Folketingskandidater

Esra Ocak

Esra

KANDIDAT I NORDJYLLAND: Esra Ocak er 33 år, mor til to og jurastuderende. Hun kæmper indædt mod had, fordomme og intolerance, der gennem hendes liv har påvirket hende og hendes familie. Derfor kæmper Esra kampen for, at alle kan være sig selv. Her er hendes historie.

Mit navn er Esra Ocak. Jeg er 33 år, studerer jura og er mor til to drenge. Jeg er født og opvokset i Roskilde, men har boet det meste af mit voksne liv i København. Jeg befinder mig dog ofte i Aalborg i forbindelse med mine studier, hvorfor jeg er kandidat i Nordjyllands storkreds.

Min tilgang til politik har ikke altid været den samme. Faktisk kunne man sagtens sige, at jeg altid har forholdt mig ret kritisk til politik, og dette ses da også i min tilgang til juraen.

Med det sagt så har jeg da også oplevet, hvad det vil sige at vokse op i et land, hvor man ofte bliver mødt med en masse fordomme, fordi der altid har eksisteret en stigmatisering af borgere med anden etnisk herkomst, efterkommere, flygtninge og udlændinge.

Det har ikke altid været let at navigere i et system, når mange allerede har fordomme om en. Det har en ekskluderende effekt på rigtig mange unge, som inderst inde bare gerne vil være en del af noget større.

Dette gør sig desværre også gældende for mange andre socialt udsatte grupper.

Det ser jeg i forbindelse med mit juridiske virke, hvor jeg har stillet mig til rådighed med gratis juridisk rådgivning for alle, der måtte have behovet.

Jeg ser også, hvilken effekt det har på mine drenge. Nok kan jeg gøre mit, men de oplever “verden udenfor” som ekskluderende. De har også oplevet at skulle forklare flere generationers ophav på deres respektive skoler og fritidsinteresser, selvom de fastholder deres danskhed.

Det er en hård kamp, når denne ekskludering stadig finder sted og påvirker vores børn og unge.

Det er også derfor, at jeg følte en samhørighed med Frie Grønnes politik. Endelig er der et parti, der tør at stå frem og tale for minoriteters rettigheder.

Det har dog krævet en del mod at skulle stå frem som offentlig person, når man har levet et ret privat liv.

Men her er der noget at kæmpe for. En kamp for alle de, som har måtte kæmpe eller stadig kæmper imod den eksklusion, som jeg kender rigtig godt til. Omend vi alle oplever dette individuelt, er essensen den samme: Vi vil have muligheden for at være den mest autentiske version af os selv uden at føle fremmedgørelse.

Jeg tror på et mangfoldigt Danmark. Et Danmark, der har plads til forskellighed. Hvor vi værdsætter og omfavner alle de gode egenskaber, hver eneste borger, uanset race, religiøs eller politisk tilhørsforhold, køn/kønsidentitet, seksualitet eller alder, kan bidrage med.

Lad os tale åbenhed, inklusion og accept. Lad hadet og fremmedgørelsen stå ensomt tilbage.

 

Kontaktoplysninger

Esra Ocak

esoca@outlook.dk

Facebook | Twitter

Kredskoordinator

Jørgen Petersen

nordjylland@friegronne.dk