Nyheder

Ambulant behandling til både offer og gerningsperson for partnervold

Alt for mange kvinder udsættes for vold af deres partner. Det vil Frie Grønne gøre op med og stiller nu forslag om ret til ambulant behandling til både offer og gerningsperson.

Omkring 38.000 kvinder udsættes årligt for vold af deres partner. Det er 38.000 kvinder for meget. Det vurderes, at psykisk vold har dobbelt så mange ofre. At stoppe partnervold er en sag, der ligger Frie Grønnes hjerte meget nært. Derfor stiller vi nu forslag om, at både offer og gerningsperson skal sikres ambulant behandling, så vi kan få gjort op med partnervolden.

Behandlingstilbuddene til voldsudsatte skal rumme voksne og børn af alle køn og i alle landsdele. Myndighederne skal derfor sikre, at kapaciteten i tilbuddene modsvarer efterspørgslen i forhold til geografi og målgrupper, herunder tage hensyn til, at kvinder langt oftere end mænd er udsat for grov partnervold samt den geografiske overrepræsentation i hovedstadsområdet.

I Frie Grønne har vi med baggrund i fageksperters anbefalinger ønsket, at både offer og voldsudøver får ret til behandling, da det er den bedste måde at sætte en stopper for volden på.

Forslaget vil naturligvis også gælde mænd (cirka 19.000 årligt), der udsættes for partnervold.

Frie Grønnes beslutningsforslag behandles første gang i folketingssalen den 6. april 2021.

LÆS HELE FRIE GRØNNES FORSLAG OM RET TIL AMBULANT BEHANDLING FOR OFFER OG BØRN HER.

LÆS HELE FRIE GRØNNES FORSLAG OM RET TIL AMBULANT BEHANDLING FOR VOLDSUDØVERE HER.