Folketingskandidater

Ayan Farah

Billedeayan

KANDIDAT I NORDJYLLAND: Ayan Farah er 31 år og er født og opvokset i Aalborg, hvor hun bor med sin mand og deres to døtre. Hun er sygeplejerske, og læser nu miljøvidenskab på Aalborg Universitet. Hun kæmper for kompromisløs klimahandling og mod racismen. Det her er hendes historie.

Mit navn er Ayan Farah. Jeg er 31 år og er født og opvokset i Aalborg. Jeg bor sammen med min mand og vores to døtre. Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på hhv. sygehus og i hjemmesygeplejen. Sidste år tog jeg beslutningen om at læse miljøvidenskab på Aalborg universitet, fordi jeg indenfor de seneste år har fået en stor interesse for klimaet.

Virkeligheden er bare, at vi står overfor en massiv klimakrise. Det ses en stigende koncentration af drivhusgasser, som vi ved medfører en belastning på klimaet. Verden er allerede påvirket som følge af klimaforandringerne.

Verden er påvirket af stigende havniveau og i andre dele af verden ses ekstreme vejrforhold såsom hedebølge og tørke. Danmark er et af de lande. hvor der udledes mest CO2 per person, og derfor er Danmark også nødt til at tage et globalt ansvar. Vi skal handle nu!

Klimakrisen er ikke det eneste, som jeg er optaget af. Racismen lever desværre i bedste velgående i Danmark. Jeg har selv oplevet racisme.

Som etnisk minoritetskvinde mærker man effekten af stigmatisering og diskrimination. Der er politikere, som ihærdigt kæmper for at indskrænke etniske minoritets kvinders personlige frihed.

Jeg har fået nok af den hårde tone, der er i debatten, når stor del af minoritetsborgere faktisk er aktivt deltagende i samfundet – på lige fod med alle andre. En stor del af minoritetsborgere arbejder, tager uddannelse og engagerer sig i foreningslivet. Jeg er træt af det billede, der bliver tegnet af minoritetsborgere, og det er på tide, at der sker forandring.

Jeg har meldt mig ind i Frie Grønne for at kæmpe for et trygt, inkluderende og mangfoldigt Danmark.