobenhavn@friegronne.dk