Den ene rapport efter den anden understreger, at ambitiøs grøn handling er mulig, vil gavne samfundsøkonomien og vil redde mio. af menneskeliv. Alligevel sker det ikke. Noget står i vejen. Eller rettere nogle: Anti-klima-aktivisterne.

Det bør ikke længere være til diskussion, hvorvidt det er i det fælles bedste at handle tilstrækkeligt ambitiøst på klima-, biodiversitets- og miljøkriserne. Det har FN sagt i mange år, men i de senere år er nye stemmer begyndt at sige det samme: OECD, IMF og Verdensbanken.

Alligevel sker det ikke. I de 30 år, som FN nu har advaret os, er udledningerne af drivhusgasser vokset, udryddelsen af dyr og planter taget til, rydning af natur det samme mens forurening med plastic, tungmetaller og alle mulige kemikalier i luften, vandet og maden er stigende. 6 af de 9 planetære grænser er nu overskredet – så vi på 6 ud af 9 parametre er udenfor ’safe operating space’.

Men når det så indlysende er til det fælles bedste at sørge for, at livets og klodens balance bliver genoprettet, at menneskehedens ”krigsførelse mod naturen”, som FNs generalsekretær Antonio Guterres kalder det, omgående bliver stoppet, hvorfor er det så ikke sket? Fordi ambitiøs grøn handling bliver modarbejdet af fossil- og sværindustri, af industrilandbruget med deres gigant-kødfarme og af de mega-milliardærer, der alle har opnået både magt og midler ved netop at drive rovdrift på klodens og naturens ressourcer samt på os mennesker.  

På Christiansborg er det ingen hemmelighed, at Landbrug & Fødevarer er blevet en fast del af enhver landbrugsforhandling. For L&F er det f.eks. vigtigt, at aftaler omkring landbruget baserer sig på såkaldt frivillighed – altså, at det mere eller mindre skal være op til den enkelte landbrugsvirksomhed, om de vil bidrage til at leve op til de målsætninger, politikerne skriver under på. Det gælder f.eks. udtagning af lavbundsjorde, der baseres på frivillige aftaler, og derfor aldrig rigtig bliver til noget, selvom vi ved det er et af de mest effektive tiltag for at reducere udledningerne fra landbruget. Og der er blot en lille del af L&Fs generalieblad. 

Det er heller ingen hemmelighed, at DI, der repræsenterer en myriade af danske virksomheder, herunder Danmarks største forurenere i form af cementgiganten Aalborg Portland og Nordic Sugar arbejder for at undgå ambitiøs grøn handling. Det gælder f.eks. i forhold til en høj og ensartet CO2-skat, som alle helt fra CEPOS til Greenpeace anbefaler, men i DI insisterer man stædigt på, at det er en unfair dobbeltbeskatning af de store forurenere, der er omfattet af EU’s kvotesystem. Og DI har gang i meget mere anti-klimaaktivisme. 

Der er ingen tvivl i min bog. Det er en demokratisk skandale, at anti-klima-aktivisterne nyder så privilegeret adgang til dansk politik.

Så nu blæser jeg og Frie Grønne til opgør med den magtelite, der modarbejder kompromisløs klimahandling. Til opgør mod de danske anti-klima-aktivister. De få, der tror, at de vinder, når intet forandrer sig. Når alle vi andre ved, at vi kun vinder, når alt er forandret.

Vigtigheden af dette opgør kan ikke underdrives. Alle de dystre forudsigelser om fremtiden, som lyder fra FN, NGO’er og forskere er baseret på én ting. Og det er, at den magtelite, der i mere end 30 år både herhjemme og globalt set har slået så grueligt fejl, får lov til at fortsætte med at sætte kursen. Får lov til at fastholde deres status quo. Vi kan ikke få de mere end 30 år tilbage, som magteliten har fået lov at spilde. Vi kan ikke få de mange år tilbage, som Venstre sammen med kumpanerne i Konservative, Liberal Alliance og DF har spildt. Vi kan end ikke få de 3 år tilbage, som den nuværende regering og Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har spildt.

Men vi kan sørge for, at ingen af dem får et eneste år mere ved magten og tæt på den. Og det er nødvendigt, hvis Danmark skal føre en kompromisløs klimapolitik, der peger ind i en grøn udvikling af samfundet og en holdbar fremtid.

Det er på tide at tage et opgør med anti-klimaaktivisterne.